BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Jens Østergaard
Foto: Thomas Emil Sørensen/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Jens Østergaard

    Hovedforfatter
    • Louise Rosengreen
      cand.mag., 2014

    Intro

    Russisk folketro, videnskab, mishandlede børn og en danskvandsdrikkende politibetjent er nogle af de virkemidler, Jens Østergaard benytter sig af til at skabe gys og gru i sine kriminalhistorier. Forbrydelsernes afsæt er sagnfortællinger og vrangforestillinger. Spændingen opstår i kontrasten mellem ugerningernes umenneskelighed og de realistiske beskrivelser af hverdagslivet i diverse danske provinsbyer. Den jyske deltidsforfatters krimitrilogi om antihelten Thomas Nyland blev i 2013 solgt til udgivelse i det store udland, og hermed nærmer Jens Østergaard sig at gøre drømmen om at leve af at skrive til virkelighed.

    Baggrund

    Jens Østergaard er født i Aarhus, men er opvokset i Skærbæk ved Fredericia. Nu bor han i Lystrup udenfor Aarhus, hvor han, parallelt med deltidsjob og familieliv, skriver kriminalromaner og noveller om mordgåder og galskab, der spænder geografisk fra Lolland til Skagen.

    ”Thomas mærker et stik af savn ved lyden af al den normalitet. Det almindelige liv, som det aldrig er lykkedes ham at finde en plads i.”

    ”Drengen & dæmonen”, s. 245.
    Jens Østergaard
    Foto: Thomas Emil Sørensen/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
    • Født

      Den 12. oktober 1979 i Aarhus.

    • Uddannelse

      Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, 2004.

    • Debut

      Dragen, sangeren, helten. EC Edition, 2012.

    • Seneste udgivelse

      Ritualet. EC Edition, 2014.

    • Inspiration

      Craig Russell, Jean-Christophe Grangé og David Lynch.

    Som barn havde Jens en livlig fantasi. Sammen med sine venner opdigtede han spændingshistorier og fantasivæsener, som han flittigt skrev om i sine stilehæfter. Efter studentereksamen flyttede han til Aarhus for at studere statskundskab, men han afbrød studiet for at blive journalist. Han blev færdig fra Journalisthøjskolen i 2004, og herefter arbejdede han i nogle år som redaktør og kommunikationsmedarbejder. Da hans far døde af kræft i 2009, måtte Jens genoverveje sine prioriteringer: ”Hans død gjorde det klart for mig, at vi er her i en begrænset tidsperiode, og at der ikke er nogen idé i hele tiden at udskyde tingene,” siger Østergaard i et interview [1]Christian IngemannSkærbæk er god for mange røverhistorier. Fredericia Dagblad2012-02-25. Han satte sig for at udleve barndomsdrømmen om at blive forfatter og håbede på, at han med fem års hårdt arbejde ville kunne skabe sig en skønlitterær karriere, han kunne leve af.

    I første omgang var det ikke tanken, at han skulle skrive kriminalgåder med udgangspunkt i politigården i København: ”Jeg er egentlig ikke stor fan af den skandinaviske krimitradition med dens socialrealisme og havde aldrig tænkt, at jeg skulle skrive en politiroman. Men så dukkede politimanden Thomas Nyland jo op i mine tanker,” fortæller han [2]Helle Holm»Jeg giver det fem år«. Århus Onsdag2013-06-26.

    Debutromanen ”Dragen, sangeren, helten” udkom i 2012. Den er første bind i en trilogi om den kejtede efterforskningschef Thomas Nyland ved Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Andet bind ”Drengen & dæmonen” blev pænt modtaget, da den udkom i 2013, og allerede inden det sidste bind, ”Ritualet” (2014), var færdigskrevet, blev hele serien solgt til udgivelse i Tyskland.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Udvalgte bøger

    Line

    Novellen ”Line” (2013) er Jens Østergaards vinderbidrag til Krimidysten, en konkurrence som hjemmesiden Krimifan.dk arrangerede i 2013. Hjemmesidens læsere havde direkte indflydelse på historien, idet de valgte, hvor mordet skulle begås, hvem der skulle myrdes og med hvad. Det var derfor et krav, at gerningsstedet var den tilsandede kirke i Skagen, offeret en reality-stjerne og mordvåbnet en saks.

