BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lån på biblioteket

Jeg og Kaminski

Daniel Kehlmann

165 siderUdgivet: 2008

Lån på biblioteket
Senest opdateret
  • Andreas Harbsmeier
    journalist, oktober 2018
Hovedforfatter
  • Andreas Harbsmeier
    journalist, 2008

Intro

I 2003 udkommer Kehlmanns slet skjulte ironiske selvportræt under titlen ”Ich und Kaminski” (”Jeg og Kaminski”, 2008). Bogen er ikke nær så ambitiøs som de øvrige, men stramt bygget op om et enkelt menneskes forståelse af sig selv. I den korte roman skildres en ung kulturjournalist, Sebastian Zöllner, der har sat sig for at skrive en biografi over en aldrende, anerkendt maler, Manuel Kaminski. Han og forlæggeren spekulerer i, at bogen skal udkomme, når Kaminski dør – de håber faktisk, at det vil ske, når Zöllner har fået skrevet bogen. Den unge journalist er noget usympatisk og spekulerer mere i, hvad der kan give ham anerkendelse, end hvad den kloge kunstner kan fortælle ham om livet – ikke mindst hans eget. Historien om Kaminski bliver dermed også til historien om Zöllner, mens vi følger den unge biograf i selskab med den aldrende Kaminski.

”Jeg og Kaminski” adskiller sig i nogen grad fra Kehlmanns øvrige bøger ved at være en forholdsvist rendyrket satire. Mens hovedfigurerne i forfatterskabets andre værker ganske vist ofte har deres åbenlyst latterlige sider, er de altid fremstillet med en vis sympati. Der kan næppe herske tvivl om, at Kehlmann også har tænkt sin egen situation med i udformningen af romanen. Allerede på det tidspunkt var Kehlmann relativt succesfuld, og bogen kan meget vel være den unge forfatters værn mod at lade sig rive med af succesen.

Men romanen tematiserer også selve spørgsmålet om, hvad kunst er: modsætningsforholdet mellem den ærgerrige snylter Zöllner og den autentiske kunstner Kaminski falder ikke overraskende ud til Kaminskis fordel, for kunsten må kunne se ud over sig selv. Samtidig er det en rendyrket satire over de dele af kulturlivet, der ikke selv er skabende, men fungerer som parasitter på de sande kunstnere, nemlig de selvoptagede kritikere.

Romanens afsluttende pointe, hvor Zöllner omsider finder ud af, hvilket selvbedrag han har udsat sig for, er muligvis ikke så overraskende, men ikke desto mindre opbyggelig. Zöllners overdrevne fokus på at ville fortælle om kunsten, gør ham blind for den. Ved at lade en selvoptaget, indbildsk og jaloux journalist beskrive en stor kunstner gør Kehlmann en dyd ud af nødvendigheden og sætter både kunstlivets realitet og den ægte kunsts storhed i relief.

Daniel Kehlmann

I slutningen af det 18. århundrede levede de to tyske videnskabsmænd Alexander von Humboldt og Carl Friedrich Gauß. De var på hver deres måde travlt optaget af at registrere, indfange og forstå ver...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger