BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Kristian Leth
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
*Seneste udgivelse

Kristian Leth

Senest opdateret
  • Redaktionen
    september 2024
  • Katrine Lehmann Sivertsen
    cand.mag., 2022
Hovedforfatter
  • Line Rasmussen
    cand.mag., 2014

Intro

Kristian Leths talent peger i mange retninger – han er nemlig både forfatter, musiker, forsanger, skuespiller og har skabt sig en karriere som vidende formidler, der jævnligt kan opleves i diverse tv og radioprogrammer. Leth debuterede i 2002 med en digtsamling og har siden udgivet flere bøger med lyrik, fantasy romanen ”Mithos”, faglitteratur og kortprosabøger, der tager udgangspunkt i egne erindringer.

Baggrund

Kristian Leth blev født i 1980 som søn af digteren Jørgen Leth og skuespilleren Hanne Uldall. Han kommer fra en kunstnerisk familie, der bl.a. også tæller filminstruktøren Asger Leth, Kristians bror. Man kan støde på Kristian Leths navn inden for flere forskellige brancher, for han har både optrådt som skuespiller i bl.a. ungdomsgyseren “Midsommer", som tv-vært i musikprogrammet Liga.dk, som musiker i bandet The William Blakes og som forfatter til digtsamlinger, fagbøger og prosabøger. Leths diskografi er endnu større end bibliografien, og mellem sine første tre digtsamlinger – hhv. “Land” (2002), “Besværet” (2008), “Før og efter videnskab” (2014) – nåede han at lave sit eget pladeselskab, Speed of Sound, udgive mere end seks plader, lave titelsange til danske tv-serier og sætte musik til flere af sin fars film, bl.a. “Det erotiske menneske” og “De fem benspænd” – og meget andet.

”Jeg har spist for meget æg / jeg har hjemve / Hvis ikke virkeligheden er / mystisk / så forstår jeg den ikke.”

“Lascaux” fra ”Før og efter videnskab”, s. 51.
portræt af Kristian Leth
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
  • Født

    27. marts 1980 i København.

  • Uddannelse

    DR's talenthold og Forfatterskolen, 2002.

  • Debut

    Land. Gyldendal, 2002.

  • Priser

    DR’s Sprogpris, 2013. KLF, Kirke & Mediers buket for god formidling af etik og trosstof, 2014. Prix Radio-prisen Årets musikprogram for de fire programmer ’Kristian Leth og Outsideren’ på DR P2, 2017.

  • Seneste udgivelse

    Verdens vigtigste bog : kristendommen, Bibelen og vores verden. Lindhardt og Ringhof, 2024.

  • Inspiration

    Brian Eno, David Byrne, Astrid Lindgren, Hayao Myiazaki, Ursula K. Le Guin.

  • Kristian Leth taler om "En tid med mirakler" med litteraturformidler Sarah Hvidberg i Forfatterstafetten

Kristian Leth debuterede som digter i 2002, samme år som han blev færdig på Forfatterskolen i København, hvor Hans Otto Jørgensen på daværende tidspunkt var rektor. Efter Forfatterskolen kom Kristian Leth på DR’s Talenthold, som er en toårig uddannelse på DR for unge talenter. I DR-regi har han sidenhen modtaget flere priser for sin lette formidling af tungere temaer som klassisk musik, åndelighed og religion – emner han efter eget udsagn har været interesseret i siden 10-12-års alderen. En af de prestigefulde priser, som Kristian Leth har modtaget, er Prix Radio-prisen for årets musikprogram, som han blev tildelt i 2017 for podcastserien ”Kristian Leth og outsideren”, der handler om Glenn Goulds to indspilninger af Johann Sebastian Bachs ”Goldbergvariationerne”.

