Amalie Skram

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
december 2025

Hovedforfatter

Mette Marie Zacher Sørensen
cand.mag., 2013

Den norskfødte forfatter Amalie Skram levede og skrev sine bøger i slutningen af 1800 tallet og hendes harcelerende beskrivelser af fattiges, kvinders og de psykisk syges situation er skånselsløse. I debutromanen ”Constance Ring” fra 1885 skildres ægteskabet i et overklassemiljø som et helvede for kvinden, og der var passager i bogen, som forlaget nægtede at udgive. I den berømte roman ”Professor Hieronimus” fra 1895 beskrives det, hvordan man behandler psykisk syge på absurde måder. Amalie Skrams bøger er skrevet i en naturalistisk stil, hvor ambitionen ikke er at give læserne håb, men at beskrive tingene som de virkelig er.

Baggrund

Amalie Skram blev født i Norge i 1846. Hendes livshistorie rummer to ægteskaber, der endte i skilsmisse, lange rejser jorden rundt, en turbulent karriere som forfatter med over 20 bøger og indlæggelser på et sindssygehospital i København. Hun blev aldrig en populær forfatter, der solgte mange bøger i samtiden, men i dag bliver hun stadig genudgivet og hendes værker bliver til teaterstykker og tv-serier.

”Hun lignede ganske en heks, der hun sad med det skrumpne ansigt, hvis utallige rynker var fyldt af gammel urenlighed. De slappe kinders løse skind hang ned forbi hagen, og den nederste tip af den røde, snusdryppende næse syntes at være pålimet.”

”Sjur Gabriel”, s. 79.

Amalie Skram voksede op i Bergen, hvor faderen drev en bondehandel med enkle varer. Han blev kaldt silkestrilen, som var et øgenavn til bønder, der gjorde sig finere, end de var. Selvom familien var fattig, sendte den Amalie og hendes fire brødre på dyre privatskoler.

Foto: Marcus Selmer, via Wikimedia Commons

Født
22. august, 1846 i Bergen, Norge.
Død
marts 1905 i København.
Uddannelse
Amalie Skram gik på en velanset pigeskole i Bergen, men kom ikke på latinskole ligesom sine brødre og fik ikke videre uddannelse.
Debut
Constance Ring. Huseby og co., 1885.
Litteraturpriser
I 1901 kom Amalie Skram på den danske finanslov. Hun har også selv lagt navn til en norsk litteraturpris, der gives til kvindelige forfattere, der skriver i hendes ånd. Prisen udgives hvert år af Amalie Skram selskabet i Norge og er blandt andre modtaget af Herbjørg Wassmo (1997), Hanne Ørstavik (2002) og Linn Ullman (2007).
Seneste udgivelse
Fru Inés. Gladiator, 2025. (Originaludgaven, 1891). Sandalserien.
Inspiration
Mange har peget på den franske naturalistiske forfatter Émile Zola som Amalie Skrams forbillede, men hun afviste dette selv, for hun havde ikke læst ham, da hun begyndte at skrive, og selvom hun senere læste ham, blev han aldrig hendes favorit.
Periode
Det moderne gennembrud
Klassisk dansk
Amalie Skram og Det moderne gennembrud. Greve Bibliotek, 2022.

Amalie begyndte tidligt at fortælle historier. Hun elskede grufulde fortællinger om krig og kidnapninger (Yngvild Bøe: Amalie Skram – et forfatterskab, s. 7). Hun havde en lykkelig opvækst, men da hun var 17 år ramlede tilværelsen, da faderen gik konkurs og rejste til Amerika. Amalie giftede sig (formodentlig af nød) med den ni år ældre August Müller, som var en rig skibskaptajn, der tog hende med jorden rundt, og de fik to sønner.

På en af de lange rejser fik Amalie et psykisk sammenbrud, hvor hun hallucinerede, og ægteskabet gik i det hele taget dårligt: August var utro, de levede et forlorent samliv, og efter endnu et sammenbrud blev hun indlagt på et psykiatrisk sygehus, hvor hun var glad for at være (Yngvild Bøe: Amalie Skram – et forfatterskab). Amalie blev skilt, hvilket var meget usædvanligt i samtiden. Til sammenligning var der i 1880’erne i Norge kun 40 skilsmisser om året (Yngvild Bøe: Amalie Skram – et forfatterskab). Hun mødte herefter den danske forfatter Erik Skram, som hun giftede sig med i 1884 og flyttede til København. Hendes to halvvoksne sønner blev boende i Norge.

Amalie Skram debuterede med ægteskabsromanen ”Constance Ring” i 1885, og i de følgende år skrev hun i et imponerende tempo og udgav 14 bøger på otte år. I 1889 fødte hun en datter, men havde svært ved at få livet som både mor, forfatter og hustru til at hænge sammen, og i 1893 begyndte hun at få svære problemer. Hun led af søvnløshed og selvmordstanker og lod sig indlægge på Kommunehospitalet i København, som var ledet af den berømte overlæge Pontoppidan. Dette blev en chokerende oplevelse, som man mener er forlægget for romanerne ”Professor Hieronimus” og ”På Sct. Jørgen”.

