”Jeg tænker på at savne at have nogen at savne. Noget jeg kan hænge min sorg op på.// Jeg tænker på Erik fra Tro, håb og kærlighed.// Jeg tænker på 112, der engang hed 000. Og på at sådan er det hele vejen.”
”Ting jeg tænker på”, s. 83.
Erindringerne gemmer på et hav af tidstypiske elementer, der vækker genklang hos den læser, der også kan huske Ole Sippels stemme, serveringsfade med tobak til familiefester og Lech Walesas overskæg. Der kan samles meget ensomhed og brutal erkendelse i en enkelt sætning, når det står: ”Jeg tænker på min bedste ven, der viser sig også at have en anden bedste ven.” (s. 35).
Samtidig fungerer romanen som et kartotek over følelser fra et helt liv, og den tegner et portræt af en pige, der altid har følt sig forkert og som bærer en tvivl med sig om kærligheden fra sine forældre. Ved at låne fortælleperspektivet ud til et barn ser vi verden på dets ekstremt nærværende måde, når det tæller lygtepæle på vej til skole eller kigger på havens fire tørresnore med familiens undertøj på. Der er kærlighed til bedsteforældre og til fantasien, og der er en smerte under det hele, som gør læsningen melankolsk midt i alt det glittede bolsjepapir.
At læse ”Ting jeg tænker på” er som at bladre i et fotoalbum fra et helt liv. Med få ord tegner Louise Juhl Dalsgaard fysiske og psykiske situationer op med et præcist blik for det, der har været centralt i hver epoke i livet. Barnets sanselighed, det unge menneskes skrøbelighed og den voksnes tvivl.
Louise Juhl Dalsgaard
Samlet set rummer Louise Juhl Dalsgaards forfatterskab historier nok til et helt bibliotek. Hun skriver karakterer og scener frem i digte og kortprosa, og selv hendes romaner er fragmentariske med ...
Læs hele forfatterportrættet