Der er ingen tvivl om, at Leth er en intellektuel kunstner i konstant bevægelse og desuden en kyndig bruger af det danske sprog. Ikke desto mindre har han udelukkende skrevet sange på engelsk i bandprojekterne Baron Criminel og The William Blakes, indtil han i 2012 sprang ud som soloartist på pladen “Hjemad”, der består af ni dansksprogede sange. I et interview med Politiken i forbindelse med “Før og efter videnskab” luftede Leth, at han skrev på en roman – hans første af slagsen: “Den bog, jeg er i gang med at skrive nu, er en fortælling med mange forskellige spor. Mange sider, meget ambitiøst og alt muligt pis.” [1]Jakob Dybro JohansenKristian Leth: Musikken er min pause, der giver liv til …Politiken, 2013-08-03.. Arbejdet resulterede i 2017 i fantasy-romanen ”Mithos”.

Kristian Leth er gift med filminstruktør Tea Lindeburg, som han har tre børn sammen med. Familien har siden 2014 været bosat i Brooklyn i New York City.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Kristian Leth taler om "En tid med mirakler" med litteraturformidler Sarah Hvidberg i Forfatterstafetten:

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I løbet af sin karriere har Kristian Leth blandt andet rettet sit kunstneriske oeuvre i retning af et emne, der har optaget ham, siden han var teenager, nemlig det mystiske, okkulte, åndelige og religion. Digtsamlingen ”Før og efter videnskab” berører i høj grad modsætningen mellem den rationelle, videnskabelige tænkning og den mystiske, åndelige. Som han skriver i digtsamlingen: ”Hvis ikke virkeligheden er / mystisk / så forstår jeg den ikke” (s. 51). I fantasy-romanen ”Mithos” fra 2017 er et af budskaberne ligeledes, at verden ikke kun består af videnskab og oplysning, men også af følelser, spiritualitet og magi.

Ifølge flere interviews har Leth en velekviperet samling, hvad angår bøger om mysticisme, naturreligioner og okkultisme. Også i journalistisk arbejdsøjemed har han drejet fokus i denne retning, og som rost formidler har han lavet flere programserier om religion for DR. I 2013 opsøgte han i tv-programserien ”Den 2. dimension” mennesker i Danmark, der dyrker diverse former for åndelighed, som ikke hører under den traditionelle kristendom. I otte afsnit går han nysgerrigt og antropologisk til værks og udfordrer sig selv ved at deltage i diverse ritualer inden for bl.a. shamanismen, buddhismen, pinsekirken og hekseri.

Kristian Leth har selv haft oplevelser med det okkulte, f.eks. da han som 19-årig var på Haiti for at besøge sin far, digteren Jørgen Leth. Her oplevede han en lokal kvinde blive besat af ånder og måtte agere selvbestaltet voodoo-præst for at hjælpe. Oplevelsen har han bl.a. fortalt om i et interview med Berlingske Tidende, og den har formodentlig tilskyndet interessen for det okkulte [2]Kristoffer ZøllnerKristian Leth: »Det mig næsten ti år karriere inden jeg tu…Berlingske, 2014-03-09..

I hvert fald har den inspireret til bandprojektet Baron Criminel – der har lånt navnet fra en populær haitiansk voodoo-ånd. Leth kalder selv den elektroniske musik på pladen “Rapture” (2009) for voodootronics og trancemusik med henblik på at give sig hen og opleve ekstase til voodootrommerytmer og sangtekster om magi. I et interview med Berlingske forklarer han fænomenet: “Det okkulte betyder “det skjulte” og handler om, hvordan man er menneske, og hvordan man interagerer med verden. Vores rationelle og videnskabelige sprog er ret ubrugeligt, når vi skal tale om, hvordan vi har det, og hvad der foregår inde i os.” [2]Kristoffer ZøllnerKristian Leth: »Det mig næsten ti år karriere inden jeg tu…Berlingske, 2014-03-09..

Selvom Leth ikke direkte berørte disse temaer i sine to første digtsamlinger, “Land” og “Besværet”, så har forfatteren Leth altid beskæftiget sig med de store spørgsmål i livet: kærligheden, kunsten (især musikken), livet, døden og det at være et menneske. Naturen og sanseligheden havde en stor plads i både debutbogen og i digtsamling nummer tre. Også rejsen som drivkraft og ramme for digtningen har været et hovedtema i hans litteratur – og han har været vidt omkring i sine digtsamlinger – fra København til Kina, for ikke at tale om de sjælelige rejser, som især foregår i bogen “Før og efter videnskab”. Med erindringsbogen ”En vej ud af tågen” fra 2022 blander Kristian Leth erindringer med refleksion og erkendelser om skriftens evne til at bevæge jeget tættere på en form for klarhed og forståelse. Samme år udkom andet bind af Kristian Leths erindringstrilogi.

