Carsten Jensen

Emneord:

Senest opdateret

Louise Rosengreen
cand.mag., juni 2019

Hovedforfatter

Anders Johannsen
cand. mag. ph.d. stipendiat, 2011

Før det overvældende skønlitterære publikumsgennembrud med romanen ”Vi, de druknede” var Carsten Jensen mest kendt som kritiker, samfundsdebattør og forfatter til nogle meget solgte bøger om at rejse i Østen. Men hvad enten genren er rejseskildringer, debatbøger, sømandsskrøner eller krigskritik, er forfatterskabets livsnerve indlevelse og moralsk engagement. Carsten Jensen skriver ud fra en oplevelse af verden som et sted, hvor rigtigt og forkert stadig findes.

Baggrund

Allerede som barn havde Carsten Jensen et litterært temperament, dvs. en hang til ensomhed og stillesiddende aktiviteter. Med en demonstrativt splejset fremtoning – som om han ville vise, at i dette legeme var det kun ånden, der blev næret og var godt i stand – var det kun alt for tydeligt for de andre drenge, hvem der ville ende med at ligge nederst og få dummeslag efter et raskt opgør. Han foretrak derfor klogeligt verdenslitteraturens støvede selskab og blev bøgernes ven.

”Den skæbne, der ventede os, var prygl og druknedøden, og alligevel længtes vi efter havet. Hvad var barndommen for os? At være bundet til landjorden og leve i skyggen af Isagers tamp. Hvad var livet på havet? Et ord, vi endnu ikke kendte”

”Vi, de druknede”, s. 96.

Foto: Isak Hoffmeyer

Født
24. juli 1952 i Marstal.
Uddannelse
Mag. art. i Litteraturvidenskab, Københavns Universitet, 1981. Adjungeret professor i Kulturanalyse ved det Humanistiske Fakultet, Syddansk Universitet, 2001-2006.
Debut
Salg, klasse og død. SIL, 1975.
Litteraturpriser
PH-prisen, 1987. Georg Brandes-Prisen, 1993. Otto Gelsted-prisen, 1997. Holberg-Medaillen, 1999. Danske Banks Litteraturpris, 2007. Olof Palmepriset, 2010. Søren Gyldendal Prisen, 2012. Bjørnsonprisen, 2019
Seneste udgivelse
Bjælken i mit øje : om den evige krig og glæden ved at slå hinanden ihjel. Politiken, 2021.
Inspiration
At rejse og skrive. Georg Brandes og Graham Greene.
Periode
Minimalisme i 1990'erne
Genre
Essay

Opvæksten blev delt mellem Marstal, hvor han tilbragte de tidlige og lykkeligste år, og Aalborg, som ikke afsatte gode minder. Ved ankomsten til den nordjyske havneby bestod modtagelseskomiteen af en fæl karl, der beslutsomt skridtede over skolegården med det formål at stampe ham hårdt over foden. Velkommen til Aalborg. Carsten Jensen var et svagt barn, men han var også et klogt barn, der forstod at udnytte sin svaghed som sin styrke. En opfarende astma blev nu et strategisk middel til at undgå skolen, når der var skemalagt ydmygende situationer. Udefra er det ikke nemt at afgøre, om et anfald er ægte eller ej.

Senere blev Carsten Jensen mindre konfliktsky. Efter gymnasietiden studerede han litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvilket førte til en ansættelse som kritiker ved en større dansk avis. Efter i nogle år at have givet sin mening om litteratur og politik til kende overalt, hvor han kunne finde spalteplads og ørenlyd, valgte han med gysen og bæven at opsige sin faste stilling for at tage springet til at blive ”rigtig”, altså skønlitterær, forfatter. I dag lever Carsten Jensen af sit forfatterskab, men er fortsat meget synlig i den offentlige debat.

En biografisk detalje, som indtil udgivelsen af ”Vi, de druknede” måske ikke er blevet tillagt videre betydning, er forfatterens fars beskæftigelse. Han var sømand af den gamle skole, et praktisk menneske, der foragtede bøger og intellektuelle sysler lige så meget, som sønnen holdt af dem. Faren var kaptajn og ejer af et håbløst gammeldags fragtskib, som for længst var overhalet indenom af godstog og lastbiler. Forretningen var dårlig, og forholdene på skibet primitive, hvorfor kun garvede søfolk, der var nostalgiske eller utilregnelige, og gerne begge dele på én gang, tog hyre. I gymnasiernes ferier påmønstrede desuden sønnen, der således, trods en uimodtagelighed over for praktiske instruktioner, alligevel mærkede skumsprøjtet i de formative år.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Jeg har set verden begynde og Jeg har hørt et stjerneskud

Den første af de to rejsebøger, som sikrede Carsten Jensen sit folkelige gennembrud, ”Jeg har set verden begynde”, udkom i 1996, den anden ”Jeg har hørt et stjerneskud” fulgte året efter. Bøgerne er skildringer af en verden, der netop i disse år åbner sig for vesten: Rusland, Kina, Cambodja, Vietnam og senere Papua Ny Guinea, Tahiti og Påskeøen. Det er en verden i rivende udvikling, smittet med fremtidsglæde og optimisme, men samtidig en verden, hvor individerne er præget af en tung fortid, som der ikke i alle tilfælde er blevet gjort op med.

”Tallerkenernes indhold i spisevognen har jeg fortrængt … Det var den gennemførte ligheds gastronomi, den sidste rest af den praktiserede socialisme, hvor samtlige ingredienser, takket være de høje temperaturers langvarige påvirkning, omsider bragtes til at smage ens.”

”Jeg har set verden begynde”, s. 53.

