Levned og Meeninger

Ewald skriver i en flimrende blanding af tilsyneladende biografi og essayistisk fristil - heraf titlen. Vi får ikke hovedpersonens ”Johannes”’ livsforløb præsenteret i et konstrueret panorama fra vugge til grav, men tværtimod sparsomme, ufærdige punktnedslag fra barndommen, eller med litteraturprofessor Peer E. Sørensens ord ”en lille smule af begyndelsen af den unge Johannes’ flugt til Den Preussiske Krig” (forfatterskabsgennemgang på adl.dk). Det næstsidste kapitel, Magdeborg, slutter abrupt midt i en sætning, og i dette og mange andre udslag af værkets ufærdige fragmentform (hvad enten den er fingeret eller et udslag af, at forfatteren ikke fik skrevet bogen færdig), vil det udsigende ”jeg” kun forpligtes på “det som i mine Tanker nøyagtigt er sandt” og kan ikke ”sige andet herom, end hvad jeg formoder”. De enkelte punktnedslag er således udvidet i lange, ofte vilde ridt af affektive følelsesudbrud i en hyperbolsk sætningsbygning, der flittigt benytter bindestreg og undgår punktum. Dette grammatiske særtræk, der får udtrykket til at myldre kontinuert frem for at søge orden med inddelende sektioner, er sammenfaldende med den gængse praksis i Lawrence Sternes roman ”The Life and Opinions of Tristram Shandy” (1759-67).

Ewald strækker og samler den fortalte tid uden skelen til en gængs lineær tidsopfattelse. Tiden i ”Levned og Meeninger” opleves ikke som et i forvejen fastsat gitter, men som en plastisk størrelse, der modelleres. Vi forlader til eksempel ”Johannes” ved et ”Toldsted” på Elben mellem Hamborg og krigsfronten, idet han stjæler en flaske vin og begiver sig hen til ”de yndigste Høye paa Jorden”, for så først at møde ham igen 20 sider (eller 1/5 af hele tekstens længde) senere. Den mellemlæggende digression, hvor tiden altså står stille, står i beruselsens tegn både formelt og indholdsmæssigt.

”Levned og Meeninger” benytter en fortælleform, hvor vi på én gang er tæt på det skrivende jeg i realtid og samtidig får historien om den unge ”Johannes” fortalt retrospektivt. Således kan fortælleren henvende sig direkte til læseren - ”Dog dette hører ikke til Sagen”. Og således smitter det af på den voksne fortællers stilleje, når barnet ”Johannes” f.eks. optræder rablende fuld eller henført forelsket i fortællingens rum, hør blot her: 2- En Arendse, med det ømmeste Hjerte, som nogentid har slaaet bag ved et Snørliv! - Jeg havde hende - O Himmel! - o mine Læsere!” (s. 142).