I ”En tid med mirakler” forsættes sporet af essayistisk erindringsprosa, men denne gang med et dagbogslignende format fyldt med fragmenter af tanker, dagligdagsoplevelser og drømme. Tematisk kredser bogen om kærligheden og angsten for at miste: ”I kærligheden ligger også frygten for forandring og for døden, der vil tage det, vi elsker højere end os selv, fra os.” (s. 48-49). I sine erindringsbøger kombinerer Kristian Leth stilistisk sine dagbogslignede beskrivelser med det poetisk reflekterende, herunder en veludviklet brug af metaforisk billedsprog.

Beslægtede forfatterskaber

En af Kristian Leths egne litterære helte er den engelske digter, billedkunstner, mystiker og revolutionær William Blake (1757-1827). Blake var både som illustrator og forfatter stærkt optaget af Bibelen og kristendommen – og havde et radikalt syn på den etablerede kirke og den patriarkalske gud, der vakte opsigt i hans samtid. Ord som ‘seer’ og ‘profet’ er jævnligt blevet brugt om ham. I hans samtid blev han opfattet som sær og halvgal, og det er først lang tid efter hans død, at han blev anerkendt som en visionær digter. Blake selv brugte kristendommen til at opnå direkte kontakt til det åndelige – og han lod sig inspirere kunstnerisk af de åbenbaringer, han oplevede.

Allerede i Leths digtsamling “Besværet” bliver Blake nævnt i et digt: ”Kaptajn Klos drama / William Blakes hjerne / at sætte sig det for / at sætte sig selv for / et formål bliver / sludder, slanke kvinder / gør os opmærksomme / på sporet, falder / over noget der stikker / ud fra under bordet” (s. 26). En del år senere døbte han sit band The William Blakes, der udgav deres første plade i 2008. Interessen for det mystiske og det religiøse har Leth helt klart til fælles med Blake.

Blake levede i den kunstneriske brydningstid romantikken, der var en reaktion mod de fornuftsbetonede tankestrømme i oplysningstiden. I romantikken satte man følelser og fantasi og indre oplevelser over fornuften og intellektet. Et tilsvarende oprør er at spore i Kristian Leths forfatterskab, især i digtsamlingen ”Før og efter videnskab” og romanen ”Mithos”, hvori han reagerer mod den videnskabelige, rationelle tænkning, som han ikke mener er fyldestgørende for at forstå verden. Som Blake sætter han lidenskab over videnskab.

Hvor digtene i Kristian Leths første og tredje digtsamling fremstår som klassiske i den forstand, at de ikke eksperimenterer med form og ord i samme grad som mange af Leths samtidige forfatterkolleger, så er hans anden bog i langt højere grad rig på sproglige og formmæssige eksperimenter. Digtene i denne bog har visse sproglige ting tilfælles med f.eks. Lars Skinnebachs polemiske lyrik.

Romanen ”Mithos” kan sammenlignes med en moderne klassiker inden for fantasy-genren, amerikanske Ursula K. Le Guins ”Troldmanden fra Jordhavet” fra 1968, der handler om drengen Gæt, der vokser op i øriget Jordhavet og oplæres i troldmændenes mysterier. Med erindringsbogen ”En vej ud af tågen” kan Kristian Leth siges at komme i selskab med forfattere som Karl Ove Knausgård og Linn Ullmann, som også har beskæftiget sig med det autofiktive og med skildringer af en ikke ukompliceret relation til en ikke altid så nærværende far. I en dansk sammenhæng har forfatter og billedkunstner Kaspar Bonnén skildret sin relation til sine forældre i bøgerne ”Ind til min mor” (2016) og ”Bag om min far” (2020).

Relaterede forfattere

Bibliografi

Roman

Mithos
Mithos

Kristian Leth

Lindhardt og Ringhof, 2017.

