”… og de holder fast om smøgen og fadøllen og så beder de en stille bøn, en bøn mere som et øjekast ud over havet inde i sig selv, uden et ord, men så langt øjet rækker ud over havet strækker bønnen sig helt uden ord, for ordene de bliver tilbage, det er sikkert ….”
”Det andet navn – Septologien 1”, s. 159.
Formen fylder lige så meget som den spinkle handling, og man må læse langsomt og indgående for at udrede teksten, der med gentagelser og lange, rytmiske sætninger løber som en stadig strøm – eller som bølgerne i titlen på et af Asles malerier: ‘Og bølgerne slår mod land’.
I det fortællende nu er Asle på vej hjem fra byen Bjørgvin i sin bil, og han passerer sin ven Asles lejlighed uden at stoppe. Til gengæld fortsætter fortællingen inde i lejligheden hos den anden Asle, der er kunstmaler, stærkt alkoholiseret og suicidal og på mange måder ligner fortælleren Asle til forveksling. På vej hjem stopper den første Asle ved en legeplads, hvor et ungt par opfører deres eget forelskede teaterstykke, og hvor den mandlige part forekommer at være en yngre udgave af Asle. Da han kommer hjem til sit hus på landet, bliver han opsøgt af sin nabo Åsleik. Senere på dagen kører han tilbage til Bjørgvin i et tiltagende snevejr for efter en pludselig indskydelse at se til sin ven Asle. Han finder ham liggende i sneen, halvdød af druk.
Selvom der på handlingsplanet ikke er det store drama, så er fortællingen mættet med uopklarede forhold: Er Asle og Asle den samme i tidsligt eller psykologisk forskudte udgaver? Er den unge mand også Asle? Hvem er Gud? Asles indre monologer om kunst, tro, eksistentialisme og ikke mindst bønner driver teksten frem, ligesom undersøgelsen af ensomhed gør det. I refleksioner over sine kunstværker udfolder Asle sig om lys og mørke, om det usynlige lys, der skal være til stede i hans billeder, før de er færdige. Om lyset i mørket, der også hænger sammen med religionen.
Der er navnesammenfald med karakterer fra det øvrige forfatterskab, ligesom der er sammenfald med forfatteren selv – Asle har langt gråt hår i en hestehale, er tørlagt alkoholiker og konverteret til katolicisme, så dette første bind af Septologien lægger sig naturligt ind i det samlede forfatterskab.
Jon Fosse
Den prisvindende norske forfatter og dramatiker Jon Fosse har et helt særegent sprog; han skriver lange, mundrette og rytmiske sætninger og gentager ord, fraser og tanker, så hans enkle prosatekste...
Læs hele forfatterportrættet
