Karin Michaëlis

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
september 2026

Hovedforfatter

Anna Møller
cand.mag., juli 2019

Engang var hun et kendt navn i store dele af verden, men i dag er hun næsten gået i glemmebogen. Men også kun næsten. I løbet af 2019 og 2020 fejres Karin Michaëlis og hendes alsidige forfatterskab med en række aktiviteter, og fejringen af den internationale randrusianer er fuldt fortjent. Hendes kontroversielle og nyskabende bøger, hvor især kvinderollen, identitet, erotisk kærlighed, barnet og fantasien er gennemgående temaer, var unikke og superpopulære i deres tid – og hendes frihedselskende hovedpersoner blev forløbere for et opgør mod de undertrykkende kræfter i samfundet og i selvet.

Baggrund

Karin Michaëlis blev født 20. marts 1872 i Randers som Katharina Marie Bech Brøndum. Hendes forældre var telegrafist Jacob Anthonius Brøndum (1837-1921) og kransebinder Nielsine Petrine Bech (1839-1932), og hun var den næstældste i en søskendeflok på fem. Karin Michaëlis havde et meget tæt forhold til sine forældre, og de fik stor betydning for forfatterskabet.

”Alt det, som var, er ikke mere. Jeg er Elsbeth Bugge, og jeg staar endnu paa Tærsklen ind til det store, skønne Liv.”

”Den farlige alder”, s. 182.

Foto: Ullstein Bild / Ritzau Scanpix

Født
20. marts 1872 i Randers.
Død
11. januar 1950 i København.
Uddannelse
Uafsluttet pianistuddannelse.
Debut
Højt Spil. Salmonsen, 1898.
Litteraturpriser
Bl.a. Tagea Brandts Rejselegat, 1927 og Drachmannlegatet, 1947. Modtog i 1946 Kong Christian X's Frihedsmedalje for sin indsats for Danmark i USA under Anden Verdenskrig.
Seneste udgivelse
Over grænser : Karin Michaëlis som rejsende forfatter. Nord Academic, 2026. Rejsebeskrivelser.

Som ganske ung var hun privatlærerinde på Læsø og på en herregård nord for Randers, og herefter tog Karin Michaëlis til København for at uddanne sig til klaverlærer. Hun vendte dog hjem omkring 1895 for at blive gift med forfatteren Sophus Michaëlis (1865-1932), som hun havde mødt gennem nogle venner. Tre år efter debuterede Karin Michaëlis med en novellesamling, og da ægtemanden rejste til udlandet nogle år efter, skrev Karin Michaëlis lynhurtigt den anderledes dagbogsroman ”Barnet” (1902). Den blev forfatterens første gennembrud og blev året efter efterfulgt af brevromanen ”Lillemor” (1903). Begge bøger blev oversat til tysk, og frem til, at Hitler kom til magten i 1933, var den danske forfatter en efterspurgt – og omdiskuteret – foredragsholder i de tysksprogede dele af Europa. Med den skandaleombruste dobbeltroman ”Den farlige Alder” (1910) og ”Elsie Lindtner” (1912) oplevede hun sit andet gennembrud, og bøgerne blev bl.a. filmatiserede af den danske stumfilmsskuespiller og -instruktør August Blom (1869-1947).

I 1911 blev Karin Michaëlis skilt, men hun giftede sig igen året efter – dette ægteskab endte også i skilsmisse og uden børn. Under Første Verdenskrig 1914-1918 lavede Karin Michaëlis velgørende arbejde i Wien, og i 1930’erne hjalp hun tyskere, deriblandt dramatikeren Bertolt Brecht (1898-1956), på flugt fra Hitler. I 1924-1930 udgav hun erindringsromanen ”Træet på godt og ondt I-IV”, der blev forfatterens tredje gennembrud.

Karin Michaëlis rejste meget, og i perioden 1903-1913 var hun hvert år i USA, hvor en søster boede og hvor hun også flyttede til ved starten på Anden Verdenskrig i 1940. Der arbejdede hun som journalist og havde pga. nazismens indtog pludselig ingen indtægter fra Tyskland. I Tyskland blev hendes bøger forbudt i 1939. Hun vendte hjem til Danmark ved krigens afslutning og oplevede en stor popularitet, men allerede i 1950, da hun døde i København 11. januar, var hun glemt og fattig igen. Karin Michaëlis er begravet på Thurø, hvor hun boede store dele af sit voksne liv.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Udover at være forfatter var Karin Michaëlis en stor humanist, der spillede en vigtig rolle i den europæiske debat og politik og lavede meget velgørende arbejde i Wien, Tyskland, USA og Danmark. Hun var en kulturpersonlighed, der holdt populære foredrag om bl.a. kvinder, børn og moderne børneopdragelse, så langt væk som i Rusland og USA, og hendes oversatte bøger var utrolig udbredte i bl.a. Tyskland, Østrig og Italien.

