Daniel Kehlmann

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
januar 2024
Andreas Harbsmeier
journalist, oktober 2018

Hovedforfatter

Andreas Harbsmeier
journalist, 2008

I slutningen af det 18. århundrede levede de to tyske videnskabsmænd Alexander von Humboldt og Carl Friedrich Gauß. De var på hver deres måde travlt optaget af at registrere, indfange og forstå verden. Til slut mødtes de i Berlin. Umiddelbart lyder det ikke som opskriften på en bestseller, men det er ikke desto mindre lige nøjagtig, hvad den tyske forfatter Daniel Kehlmanns gennembrudsroman gik hen og blev. ”Opmålingen af verden” er titlen på bogen, der er det foreløbige højdepunkt på lidt af et litteraturfænomen fra den tysksprogede verden.

Baggrund

Skønt østrigsk statsborger bliver Daniel Kehlmann i fødelandet Tyskland betragtet som en tysk forfatter. Som seksårig flyttede han med sine forældre fra München i Bayern til østrigske Wien hvor han stadig bor. At der skulle være noget specielt østrigsk eller tysk over hans bøger er nu ikke særligt tydeligt, selv om han ofte henter sine figurer og steder fra virkelighedens Tyskland – både historiske steder og personer og nutidige sammenhænge.

”Min bog måtte ikke udkomme før hans død og heller ikke alt for længe efter, for en kort tid ville han være midtpunkt for alles interesse. Man ville invitere mig i fjernsynet, jeg ville tale om ham, og i den nederste del af billedfeltet ville mit navn og ordene Kaminskis biografist blive indblændet med hvide bogstaver. Sådan ville jeg få en stilling ved et af de store kunsttidsskrifter.”

”Jeg og Kaminski”, s. 35.

Foto: Anke Waelischmiller / Ritzau Scanpix

Født
Den 13. januar 1975 i München.
Uddannelse
Læste filosofi og litteraturvidenskab på universitetet.
Debut
”Beerholms Vorstellung”, 1997.
Litteraturpriser
Blandt andre Konrad-Adenauer-Litteraturpris, 2006. Heinrich-von-Kleist-prisen, 2006. Welt-Litteraturpris, 2007. P.O. Enquists pris, 2008. Frank Schirrmacher-Prisen, 2018.
Seneste udgivelse
Lysspil. Lindhardt og Ringhof, 2024. (Lichtspiel, 2023). Oversættelse: Lars Christiansen.

Ligesom det ikke var særligt indlysende, at ”Opmålingen af verden” skulle blive en gigantisk bestseller, var der heller ikke videre sandsynligt at Daniel Kehlmann skulle skrive den. Faderen var tv-producer, og Kehlmann levede et ganske almindeligt liv og gik på universitetet i Wien. Tingene tog imidlertid fart, og som 22-årig debuterede den unge Daniel med en roman. Succesen var i første omgang begrænset, men starten alligevel så lovende, at den unge student fortsatte skriverierne. Kehlmanns studier i filosofi og litteraturvidenskab blev aldrig afsluttet, fordi forfatterskabet lige så stille lagde beslag på al hans tid. Og i skuffen ligger stadig et halvfærdigt speciale om den tyske filosof Immanuel Kant, og det er nok de færreste, der er kede af, at tiden blev brugt på romaner i stedet for studier.

Daniel Kehlmanns baggrund i det akademiske miljø har han dog bragt med over i sit litterære univers. Han behersker jargonen og henviser uden videre og hele tiden til filosofi og naturvidenskab, litteraturhistorien og den europæiske kulturhistorie. Sin unge alder til trods, fremstår Kehlmann i sine værker som en temmelig lærd forfatter, der dog hverken koketterer med det eller gør en dyd ud af det. Den kulturhistoriske og naturvidenskabelige viden og indsigten i fundamentale og komplicerede filosofiske problemstillinger præsenteres læseligt og med overskud. Kehlmann har også i de senere år fungeret som gæstelærer på en række universiteter i Tyskland – primært som underviser på skrivekurser.