Efter 15 års ægteskab blev Amalie og Erik Skram skilt. Hun blev boende i København med datteren og skrev og udgav bøger indtil sin død i 1905.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Klassisk dansk: Amalie Skram og Det moderne gennembrud. Greve Bibliotek, 2022.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Det er oplagt at opdele Amalie Skrams forfatterskab i tre afdelinger: 1) Ægteskabsromanerne, hvortil hertil hører ”Constance Ring”, ”Lucie” og ”Forrådt”. 2) Hellemyrsfolket-serien, der især beskæftiger sig med forskellige klasser i samfundet og deres problemer og (manglende) muligheder. 3) Sindssygeromanerne ”Professor Hieronimus” og ”På Sct. Jørgen”. Disse inddelinger må selvsagt ikke forstås strikt, for romanerne i Hellemyrsfolket-serien kan f.eks. i høj grad også siges at tematisere ægteskabet.

Fælles træk i hele forfatterskabet er spørgsmål vedrørende kvinders rettigheder og forskellen på mænd og kvinder i samtiden. Sociale problematikker om seksualmoral, utroskab og for samtiden aktuelle emner vedrørende uønskede graviditeter og ansvaret som forælder, går igen. Der er spørgsmål og forhandlinger om, hvad det vil sige at være normal, og der er spørgsmål om magt og myndighed. Hvornår er man i stand til at tage vare på sit eget liv og hvad er det for ydre omstændigheder der gør, at man ikke har friheden til at handle som man helst selv vil? Hvad er det, der gør at folks drømme meget sjældent bliver til noget?

Denne skildring af elendighed, der ikke levner plads til håbet om en udvikling til det bedre, er et typisk træk ved naturalismen. Naturalismen er en videreførelse, men også en radikalisering af realismen som blev sat i gang i både Danmark og Norge efter litteraturkritikeren Georg Brandes’ berømte forelæsninger i København i 1871, hvor han efterlyste en ny litteratur, der kunne sætte samfundsmæssige problemer til debat. Realisternes håb var, at en sådan litteratur ville forandre samfundet. Den naturalistiske bevægelse, ført an af blandt andre den franske forfatter Émile Zola, er imidlertid mere radikal end realismen i sin nøgterne skildring af nød og elendighed. Frem for optimisme er der pessimisme, fordi naturalisterne ville vise, at mennesket som regel ikke formår at bryde med de rammer, der i forvejen er sat for dem af samfund, social arv, klasseskel osv. Der er altså i den naturalistiske tradition, ligesom i de fleste af Amalie Skrams portrætter af mennesker, en tro på at et menneskelivs skæbne stort set er bestemt på forhånd.

En oplagt indvending mod dette menneskesyn er spørgsmålet om, hvorvidt man slet ikke har en fri vilje og muligheden for at forbedre sin egen situation. Hvorfor giver både Constance, Sjur Gabriel og Else op, kan man også spørge. Mange af de personer der skildres i Amalie Skrams forfatterskab har svært ved at tilpasse sig de omkringliggende samfund og institutioner. Dermed provokerer og udstiller de også den gængse orden, der verserer i en særlig periode og et særligt miljø. Heri ligger der måske alligevel en lille flig af håb om forandring, fordi de konkrete beskrivelser giver os empati for personerne. Amalie Skram udtalte selv om sit forfatterskab: “Jeg har aldri skildret ondskapen, for jeg har aldri møtt den på min vei. Det, som overfladiske og doktrinære mennesker kaller ondskap, er for meg nødvendigheter, resultater. Har jeg villet noe med hva jeg har skrevet, så har det vært å bringe en eller annen til å forstå, til å se mildt.” [2].

Der er en evig fejde i litterære miljøer om, hvorvidt Amalie Skram skal betegnes som en dansk eller norsk forfatter. Selvom hun havde boet den største del af sit liv som forfatter i København, udgav sine bøger i Danmark og var en del af et litterært miljø her, blev hun ved med at identificere sig selv som norsk forfatter, mener nogle: ”…som forfatter er og bliver jeg altid norsk og kun norsk. Og både mens jeg lever og dør, vil jeg altid kaldes den norske forfatter,” skrev hun selv. (Borghild Krane: Amalie Skrams Digtning*,* s. 23). Omvendt blev hun utrolig glad og stolt da Georg Brandes et sted havde omtalt hende som ”vor største forfatterinde”. (Thomas Bredsdorff: Indledning til ”Hellemyrsfolket”, s. 8).

Beslægtede forfatterskaber

Man kan sammenligne Amalie Skram med den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850) på grund af det, man kan kalde deres sociologiske studier i romanform. Det er oplagt også at sammenligne Amalie Skram med hendes samtidige forfatterkolleger Henrik Ibsen (1828-1906) og Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910), fordi de tilhører Det moderne gennembrud og havde en rolle i det, man kalder sædelighedsfejden. Her påbegyndte man diskussioner vedrørende seksualmoral, ægteskab og mænd og kvinders forskellige roller i samfundet.

En anden, mindre kanoniseret forfatter, som det giver mening at sammenligne Amalie Skram med, er svenske Victoria Benedictsson (1850-1888), der under pseudonymet Ernst Ahlgren skrev i en naturalistisk stil om kvindefrigørelse og ægteskabsproblemer.