    ”Det var her (...) omkring Den tilsandede kirke, at Jakobs storesøster Line forsvandt sporløst for 29 år siden. Jakob ved, at det giver mening, at hans far skulle have valgt at tage sit liv netop her.”

    ”Line”, s. 5.

    I ”Line” tager hovedpersonen Jakob tilbage til sit barndomshjem ved Skagen. Anledningen er, at hans far ugen forinden har begået selvmord med en saks på præcis det sted, hvor Jakobs storesøster Line forsvandt sporløst mange år tidligere.

    Jakob indlogerer sig på Ruths hotel, hvor han gennemgår en flyttekasse med ting, han har hentet i sin afdøde fars hus. Faren har en fortid som deltager i reality-programmet ”Åndernes tjeneste”. I programmet fortalte han om de syner, han ind imellem havde haft, når han gik tur ved Den tilsandede kirke. Her kunne han sommetider se sin forsvundne datter Line løbe rundt og lege, på samme alder og i det samme tøj, som da hun forsvandt som lille pige. På en af farens hjemmebrændte Dvd’er finder Jakob nogle besynderlige optagelser af kirken, der er dateret et år tidligere. På billederne kan han se sin far og kirketjeneren Bjarne. Optagelserne får ham til at tage ud til kirken, og her er alt ikke, som det burde være. Selvom Jakob ikke er af samme spirituelle overbevisning som faren, får hændelserne ved Den tilsandede kirke ham til at tvivle på, om der findes spøgelser eller ej.

    ”Line” er både en spøgelseshistorie og en kriminalgåde. Den er fortalt med udgangspunkt i Jakob af en 3. personfortæller. Sproget er beskrivende og fortællende. Replikudvekslinger og indre monologer bruges til at kombinere barndomsminder og nutidens hændelser i et forløb med en stigende spændingskurve.

    Novellen, der ved en afstemning blandt læserne vandt over to andre kriminoveller, kan downloades gratis som e-bog på forfatterens hjemmeside.

    Genrer og tematikker

    Jens Østergaard indskriver sig i den skandinaviske krimitradition, der er karakteriseret ved, at opklaringen af en mordgåde samtidig er en socialrealistisk og kritisk skildring af det samfund, forbrydelserne sker i. Østergaard har især fokus på forbrydelser, der involverer børn. Børn, der kidnappes, børn, der spærres inde og børn, der vokser op som vilde og omsorgssvigtede børn, er bare nogle af de karakterer, der optræder som ofre i Østergaards forfatterskab. Men selvom Østergaard trækker på en rå hverdagsrealisme i sine fortællinger, kombinerer han på samme tid sine virkelighedstro miljøskildringer med myter, fantasi og overtro.

    Thomas Nyland-trilogien er en politikrimiserie. Politikrimien har traditionelt set været baseret på forestillingen om de godes bekæmpelse af det onde, hvor ordensmagten repræsenterede de gode. Det kollegiale samarbejde politibetjente i mellem er et vigtigt element i en politikrimi. Selvom Thomas Nyland er en enspænder, spiller hans relationer til sine underordnede, sine studiekammerater fra politiskolen og de lokale betjente, han møder rundt omkring i landet, en væsentlig rolle i bøgerne. Det er dog karakteristisk for Østergaards politikrimier, at han udvider arbejdsfællesskabet til også at omfatte personer med en anden faglig viden end politiets. Et eksempel er forskeren i slavisk folketro Natalja, som hjælper ham med opklaringsarbejdet i ”Dragen, sangeren, helten”.

    Jens Østergaard forklarer i et interview, at selvom han skriver spændingslitteratur er han også inspireret af eventyrgenren. I hans bøger optræder eventyrfigurer som monstre, dæmoner, drager, spøgelser og slanger, men alligevel bliver handlingen aldrig overnaturlig. Fascinationen for spændingsfeltet mellem den realistiske virkelighed og groteske og uforklarlige hændelser deler Østergaard med sit store idol, den amerikanske filminstruktør David Lynch. Ligesom i Lynchs populære tv-serie ”Twin Peaks” (1990-1991) er alle ikke altid, hvad de giver sig ud for at være i Østergaards skønlitterære univers.