Carsten Jensen lever sig ind i de folk, han møder på sin vej, han spørger, de taler, og portrætterne af dem forekommer rummelige og naturtro. Han omfatter sine rejsemål med engagement og solidaritet.

Set fra oven samler indtrykkene fra de enkelte møder sig til et komplet billede af den nye verden, en bestemt opfattelse af dens problemer og muligheder. Carsten Jensens tilgang til rejsen er sansende og åben, men han er ikke et tomt kar. I centrum står den udrejsendes oplevelser. Ikke uden grund hedder bøgerne: JEG har set verden begynde, JEG har hørt et stjerneskud.

Genrer og tematikker

Carsten Jensens forfatterskab strækker sig indtil videre over mere end fyrre år, fra Arthur Miller-analysen ”Salg, klasse og død” i 1975 og Hans Kirk-monografien ”Folkelighed og utopi” i 1981 til den opsamlende rejsebog ”Ud” i 2010, og krigsromanen "Den første sten" fra 2015. Det er som om, at hvert årti byder på en ny udgave af Carsten Jensen. I firserne var han en ironiserende nejsiger, der satte en ære i at bryde ned og udpege de steder, hvor de andre modsagde sig selv. ”Jeg var altid saksen, omverdenen papiret, og selv det mest sammenhængende, velargumenterede livssyn kunne jeg klippe i stykker og forvandle til konfetti,” skriver han i et tilbageblik, der sammenligner den kritiske virksomhed med at lege sten-saks-papir. Men det var en uansvarlig leg, erkender han, og fortsætter: ”Stenen undgik jeg, alt imens jeg klippede stadig mere virtuost i den tomme luft”. (”Ud”, s. 164). Essaysamlingerne ”Sjælen sidder i øjet” og ”På en mørkeræd klode”, begge udgivet i midten af firserne, langer kraftigt ud mod tidens kultur og de offentlige personer, som repræsenterer den. Afsættet er altid konkret: en sproglig observation, en politisk beslutning eller et møde med et menneske. På halvfemsernes rejser lærer han at påskønne civilisationen, det borgerlige ansvar og reform frem for revolution som middel til forandring af samfundet. Forfatterskabet får en moralsk dimension, som fortsætter ind i nullerne, hvor de skønlitterære ambitioner for alvor bliver forløst.

Personerne i ”Vi, de druknede” gennemgår en moralsk udvikling, de er på en rejse og lærer noget om sig selv undervejs. ”En roman fortæller sandheden ved hjælp af en løgn,” fremfører Carsten Jensen i bogen bag om bogen, Marstalbogen ”Vi sejlede bare”.

Den store, politiske pointe i ”Vi, de druknede” er dog ikke lagt nogen af de fiktive karakterer i munden. Det er en opfordring til danskerne om at overveje, hvem der er det bedste forbillede i en tiltagende grænseløs og globaliseret virkelighed. Hvem skal vi modellere os efter? Den hjemstavnsbundne agerbruger, der hæger om sin jord, eller den kosmopolitiske søfarer, der kan omgås folk fra alle verdensdele og færdes lige hjemmevant i Singapore som i Svendborg. Er vi landmænd eller sømænd? – spørger Carsten Jensen.

Beslægtede forfatterskaber

Carsten Jensen spreder sig over mange genrer og har derfor mange litterære slægtninge. I essayet er Jens Christian Grøndahl, Suzanne Brøgger og Søren Ulrik Thomsen gode kollegaer. Den engagerede og politisk vakte rejsebog skrives på dansk grund desuden af Henrik Nordbrandt og Thomas Boberg.

Forbillederne for ”Vi, de druknede” er for en god del udenlandske. ”Skatteøen” af R.L. Stevenson er det store eventyr fra de syv verdenshave, og ingen skibsskrøner undgår helt at stå i gæld til den. Joseph Conrads romaner og noveller udspiller sig ofte på et dæk, og hans brug af blakkede helte er smittet af på Carsten Jensen. ”Moby-Dick” af Herman Melville tilføjer livet på havet en eksistentiel og symbolsk dimension.

Inspirationen til at lade et lille samfund være bogens egentlige hovedperson er måske fra Peer Hultberg, som i ”Byen og verden” giver hundrede små portrætter af en bys indbyggere, eller ”Fiskerne”, hvor titlens tætvævede gruppe af småkårsfolk er dem, der har siddet for Hans Kirks romanportræt.

Med ”Den første sten”, om den danske deltagelse i krigen i Afghanistan, føjer Carsten Jensen endnu en roman til den pulje af bøger, der i de seneste år er blevet skrevet om danske soldater og deres missioner i Irak og Afghanistan. Lars Husum, Dy Plambeck og Mikkel Brixvold er nogle af dem, der i romaner og digte har skildret krigens gru. I efterordet til ”Den første sten” takker Carsten Jensen soldater, officerer og menige, der har hjulpet og inspireret ham i arbejdet med romanen. Heriblandt også forfatter og sprogofficer Anne-Cathrine Riebnitzsky, som arbejdede som Udenrigsministeriets rådgiver, da han i 2009 besøgte Camp Price i Helmand. Men hvor Riebnitzsky, eksempelvis i debutromanen ”Den stjålne vej” fra 2012, fokuserer på de forbedringer, den danske krigsdeltagelse har bidraget til, er Carsten Jensen mere kritisk. Han mener, at de danske indsatser har været for kortsigtede og blot efterlader sig fejlslagne stater. ”Jeg har ikke skrevet romanen for at sige, at krig er noget lort, men for at undersøge, hvad krig gør. Bogen handler om en specifik krig på et specifikt tidspunkt i historien, og især om soldater fra et land, der har tabt erfaringen med at være i krig, og for hvem begreber som godt og ondt er blevet fjerne abstraktioner” [2], siger han i et interview.