Vigdis Hjorth

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
september 2026
Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., april 2023

Hovedforfatter

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., 2017

Vigdis Hjorths roman ”Arv og miljø” satte gang i en af Norges hedeste litteraturdebatter, da den udkom i 2016. På trods af, at romanen blev lanceret som fiktion, læste mange Hjorths beretning om en incestuøs familiehemmelighed som selvbiografisk, hvilket gav anledning til en storslået, offentlig familiefejde og til en debat af, hvor tæt litteraturen har lov at gå på virkeligheden. ”Arv og miljø” blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og gav Hjorth sit litterære gennembrud i Danmark, men i hjemlandet har hun været et kendt forfatternavn siden sin debut i 1980’erne. Hun er aktuel med romanen ”Femten år” hvor hun igen skriver med lysende klarhed om familielivets mange løgne.

Baggrund

Vigdis Hjorth har boet i Oslo, København, Bergen, Schweiz og Frankrig. Hun har først for nylig fået sit internationale gennembrud, men har længe været en af Norges mest anerkendte forfattere. Hun er uddannet inden for litteraturhistorie, idéhistorie og statskundskab, og hendes fortrolighed med det akademiske miljø præger flere af hendes romaner.

”Man bliver ikke sød af at have det hårdt. Som regel bliver man ondskabsfuld af at have det hårdt. Skænderiet om, hvem der har haft det værst, er barnligt. Som regel forkrøbles de undertrykte og får et ødelagt følelsesliv, som regel overtager de undertrykte undertrykkerens tankegang og metoder, det er undertrykkelsens mest infame konsekvens, at den ødelægger de undertrykte og gør dem mindre i stand til at frigøre sig. Der skal hårdt arbejde til for at forvandle lidelsen til noget, der er nyttigt for nogen, især for den lidende selv.”

”Arv og miljø”, s. 236.

Hjorth har lavet børneradio på NRK og debuterede i 1983 med børnebogen ”Pelle-Ragnar i den gule gården”. Siden er det blevet til næsten tredive romaner, børne- og ungdomsbøger, hvoraf flere er sat op som teaterstykker eller filmatiseret.

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Født
1959 i Oslo, Norge.
Uddannelse
Cand.mag. i litteraturvidenskab, idéhistorie og statskundskab.
Debut
Pelle-Ragnar i den gule gården. 1983. Børnebog.
Litteraturpriser
Gyldendalprisen (NO) 2010. Brageprisens ærespris, 2014. Bokhandlerprisen, 2016. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, 2017.
Seneste udgivelse
Det gode menneske i Sandvika. Lindhardt og Ringhof, 2026. (Det gode mennesket i Sandvika, 2025). Oversat af Charlotte Jørgensen.
Inspiration
Søren Kierkegaard, Tove Ditlevsen, Henrik Ibsen og Sigrid Undset.

Hjorth er født i 1959 og er vokset op i Oslo, men har ikke fortalt særlig meget om sin opvækst eller sin familie. Dog har hun i flere interviews nævnt, at hun har brudt forbindelsen med sine forældre. Siden udgivelsen af romanen ”Arv og miljø” (2016) er netop hendes familie og opvækst blevet genstand for utrolig stor opmærksomhed. I romanen fortæller Hjorth med afsæt i hovedpersonen Bergljot om en familie, hvor en arvekonflikt ripper op i gamle sår. Bergljot, den ældste datter, har brudt med familien, fordi de ikke vil anerkende hendes beretning om at være blevet misbrugt seksuelt af faderen i sin tidlige barndom.

Da romanen udkom i hjemlandet, samlede meget fokus sig om de mange ligheder mellem Vigdis Hjorths egen familiehistorie og den, der beskrives i romanen. Blandt andet bed flere anmeldere mærke i, at beskrivelsen af faderens begravelse i romanen lå meget tæt op ad Hjorths egen fars begravelse. Vigdis Hjorths søster Helga Hjorth blandede sig i debatten og anklagede sin søster for at tage hele e-mails og sms’er og bringe dem i romanform. Senere tog Helga Hjorth et skrivekursus for at give et litterært modsvar, og i 2017 udkom hendes roman, ”Fri vilje”, der giver en helt anden version af samme beretning.

”Arv og miljø” skabte en mediestorm i Norge, hvor det blev diskuteret, hvor tæt forfatterne må gå på virkeligheden. Det er en diskussion, der skrev sig ind i en langt større skandinavisk debat om autofiktion – eller på norsk virkelighetslitteratur – og Vigdis Hjorth blev kædet sammen med forfattere som Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal. Debatten kom bag på Vigdis Hjorth: ”Overordnet ønsker enhver forfatter vel, at litteraturen debatteres. Men jeg har været enormt overrasket over denne debats omfang. Jeg forstår stadig ikke, hvad for eksempel Aftenposten ville med deres kritiske kampagne og undersøgelse. De mente vel, at jeg var gået for langt eller havde kastet mistanke over en uskyldig person. Men at faktatjekke en roman og sammenstille den med en forfatters biografi? Min fars begravelse? Det er for mig at se helt absurd.” [1].

