
Mikkel Brixvold
- Louise Rosengreencand.mag., 2014
Intro
Med digtsamlingen ”Så efterlades alt flæskende” ønsker den tidligere elitesoldat Mikkel Brixvold at nuancere Danmarks opfattelse af, hvad krig er, og hvorfor vi går i krig. Hans primære brændstof til digtningen har været modsætningsforholdet mellem de danske medier og politikeres fortælling om krig, og hvad der reelt foregår i felten, når danske soldater opererer i Irak og Afghanistan. Brixvold giver et sprogligt sønderbombet vidnesbyrd om soldaters hverdag i en krigszone med flittig brug af militært slang, neologismer og uforudsigelige linjeskift. Lyrikken har været den genre, hvormed han bedst har kunnet formidle krigens kompleksitet og brutalitet.
Baggrund
Mikkel Brixvold er født i Frederikssund og opvokset på Møn. Han påpeger selv, at hans CV peger i mange retninger. Han er uddannet bådebygger og skibsassistent, har været udsendt som elitesoldat under Danmarks indsats i krigen i Irak og har, siden han forlod Frømandskorpset i 2008, både udstillet sorte skulpturer på mindre gallerier og arbejdet som matros.
”(…) de mange/ små kryds havde/ på et andet kort været sol eller/ skydække fra vestkysten til/ Falster her i byen er de antallet af/ døde venner og en iskold/ fortælling om at indtil nu/ har vi/ været heldige hver dag/ er der flere”

Født
1981.
Uddannelse
Bådebygger og skibsassistent, 2004. Elitesoldat i Frømandskorpset, 2005-2008.
Debut
Så efterlades alt flæskende. Lindhardt og Ringhof, 2014.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Så efterlades alt flæskende. Lindhardt og Ringhof, 2014.
Inspiration
Louis-Ferdinand Céline og Cormac McCarthy.
I juli 2012 fik han debatindlægget ”Tis og kugler” trykt i dagbladet Information. Indlægget var en reaktion på både danske og udenlandske politikeres forargelse over, at en gruppe amerikanske soldater, i et videoklip, tisser på tre dræbte talibanoprørere. ”Hvorfor skaber det mere forargelse, når soldater tisser på fjenden, end når de slår ham ihjel? Måske fordi det får vores fortællinger om den retfærdige krig og den kærlige soldat til at krakelere,” skrev han [1]Mikkel BrixvoldTis og kuglerInformation, 2012-01-19.. Brixvold mener, at medierne beskriver krigen med en hyklerisk humanisme, som den danske befolkning tager ukritisk til sig.
Hans næste debatindlæg om Danmark som krigsførende nation udviklede sig i stedet til poesi. ”Jeg var i gang med at skrive en kronik, og så kom det her, og så blev jeg bare ved,” fortæller han om sin skriveproces [2]Jannie Schjødt KoldHan vil bygge et nyt sprog for krigInformation, 2014-04-25.. Det resulterede i debuten ”Så efterlades alt flæskende”, som udkom i juni 2014. Bogen er den første digtsamling om den danske krigsdeltagelse i det nye årtusind skrevet af en tidligere soldat.
Mikkel Brixvold gik i krig, fordi han er eventyrlysten og elsker fysisk hårdt arbejde. Han havde ingen ambitioner om at redde verden, da han tog til Irak. Han vidste allerede inden da, at der ikke var masseødelæggelsesvåben, og at det reelle formål med krigen var at opretholde et godt forhold til USA. I dag arbejder han som matros og bådebygger på det gamle, norske sejlskib Statsraad Lehmkuhl. Han skal ikke tilbage til militæret, men han kan godt forestille sig, at han i fremtiden vil rejse til krigshærgede områder rundt om i verden for at skrive om det.
Udvalgte bøger
Bibliografi
Digte
Om forfatterskabet
Artikler og interviews m.v.
Carsten Andersen
Politiken, 2014-06-29.
Søgning i bibliotek.dk
Kilder citeret i portrættet
Krigszonen. JydskeVestkysten
Sonja Sabinsky
2014-06-07