Erindringsprosa

En vej ud af tågen
En vej ud af tågen

Kristian Leth

Gladiator, 2022.

En tid med mirakler
En tid med mirakler

Kristian Leth

Gladiator, 2022.

Afstanden
Afstanden

Kristian Leth

Gladiator, 2024.

Digte

Land
Land

Kristian Leth

Gyldendal, 2002.

Besværet
Besværet

Kristian Leth

After Hand, 2008.

Før og efter videnskab
Før og efter videnskab

Kristian Leth

Lindhardt og Ringhof, 2014.

Vinden ind ad døren
Vinden ind ad døren

Kristian Leth

Gladiator, 2016.

Faglitteratur

Historien om det hele : fortællinger om magi og videnskab
Historien om det hele : fortællinger om magi og videnskab

Kristian og Eske Willerslev Leth

People'sPress, 2016.

Manualen – en brutal håndbog i at tjene penge som kreativ
Manualen – en brutal håndbog i at tjene penge som kreativ

Kristian Leth og Fridolin Nordsø

People’s Press, 2017.

Håb : et forsvar for fremtiden
Håb : et forsvar for fremtiden

Kristian Leth

People'sPress, 2018. (16.8).

Verdens vigtigste bog : kristendommen, Bibelen og vores verden
Verdens vigtigste bog : kristendommen, Bibelen og vores verden

Kristian Leth

Lindhardt og Ringhof, 2024.

Børnebog

Fremtiden er der også i morgen. Grønningen 1
Fremtiden er der også i morgen. Grønningen 1

Kristian Leth

2023

Graphic novel

Maria fra Magdala
Maria fra Magdala

Kristian Leth

Bibelselskabet, 2024. Kunstner: Peter Snejbjerg.

Diskografi

Wayne Coyne. Speed Of Sound
Wayne Coyne. Speed Of Sound

The William Blakes

2008

Dear Unknown Friend. Speed Of Sound
Dear Unknown Friend. Speed Of Sound

The William Blakes

2009

Raptur. Speed Of Sound

Baron Criminel

2009

The Way Of The Warrior. Speed Of Sound
The Way Of The Warrior. Speed Of Sound

The William Blakes

2010

Music Wants To Be Free. Speed Of Sound
Music Wants To Be Free. Speed Of Sound

The William Blakes

2011

Hjemad. Speed Of Sound
Hjemad. Speed Of Sound

Kristian Leth

2012

An Age of Wolves. Speed Of Sound
An Age of Wolves. Speed Of Sound

The William Blakes

2013

Fremmed land
Fremmed land

Kristian Leth

2016

1991
1991

The William Blakes

2019

Europa
Europa

The William Blakes

2020

Stormen
Stormen

Kristian Leth

2021

En tid med mirakler
En tid med mirakler

Kristian Leth

2022

Udvalgte podcasts

Wagners Ringen ifølge Kristian Leth

DR Lyd, 2016.

Kristian Leth og outsideren. Om Glenn Goulds indspilninger af Johann Sebastian …

DR Lyd, 2017.

Beethovens strygekvartetter ifølge Kristian Leth

DR Lyd, 2018.

Bibelen Leth fortalt. Udarbejdet sammen med journalist Lauge Hendriksen

DR Lyd, 2022.

Om forfatterskabet

Uddrag fra Kristian Leth: ”Land”

Sentura, 2002.

http://www.sentura.dk/kristian_leth_uddrag.html

Uddrag fra Kristian Leths digtsamling: ”Besværet” Sentura, 2008-09-09.

Kristian Leth blev næsten begravet i sit eget talent

Lea Wind-Friis

Politiken, 2010-09-12.

Hør Kristian Leth læse op af sin nye digtsamling

Berlingske, 2014-03-09.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kristian Leth

Kilder citeret i portrættet

[1]

Kristian Leth: Musikken er min pause, der giver liv til …

Jakob Dybro Johansen

Politiken, 2013-08-03.

[2]

Kristian Leth: »Det mig næsten ti år karriere inden jeg tu…

Kristoffer Zøllner

Berlingske, 2014-03-09.