Vigdis Hjorth har tre børn og bor på øen Nesøya i Oslofjorden. Datteren Line bor på Christianshavn i København, og de to har sammen for nylig udgivet en samtalebog, ”Kristin må væk” (2023), hvor mor og datter diskuterer Sigrid Undsets trebindsroman ”Kristin Lavransdatter”, udveksler tolkninger af romanen og sammenligner med deres egne liv.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: gdis Hjorth taler med litteraturformidler Sarah Hvidberg om "15 år - det revolutionære forår". Maj 2023.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Vigdis Hjorth har aldrig lagt skjul på, at hun bruger af sit eget stof i sine romaner. Hovedpersonerne i hendes værker er stort set altid kvinder, der minder om hende selv og hinanden, mange af dem har et stort indtag af alkohol, et stort forbrug af mænd og er som regel alderssvarende med Hjorth selv. Igennem hele sit forfatterskab har hun undersøgt samspillet mellem fiktion og virkelighed.

I mange af sine bøger udforsker hun ensomhed, samfundsengagement og kvinders vrede. Mest tydeligt kommer vreden frem i romanen om Bergljot, der altid er blevet gjort tavs: ”Noget af det, jeg stræbte efter, da jeg skrev bogen, var jo netop at finde stemmen til en person, der ikke er blevet hørt. Nu skal I høre på mig! Nu skal I høre PÅ MIG! Hvis du ikke er blevet troet på i en sådan sag, så kan du ikke sidde pænt og forklare dig i fine ord om, hvad der er sket. Så på en eller anden måde tror jeg, at jeg har skrevet en realistisk roman.” [2].

Hendes hovedpersoner står ofte i eksistentielle livskriser, hvor man fornemmer Hjorths optagethed af den danske filosof Søren Kierkegaard. Det er et valg mellem det nemme og kontinuerlige og det mere autentiske, men besværlige, og ofte er det via en forvandling af sproget, et mere sandt og nærværende sprog, at hovedpersonen skal nå frem.

Det er det dystre og tabubelagte, der optager Hjorth: ”At skrive handler for mig om at kaste projektørlys ind i de mørklagte rum, vi ikke vil eller tør se ind i, fordi der er for ubehageligt og ækelt derinde. I Norge har vi et ordsprog, der går på, at troldene sprækker, når de trækkes frem i lyset. Med Arv og miljø vil jeg trække trolden frem i lyset og sætte spot på de sociale og private tabuer, vi ellers er så ualmindeligt gode til ikke at tale om.” [1].

Flere af Hjorths romaner, i særlig grad ”Arv og miljø”, ”Er mor død” og ”Femten år – Det revolutionære forår”, handler om familien som enhed, om de stentunge forventninger og generationsbårne traditioner, som skaber en families selvfortælling, de etablerede roller i sådanne fortællinger og den hårde straf ved at udfordre dem. Hjorths hovedpersoner kan ikke leve med de forløjede fortællinger og må derfor punktere dem, og i en slags syndefald, udstødes fra familieparadiset. Romanerne handler om det syndefald – hvad er der på den anden side af familieparadiset? Hvordan lever man videre, alene om den nye fortælling om familien?

Man kan på en måde læse ”Femten år – Det revolutionære forår” som en slags forløber til ”Arv og miljø” og ”Er mor død”, en skildring af en ung pige, som senere bliver til den ældre kvinde, vi møder i de to senere romaner. En indkredsning af den periode i et menneskes liv, hvor det går op for hende, at der er en kløft imellem hendes version af virkeligheden og resten af familiens, og at denne kløft, og den smerte, den medfører, måske er med til at gøre hende til kunstner.

Beslægtede forfatterskaber

I kraft af det stærke samspil mellem selvbiografi og fiktion i Vigdis Hjorths romaner kædes hun ofte sammen med andre forfattere, der har dyrket det selvbiografiske, som Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal. Men hvor Knausgård hyldes for at sætte fokus på det universelle i et menneskeliv, er Hjorth ofte blevet beskrevet som en forfatter, der udforsker ’kvindelivet’.

Og det er også især kvindelivet, der interesserer Hjorth, og selv føler hun sig beslægtet med norske kvindelige romanforfattere fra det nittende århundrede, som Camilla Collet, Amalie Skram og Sigrid Undset, der pustede liv i sociale og kønspolitiske spørgsmål som seksualitet, utroskab, abort og, ægteskab og satte kvinders vilkår på dagsordenen i det moderne gennembruds sædelighedsfejder.

I sin tendens til at væve virkelige situationer og begivenheder ind i fiktionen, så det kan blive svært at skelne mellem de to, kan man sammenligne hende med danske forfattere som Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Claus Beck-Nielsen og en fransk romanforfatter som Delphine de Vigan.

I Hjorts roman ”Henrik”, der baserer sig på Henrik Ibsens drama ”Hedda Gabler”, skriver hun for første gang fra en mands perspektiv. Med hovedpersonen Henrik sender Hjorth en slet skjult hilsen til Henrik Ibsen selv, der – ligesom Hjorths hovedperson – voksede op i en velhavende familie, som kom i økonomiske vanskeligheder og måtte sælge det store palæ i Skien. Og ligesom Hjorths Henrik gjorde Henrik Ibsen i sin ungdom en kvinde gravid, som kom fra andre og langt fattigere kår. Han forlod hende og vedkendte sig aldrig faderskabet.

Ibsens dramatik spiller i det hele taget en rolle i Hjorths forfatterskab, og hans replik fra ”Vildanden” (1884) om, at man ikke må tage livsløgnen fra et menneske, for så tager man også lykken fra ham, nævnes i flere af hendes romaner og kan i særlig grad siges at fungere som en tematik i de af romanerne, som handler om familiers forløjede selvfortælling og de børn, som bryder med den fortælling.