På trods af det – og kvaliteten og mængden af hendes udgivelser – har hun ikke fyldt meget i litteraturhistorieskrivningen eller fået megen spalteplads blandt anmeldere og kritikere. Hendes idealisme, humanisme og bøgerne om undertrykte dyr, børn og kvinder blev af samtiden opfattet som pinlige, og både hendes liv og hendes forfatterskab var kontroversielt. Med andre ord gjorde Karin Michaëlis ikke det, som omverdenen forventede af hende, og hun kæmpede aktivistisk for de svages sag.

Karin Michaëlis var en utrolig flittig forfatter, der hen over 50 år udgav ca. 70 bøger til både børn og voksne samt fagbøger og biografier. Gennem de mange bøger er der en række temaer, der går igen: Undertrykkelse af piger og kvinder, hyldesten til de barnlige og frigørende dele af kvindeligheden, kvindens begær, magten og kontrollen ved at eje hinanden og ofte en række tragiske og sørgelige begivenheder – især en masse forliste ægteskaber.

Også en række kvindefigurer går igen i Karin Michaëlis’ bøger – lige fra den nedbrudte mor i ”Barnet” til den hårdtarbejdende blomsterbindermor i ”Træet paa godt og ondt”, der forsøger at løfte familien fra fattigdom: Den selvopofrende moderskikkelse piner sig selv og prioriterer sin familie over alt andet, og ofte vil barnet af denne moderskikkelse søge frigørelsen og den selvstændige identitet frem for at følge sin mors masochistiske ideal.

Karin Michaëlis skrev både noveller, romaner, biografier og børnebøger, og et gennemgående stilistisk greb i alle genrerne var brugen af dagbogsnotater samt breve. Derigennem kunne forfatteren komme helt ind i hovedet på den person, hun ville portrættere, og udnytte den frie indre monolog til fulde. På den måde opnåede hun en unik psykologisk dybde, som især var gunstig i hendes mange dannelsesromaner, hvor man følger et menneske blive voksen og udvikle sig.

Karin Michaëlis brugte også elementer fra gotisk litteratur, hvor spøgelses- og skrækhistorier var populære, og eventyrgenrens stærke symbolik. Dette bl.a. i brevromanen ”Lillemor” (1902), der er en gotisk gyser om en barnebrud, der ender med at kaste sig i brønden. Andre steder skriver hun realistisk og melodramatisk med en gennemgående dybde i de psykologiske portrætter, og hun sprængte konstant rammerne med grænseløs og frigørende fantasi.

Beslægtede forfatterskaber

I 2019 udgav Forlaget Sidste Århundrede bogen ”Menneskekød” med groteske historier, hvor Karin Michaëlis havde historien ”Erasta” med. ”Erasta” blev udgivet i 1915 i novellesamlingen ”Hjertets Drømme”, og en forfatter som Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960) er også repræsenteret i samlingen. Astrid Ehrencron-Kidde skrev bl.a. om kvindeopdragelse, ægteskab og kvindeundertrykkelse og udgav også historier med overnaturligt præg, og de to forfattere er på den måde beslægtede.

Karin Michaëlis er også blevet kaldt ”Den kvindelige H.C. Andersen” [1], da hendes forfatterskab både henvender sig til børn og til voksne. Hun brugte ligesom H.C. Andersen (1805-1875) sin fantasi meget, og hun brugte den uhyggelige gotik og symboler.

En forfatter som Edith Rode (1879-1956) var en del af Karin Michaëlis’ egen generation og beskæftigede sig med kønskonflikter og det kvindelige driftsliv, og Karin Michaëlis debuterede også samtidig med bl.a. Agnes Henningsen (1968-1962), der især skildrede kvindens sociale og erotiske frigørelse. Agnes Henningsen var også samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper i forlængelse af det, man kalder Det moderne gennembrud. Det var en periode i midt- og slutningen af 1800-tallet, hvor der med Georg Brandes’ taler og bøger skete en åndelig vækkelse i kulturen og blandt folk. Der blev dannet partier og foreninger, og på trods af at Georg Brandes’ brandtaler ikke omfattede kvinderne – og at han i øvrigt stærkt kritiserede Karin Michaëlis’ bøger, som han beskyldte for at støde den gode smag – så blev også Dansk Kvindesamfund stiftet på dette tidspunkt. Både Agnes Henningsen og Karin Michaëlis blev regnet som kontroversielle pga. deres erotisk prægede litteratur, de var yderst populære forfattere, og begge har deres erindringsværk som hovedværk. Selv har Karin Michaëlis skrevet, at ”Den farlige Alder” kun havde én konkurrent i sin samtid, nemlig bogen ”Marie-Claire” (1910) af den franske forfatter Marguerite Audoux (1863-1937). Historien om den ” (…) naive kvindesjæl (…)” [2] er delvis selvbiografisk og beskriver bl.a. Marguerite Audoux’ barndom, ungdom og tiden på børnehjem efter morens død samt en ulykkelig kærlighedshistorie.