”… mens jeg skrev mit første romanmanuskript med hvid courier-skrift på den blå Word Perfect-skærm, vidste jeg uden nogen som helst tvivl, at jeg ville være forfatter. Det var så selvfølgeligt for mig at vække mit eget univers til live. Jeg følte mig usårlig, så længe jeg skrev. Ingen kunne trænge ind til det sted i mig, der var mit og mit alene…
Hvis vi ikke taler om det, s. 95.”
Øvrige kapitler er henlagt til afgørende episoder i forfatterens liv. Nogle uhyrlige år i folkeskolen skildres i al deres gru, og man forstår, hvordan det ydre pres fra pigerne i klassen sammen med det ekstreme pres fra forældrene har været med til at forme pigen og senere kvinden Leonora. Fra skriverierne i ungdomsårene kortlægges forfatterskabets tilblivelsesproces, og et hjerteskærende kapitel tilegnes et afgørende møde på et forlag i København. Her antager en forlægger hendes første bog, antologien ”De røde sko”, i en klassisk #MeToo-situation: Udgivelsesdesperat ung kvinde møder ældre mandlig (meget genkendelig) forlægger, der gerne vil udgive hendes bog (uden at hun tjener på det), og som inviterer på rødvin og uønsket intimitet på kontoret. Hvorfor sagde hun ikke fra? Fordi hun gerne ville være forfatter. Prisen for at følge drømmen var høj, hvilket også afspejles i en række andre magtforvrængede forlagssituationer.
På den måde fortsætter romanen temaet fra det øvrige forfatterskab: feminisme, ligestilling og alle de kampe, der stadig skal kæmpes. Så hvor ”Den, der lever stille” handler om tilblivelsen af mennesket Leonora, handler ”Hvis vi ikke taler om det” om tilblivelsen af forfatteren Leonora Christina Skov. Stilen er atter livfuld og metaforrig, selvudleverende og reflekteret, og Skov skriver, som var læseren hendes ven. Ærligt og i øjenhøjde.
Leonora Christina Skov
Aparte psykologiske profiler og et kriminalistisk anslag er fælles for Leonora Christina Skovs romaner, der udfolder menneskelige fortrængningsmekanismer på alle tænkelige måder. Mystiske elskerind...
Læs hele forfatterportrættet
