Ian Rankin

Genrer og tematikker

De første kriminalromaner med politifolk som hovedrolleindehavere blev skrevet i 1950'erne og brød med en tidligere tendens til at lade privatdetektiver stå for opklaringsarbejdet. Politikrimien er kendetegnet bl.a. ved at skildre samarbejdet mellem de ansatte på politistationen, den hårdkogte tone og det realistiske præg. Det er denne tradition, Ian Rankin skriver videre på. Han beskriver det skotske politi indefra som en hektisk arbejdsplads med masser af overarbejde, hård konkurrence og misundelse folkene imellem. Hans miljøbeskrivelser er ultrarealistiske, og man kan tilnærmelsesvis bruge hans romaner som et kort til at finde rundt i Edinburgh.

Rankins stil er blevet kaldt tartan noir. En genre som Karsten Wind Meyhoff i sin gennemgang af kriminallitteraturens historie beskriver således: ”Tartan noir er betegnelsen på en særlig variant af den hårdkogte kriminalroman med udgangspunkt i Skotlands storbyer og et gennemført desillusioneret syn på samtiden. Typisk drejer det sig om hovedpersoner a la Rankins John Rebus, der er ansat ved politiet, og som undervejs i opklaringsarbejdet oplever de dunkle sider af det skotske samfund.” (Karsten Wind Meyhoff: Forbrydelsens elementer. Informations forlag, 2009.)

Kriminaliteten i Rankins bøger er typisk mord, men også pædofili, hacking, kidnapning, terrorisme, prostitution, salg af narkotika og krigsforbrydelser tematiseres. Bandekriminalitet er et tilbagekommende problem, og i Rebus-serien vender gangsterbossen Cafferty løbende tilbage. Også flere af kollegerne og datteren Samantha optræder i flere af bøgerne.

”Hver bog føjer forhåbentlig en brik til det puslespil, der udgør Skotland i dag, idet den stiller spørgsmål om landets politik, økonomi, psyke og historie” [2]Sven Hakon RosselIan Rankin – samtidsromanens mesterBerlingske, 2007-04-14. har Rankin udtalt, og det er netop denne samfundskritiske ambition, der kendetegner forfatterskabet.

Beslægtede forfatterskaber

Hvad Ian Rankin er for det britiske bogmarked, er Jussi Adler-Olsen for det danske. I hvert fald hvis man ser på salgstallene. Men også indholdet i de to forfatteres bøger har mange fællestræk, da begge beskriver politiets arbejde med grufulde kriminalsager indefra. Adler-Olsens serie om den desillusionerede vicekriminalkommissær Carl Mørck på afdeling Q, bliver også – ligesom Rankins Rebus-serie blev det – indspillet som tv-serie.

Det er nu ikke sikkert, at Rankin vil bryde sig om at blive sat i bås med den danske forfatterkollega. Rankin har nemlig ved flere lejligheder kritiseret den skandinaviske krimi. Især den svenske Stieg Larssons bøger finder han utroværdige, og Rankin mener, at læserne snart må være trætte af psykologiske krimidramaer fra det kolde nord, der alle ligner hinanden. Undtagelsen er det svenske makkerpar Sjöwall og Wahlöö, som Rankin beundrer dybt. Selvom de to forfattere var marxister og deres populære serie om kriminalkommissær Martin Beck er fra 1970’erne, er deres bøger stadig aktuelle og læseværdige, mener Rankin.

Også James Ellroy og Michael Connelly hører til hans litterære forbilleder. Den amerikanske forfatter James Ellroy (f. 1948) er kendt for at skrive barske, historiske kriminalromaner og for at bruge selvbiografisk materiale i sine bøger. Ellroys mor blev myrdet, da han var ti år, og efter en tid som småkriminel havnede Ellroy i fængsel, hvorfra hans forfatterkarriere tog sin begyndelse. Det er især skildringerne af Los Angeles i 1940’erne og 50’erne, Ellroy er blevet kendt for. Han beskriver byens dobbelthed: den pæne overflade overfor al kriminaliteten og korruptionen.

Det amerikanske samfunds skyggesider gengives også i Michael Connellys (f. 1956) bøger. Connelly, der også er journalist, skriver politikrimier. Hans stil bærer præg af et stort researcharbejde og en bred viden om det amerikanske politis arbejdsmetoder. Connellys hovedkarakter, politimanden Borsch, er inspireret af James Ellroy, forældreløs og veteran fra krigen i Vietnam. Ikke ulig John Rebus er han en kompleks, men troværdig, romanfigur.

Relaterede forfattere