    Beslægtede forfatterskaber

    I ”Drengen & dæmonen” baserer Jens Østergaard sit plot på en gal mand, der stjæler en lille dreng og holder ham indespærret i et kælderrum. Men børn i fangenskab er ikke en tematik, der er forbeholdt krimigenren. I skønlitteraturen findes flere eksempler på skildringer af børn, der frihedsberøves og mishandles.

    Eksempelvis blev den canadiske forfatter Emma Donoghue nomineret til The Man Booker Price for romanen ”Room” (”Rum”, 2010). I bogen fortæller den 5-årige Jack den grusomme historie, om hvordan han og hans mor overlever flere år i et lille, aflåst rum. Donoghue og Østergaard skaber deres fiktioner på baggrund af virkelige hændelser. Bl.a. kom det i 2008 frem, at den østrigske mand Josef Fritzl, havde holdt sin egen datter fanget i sin kælder og voldtaget hende. En anden kendt sag er Natascha Kampusch, som blev kidnappet som 10-årig og holdt fanget i otte år, før hun slap fri. Hun udgav i 2010 selvbiografien ”3096 Tage”(”3096 dage”, 2011) om sine oplevelser.

    Jens Østergaard er ikke den eneste journalist, der har suppleret sin arbejdskarriere med at skrive krimier. Leif Davidsen er en af de bedst kendte, og han deler også Østergaards interesse for den slaviske kultur. Davidsen var i mange år korrespondent i Sovjetunionen, og i sine kriminalromaner trækker han på sin viden om russiske forhold, bl.a. i den populære trilogi ”Den russiske dame” (1988), ”Den sidste spion” (1991) og ”Den troskyldige russer” (1993).

    Jussi Adler-Olsen er en anden af Danmarks helt store krimisucceser. Debuterende spændingsforfattere kan kun misunde Jussi Adler-Olsen. Han har en kæmpe læserskare i Tyskland, hvor hans politikrimiserie om afdelingen for henlagte sager og vicekriminalkommissær Carl Mørch har ligget længe på bestsellerlisterne. Det er derfor formentlig også indirekte en del af hans fortjeneste, at Jens Østergaards krimiserie om Thomas Nyland nu bliver oversat til tysk. Østergaard indrømmer, at Adler-Olsen er et af hans forbilleder, og det var ikke uden ærefrygt, at han som debutant i 2012 overtog scenen efter Jussi Adler-Olsen på Krimimessen i Horsens.

    En anden forfatter, der har udgivet politikrimier, er danske Jesper Stein, der med sine Nørrebrokrimier ”Uro” og ”Bye Bye Blackbird” giver et indblik i politiets arbejde og samtidig anlægger et kritisk blik på PET.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Dragen, sangeren, helten. EC Edition
    Dragen, sangeren, helten. EC Edition

    Jens Østergaard

    2012

    Drengen & dæmonen. EC Edition
    Drengen & dæmonen. EC Edition

    Jens Østergaard

    2013

    Ritualet. EC Edition

    Jens Østergaard

    2014

    Noveller

    Line. Krimifan.dk

    Jens Østergaard

    2013

    Om forfatterskabet

    Web

    Forfatterens hjemmeside

    Her kan du finde info om bøgerne og forfatteren.

    Forfatterens facebookside

    Her kan du bl.a. følge med i forfatterens arbejde med sin tredje roman, ”Ritualet”.

    Artikel

    Skærbæk-dreng skriver krimi. Fredericia Dagblad

    Christian Ingemann

    2012-02-22

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Jens Østergaard

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Skærbæk er god for mange røverhistorier. Fredericia Dagblad

    Christian Ingemann

    2012-02-25

    [2]

    »Jeg giver det fem år«. Århus Onsdag

    Helle Holm

    2013-06-26