Lars Kepler

Genrer og tematikker

Lars Kepler skriver let og effektivt. Fortællingerne er spraglede og organiske med vidt forgrenede plots og store persongallerier. Den hårde forpligtelse på virkeligheden tynger ikke projektet.

De usexede figurer fra den traditionelle skandinaviske krimi, den træge bureaukrat, den korrumperede politiker og den kyniske erhvervsleder samt hele politietaten, har fået en overhaling og fremstår som glittede Hollywoodfigurer. Fattigdomsproblemer og folkesygdomme er henvist til periferien. Hvis der er sygdomme blandt de centrale karakterer, er det bløderlidelser, som den russiske zar også led af.

Alexandra Ahndoril var en kort periode opstillet som rigsdagskandidat for det socialistiske Vänstre, men hendes bedrifter som Kepler minder mere om et uddrivelsesritual ovenpå hundrede års proletarvælde end et indlæg for et socialistisk samfund. Det betyder ikke, at Keplers romaner ikke har et samfundssigte, men det er på terapiniveau:

“I vores del af verden er man kommet langt væk fra døden. Man ser ikke døde, man tager ikke hånd om sine døde og har egentlig ikke noget forum for at håndtere sin skræk og fortvivlelse omkring det, som er skræmmende og svært begribeligt. Al litteratur og kunst cirkler omkring dette, men jeg tror, kriminallitteraturen gør det tydeligst. Den præsenterer en gåde, en uhyggelig forbrydelse, en forfærdelig hændelse, og bagefter skruer den på en eller anden måde verden sammen igen. Det er selve overenskomsten mellem forfatter og læser, og alt det virker forløsende.” [1]Jens AndersenDet var som en skaberrus. Interview i Berlingske Tidende2009-08-15.

Beslægtede forfatterskaber

Lars Keplers fornavn er hentet ud af Stieg Larssons efternavn, og det er en hilsen, som virker helt på sin plads. Ville Stieg Larsson måske have svært ved at identificere sig med Keplers forvaltning af genrens socialpolitiske dimensioner, så ville han givetvis anerkende det stort anlagte format, som helt indlysende skylder ham en del.

En anden stor guide ind i Stockholms underverden de her år er Jens Lapidus, men Lapidus begiver sig ikke af med politiromaner og trakasserier i den dannede og uddannede middel- og øvre middelklasse, som er Keplers afsæt. Hans perspektiv er forbryderens, og hans stil er langt hårdere og hurtigere.

Et eller andet sted i en fjern baggrund skriver Strindberg og Bergman med. Familien er den dominerende institution i Keplers univers. Det er her, Kepler lægger sin psykologiske interesse. De bestialske drab har karakter af symbolske gennemspilninger af det traditionelle slægtsdramas tragedie; mordet på sjælen.

Pseudonymet har en lang historie i litteraturen og en særlig placering i dansk kulturhistorie takket være Kierkegaard og hans mange forskellige noms de plumes. Den særlige variant, heteronymet kom til senere. Det tilskrives den portugisiske forfatter Fernando Pessoa, som virkede i de første tiår af det tyvende århundrede. Undervejs opdigtede han en håndfuld alternative forfatteridentiteter. Det er derfor ikke overraskende, at doktoranden Alexandra Ahndorils afhandling netop handler om Fernando Pessoa.

Herhjemme har forfatterægteparret Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle taget det til sig. De er den færøske Liv Mørk, når de skriver krimier sammen.

Relaterede forfattere