”Stilheden er ikke skrigende, den er blot stilheden. Isvinden over Altiplano, øde som æon. Også her raserer døden i en grad, så man knap bemærker den”
”Sølvtråden”, s. 64.
Kapitlerne veksler mellem et poetisk jegs gengivelser og et mere journalistisk indstillet jegs reportagelignende skildringer. Ingen af de to bliver rendyrket i sine former, men smitter af på hinanden. Der er for mange subjektivt følsomme passager til, at det kan karakteriseres som renlivet journalistik, og det poetiske jeg er alligevel for god til at leve op til det journalistiske credo om ”show it, don't tell it”, til at det bliver ren følelsespoesi.
Den grundlæggende stemning i bogen er rastløsheden. Jeg'et er konstant på vej videre efter et eller andet, og kun få steder findes en ro, som snart afløses af uro. Det er som om, at den verden, jeg'et færdes i, konstant tømmes for mening, så det bliver nødvendigt at drage videre i jagten på indhold.
Der er ikke tale om en dannelsesrejse, hvor jeg'et drager ud og vender hjem fuld af nye erkendelser og indsigt. Der er nærmere tale om en strøm af begivenheder, som opleves gennem jeg'ets subjektive tilgang til verden. Skildringerne bliver psykedeliske bevidsthedsstrømme, når der er stoffer involveret. Når jeg'et er i sit politiske hjørne, antager skriften samfundskritisk karakter.
Desuden indeholder rejseminderne en form for dobbeltkontrakt (altså en ægte, oplevet virkelighed og ikke skønlitterær fiktion) med læseren, da det hele jo er baseret på Thomas Bobergs egne oplevelser som rejsende.
”Sølvtråden” var Thomas Bobergs første prosaudgivelse og blev et gennembrud for det bredere publikum.
Thomas Boberg
Thomas Bobergs forfatterskab bærer præg af uro og længsel efter et eller andet derude. Ud af det er kommet en lang række digte, et par romaner og nogle af de bedste rejseskildringer i dansk littera...
Læs hele forfatterportrættet
