”Da min far genfortalte historier om mit liv uden at tage hensyn, blev det giftigt. Radioaktivt. Fortiden blev en ødeland, hvor ingen mening kan gro. Narrativet må også tilhøre dem, der blev påvirket af handlingerne. Jeg må kunne leve i dette land.”
”En vej ud af tågen”, s. 67-68.
I bogen udforsker Kristian Leth, hvad det vil sige at huske noget og glemme noget andet. Som det påpeges, kan minderne måske også blive mere og mere fiktive, jo mere de gengives. Et vigtigt omdrejningspunkt i bogen er skildringen af et savn efter en ofte fraværende far. Midt i en stor kærlighed og forundring for faren, Jørgen Leth, findes også smerten over, at han ikke formåede at være en mere nærværende forælder og påtage sig et større ansvar – og jegets frygt for at blive ligesom ham i relation til sine egne børn. Bogen beskriver det sammensatte forhold til faren, men handler mere overordnet om at være mand, blive far og finde sin egen måde at være i verden.
Kristian Leth noterer sig, at evnen til historiefortælling er gået i arv til alle farens børn. Det er dog hans oplevelse, at faren også har brugt sin evne til historiefortælling til at omdanne sine svigt til farverige historier. Med sin erindringsbog forsøger Kristian Leth at tage ejerskab over sin egen historie ved at præsentere andre historier end farens fortællinger og kortlægge landskabet, som hidtil har været gemt væk. Samtidig understreges det, at litteraturen kan noget særligt i forhold til skabelse af mening: ”Fordi teksten ved mere, end jeg gør (…) fordi det rum mellem teksten og mig er et magisk rum, og mening træder frem. Og jeg har brug for at finde mening.” (s. 157). ”En vej ud af tågen” er første bind i en erindringstrilogi af Kristian Leth.
Kristian Leth
Kristian Leths talent peger i mange retninger – han er nemlig både forfatter, musiker, forsanger, skuespiller og har skabt sig en karriere som vidende formidler, der jævnligt kan opleves i diverse ...
Læs hele forfatterportrættet