Med ”Opmålingen af verden”, der udkom i 2005, fik Daniel Kehlmann et kæmpe gennembrud i Tyskland såvel som på internationalt plan. I et interview til Århus Stiftstidende den 11. juni 2008 sagde han: ”Da den [Opmålingen af verden] havde solgt 100.000 eksemplarer, havde jeg nogle gode bud på forklaringer, men efter 500.000 var jeg rådvild og nu efter 1,5 millioner må du ikke spørge mig.”

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

En magisk begyndelse

Da Daniel Kehlmann fik udgivet sin første roman ”Beerholms Vorstellung” i 1997, var han 22 år gammel. Bogen beretter i første person om tryllekunstneren Beerholms liv, hans mors tidlige død og den unge mands forsøg på at forstå denne død. På overbevisende måde fletter Kehlmann flere fortælleniveauer elegant sammen. Da det i romanen er tryllekunstneren, der fortæller om sig selv, sidestilles tryllekunsten og det at fortælle – og i sidste ende forfatteren, altså Kehlmann selv, og tryllekunstneren. På en og samme tid afmystificeres tryllekunstneren, som en der blot betjener sig af den forhåndenværende virkelighed og gør den til genstand for sin forestilling – lige præcis som fortælleren eller forfatteren gør det samme med sin virkelighed. Man kan altså som læser hverken stole på tryllekunstneren eller fortælleren. I debuten foregriber Kehlmann desuden nogle af de fortællemæssige greb, som senere skulle gøre ”Opmålingen af verden” til en af klodens mest læste bøger.

”Hvad betyder magi? Det betyder ganske enkelt, at ånden kan diktere, hvordan materien skal opføre sig, at sidstnævnte skal adlyde, hvad førstnævnte befaler.”

”Beerholms Vorstellung”s. 46

Daniel Kehlmanns næste udgivelse er novellesamlingen ”Unter der Sonne” fra 1998, der ikke tiltrak sig megen opmærksomhed. Bogens otte noveller er temmelig forskellige, men tematiserer alle i større eller mindre grad individer, der på den ene eller den anden måde kommer på kant med samfundet og bliver tvunget til at gøre oprør – eller modsat bliver forhindret i at gøre det. Samlingen præsenterer Kehlmann som en genuin historiefortæller uden dog at imponere synderligt.

Anderledes interessant bliver det med ”Mahlers Zeit” fra 1999, hvor Kehlmann springer ud som fuldblodsromanforfatter i lille format. I den forholdsvis korte roman er det hovedpersonen, fysikeren David Mahler, der i et glimt af guddommelig inspiration opdager tidens mysterium. Afbrudt af glimtvise tilbageblik til Mahlers barndom, beretter romanen om, hvordan den unge fysiker forsøger at overbevise andre om sin fantastiske opdagelse, mens nogen tydeligvis ikke er interesseret i, at sandheden kommer frem. Igen blander Kehlmann sit tema, denne gang tiden, med fortælleformen, her den kronologiske. Samtidig med at læseren hører om teorien om, at tiden ikke var, hvad vi troede den var, og at alting både i teorien og i virkeligheden bevæger sig mod kaos, bliver fortællingen mere og mere ikke-lineær og fornemmelsen af rummets forrang frem for tiden bliver markant, lige som Mahlers egen fortid med hans søsters tragiske dødsfald træder i forgrunden. Kehlmann demonstrerer med ”Mahlers Zeit” stor fortællemæssig modenhed, og romanen får da også overbevisende anmeldelser.

”Der fernste Ort” fra 2001 bekræfter billedet af en stor forfatter på vej, en forfatter, der i en alder af kun 26 år har begået en overbevisende roman nummer tre. Igen er hovedfiguren en yngre mand, der efter at have haft et helt almindeligt liv en dag øjner muligheden for at slippe væk fra det hele og starte på en frisk. Han fingerer at være druknet og forsøger sig med en ny tilværelse. Lige så langsomt går det, som fra starten er klart for læseren, dog også op for hovedpersonen – nemlig at flugten er håbløs, at man ikke kan flygte fra sin egen fortid.

