”Hvor Hiorderne brøle/ Mod Skovens letspringende Sønner,/ Og puste, og føle/
Den Rigdom, i hvilken de stønner/ Hvor Meieren synger/ Blant gyldene Dynger,/ Og tæller sin Skat, og opløfter sit Raab/ Til den, som har kronet hans Haab;”
”Rungsteds Lyksaligheder”, 2. strofe.
Det er om dette paradisiske rundskue, det lyder: ”Rungsted indhegner den reneste Lyst”. Vi møder jeget som en materialiseret, udvendig karakter, nemlig den ”Lyksalige Dikter” i dette ”Rungsted”. I fjerde strofes udmunding flyttes perspektivet fra distanceret tredjeperson til førsteperson, hvorved det, der før var en papfigur i et landskab, nu er et ”jeg”, der selv taler og selv beskriver, hvordan naturen fylder ”mit Bryst” med kunstnerisk impuls. På den måde indsvøbes en udvendig figur i naturens orden og bliver herved et indvendigt ”jeg”. Det hele foregår i en drømmeagtig tilstand mellem søvn og bevidsthed, hvor naturen ”Snart dysse, snart vække” alt imens den ”Lyksalige Dikter” ”glemmer den heldende Dag”. I denne tilstand rimer ”slummer” [let søvn] på ”kummer”[smerte], hvorved sidstnævnte for en stund overvindes med førstnævnte som en art valiumpille.
Digtet pointerer gentagne gange, at kunsten fødes her, hvor naturbeskrivelsen forlader en fæstnet opstilling af betragtende og betragtet, og begynder at overskride grænsen mellem de to positioner: ”Der voxte min Sang, og den undrende Skov/ Gav Gienlyd af Skaberens Lov”. Dermed udvikler ”den følende Skiald” sig fra en passiv naturskildrer til en i moderne forstand skabende kunstner.
I digtets afslutning indskydes et forstyrrende og tvivlende ”Men”. Ganske bogstaveligt sætter jeget spørgsmålstegn ved den individuelle skabermagt, som netop er etableret så eftertrykkeligt. En serie af desperate spørgsmål er henvendt - ikke til Gud - men til et kvindeligt ”du”, som introduceres i samme ombæring. I et dirrende uafgjort billede samles et på én gang erotisk æggende og et moderligt undfangende ”Skiød”, som skabelsens udspring. Kan en mandlig digter nogensinde besynge det fyldestgørende?
Johannes Ewald
Vi kalder lidt flot Johannes Ewald (1743 1781) den første danske digter. Ikke fordi han var den første til at skrive digte på dansk, men fordi han var først til at skrive og udleve den digteriske a...
Læs hele forfatterportrættet