Genrer og tematikker

Daniel Kehlmanns værker er meget forskellige, både i tematik og form. Et fællestræk er dog, at figurerne i hans romaner og noveller er meget vidende og ofte grænsende til det geniale, som hovedfigurerne i ”Opmålingen af verden” eller i de tidligere romaner. Karakteristisk er det, at de har stirret sig blinde på et aspekt af verden, et aspekt af virkeligheden – man kan sige, at de er ”monobegavede”, og dermed blinde for store dele af den verden, der omgiver dem. Tydeligst, selvfølgelig, i ”Opmålingen af verden”. I ”F” finder man også klare satiriske elementer, hvor persontegningerne også indeholder en tydelig samtidskritik uden at figurerne dog af den grund bliver endimensionale eller stilen moraliserende.

Visse ligheder med den såkaldte ”magiske realisme”, som man blandt andet kender fra dele af den latinamerikanske litteratur, kan genfindes hos Kehlmann. Men Kehlmann holder hele tiden de fantastiske elementer i strakt arm ved at mistænkeliggøre selve fortællerstemmen – det kunne jo være, at der ikke foregik noget magisk, men at det var fortællerstemmen, der løj. På den måde skriver Kehlmann sig både ind i og ud af traditionen, leger med den og giver den nyt liv. I et interview til det danske webmagasin LitteraturNu siger Daniel Kehlmann: ”Jeg er meget fascineret af den sydamerikanske litteratur, man kalder magisk realisme, og har altid haft lyst til selv at eksperimentere med genren. Jeg er udmærket klar over, at det naturligvis ikke er muligt for en tyskfødt forfatter at skrive en sydamerikansk roman med tyske hovedpersoner, men jeg syntes alligevel, det var værd at prøve at inddrage nogle elementer af det magiske.” (Anders Gudmundsson: Magi og humor (nu også på tysk) – Interview med Daniel Kehlmann. Litteratur.nu 2008-04-21).

Beslægtede forfatterskaber

Daniel Kehlmann skriver sig ikke ind i nogen specifik tysk tradition, selv om den tyske åndshistorie er meget præsent i værkerne. Henvisninger til filosofi, naturvidenskab og anden skønlitteratur er strøet behændigt ud i værkerne. Ikke som en demonstration af viden, men som tematik og fortælleteknisk greb.

Skal man pege på Kehlmanns litterære åndsfæller skal de ikke findes blandt tyske efterkrigstidsforfattere. Kehlmann ser sig ikke, som så mange andre før ham, forpligtet på ”den nære tyske fortid” – Anden Verdenskrig. Dermed ikke sagt, at Kehlmann ikke forholder sig til den, men som han sagde i et interview: ”Byrden er der, men forskellen er, at jeg ikke føler en forpligtelse til at skrive om det. De ældre forfattere følte en forpligtelse til at skrive om emnet og agere som politiske spillere, denne forpligtelse var en konsekvens af nazismens gerninger. Litteratur skulle være politisk engageret og tage parti i konkret tysk politik. Derfor blev tysk litteratur generelt så middelmådig i efterkrigstiden i forhold til verdenslitteraturen.” (Daniel Kehlmann i interview i Århus Stiftstidende, 11.06.2008-06-11).

Man skal andre steder hen for at finde Kehlmanns inspirationskilder og litterære slægtninge. Selv har Kehlmann flere gange nævnt den amerikanske filminstruktør Stanley Kubriks film ”Barry Lindon” som væsentligste inspirationskilde til ”Opmålingen af verden”. En oplagt sammenligning kan man også finde i den europæiske litteraturs storklassiker ”Don Quijote”, fordi Kehlmanns hovedfigurer i stil med Cervantes’ berømte ridder er bedrøvelige figurer, der kæmper mod vindmøller og ofte fejltolker trods de bedste hensigter.

I ”F” operererleger Kehlmann kontinuerligt med referencer til kunsthistoriske centralkoordinater som Dostojevskijs ”Brødrene Karamazov” eller Orson Welles’ ”F for Fake”. Han holder dog litteraturhistorien ud i strakt arm, i det kunstens verden både udstilles og latterliggøres samtidig med at hans romaner også indskriver sig i den. Kehlmanns omgang med hanssine litterære og filmiske forlæg reflekteres hele tiden ind i en ny form, og hans romaner holder balancen mellem det parodiske og det originale.