Birgithe Kosovic

Emneord:

Senest opdateret

Anna Møller
cand.mag., oktober 2020

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2010

I århundreder har den danske historiefortæller Birgithe Kosovics serbiske slægt holdt sin blodige fortid i live med mundtlige beretninger fra generation til generation. Og gennem det meste af ti år arbejdede hun på at sammenfatte dem i romanen “Det dobbelte land”. I den to bind lange romanbiografi ”Den inderste fare” arbejder hun med besættelsestidens udenrigs og senere statsminister, Erik Scavenius, og den historiske romanserie vandt i 2019 Politikens Litteraturpris. Senest har hun vendt blikket mod sin egen historie om sin fars vrede i dokumentarromanen ”Det, du ikke vil vide”.

Baggrund

Birgithe Kosovic er født den 22. marts 1972 i Albertslund. Hendes far er serber, moren dansk. Visheden om, at hun skulle være forfatter, kom til hende under en skriveøvelse i de tidlige skoleår i Albertslund. Som student snusede hun kortvarigt til danskstudierne på Københavns Universitet og arbejdede ellers som korrekturlæser, som researcher ved månedsbladet Press og som featurejournalist på Dagbladet Information og Morgenbladet i Norge.

”Kære far. Nu, hvor jeg tænker tilbage på alt det, der er sket, er der en ting, som står tilbage for mig: Jeg vidste godt, at du elskede mig. Men på en eller anden måde vidste jeg også altid, at du kunne få noget til at ske. Noget frygteligt og chokerende.”

”Det, du ikke vil vide”, s. 5.

Foto: Politikens forlag

Født
22. marts 1972 i Albertslund.
Uddannelse
Studier i dansk ved Københavns Universitet. År ikke oplyst.
Debut
Legenden om Villa Valmarana. Gyldendal, 1997. Roman.
Priser
Weekendavisens Litteraturpris, 2010. Danske Banks Litteraturpris, 2011. Radioens romanpris, 2011. Politikens Litteraturpris, 2019.
Seneste udgivelse
Det, du ikke vil vide. Politiken, 2020. Dokumentarroman.
Inspiration
Jana, en dværg.

Det meste af det er fra før den almindelige udbredelse af elektroniske artikeldatabaser, men vi har umiddelbar adgang til to artikler på Morgenbladets hjemmeside, den ene om Christian Lemmerzs udstilling af fordærvende svinekroppe i Esbjerg og den anden om den japanske kannibal Sagawa, som i Frankrig åd halvdelen af sin kæreste og blev celeb, da han vendte tilbage til Japan efter at have udstået en behandlingsdom på tre år. Det er ikke egentlige features, men klummer. I den sidste hedder det. “Til svar på dette må man spørge, om det er samfundet eller individet, der skaber det onde? Og dertil kan man kun sige, at samfundet vil altid være ondt over for den enkelte, fordi det opstiller regler, der ikke kan gås på kompromis med. Over for dette står mennesket, og om han vil videregive det onde, han udsættes for, eller ej, er altid hans eget valg. Lige som det er hans eget valg, om han hellere vil hæve sig så meget over sig selv, at han kan forstå de andre – og tilgive dem. Kærligheden er et personligt valg, og for dette står det samvittighedsfulde menneske til ansvar over for enhver.” [1].

Den kategoriske tone er den ungdommelige usikkerheds ældste skjul; på fire sætninger får hun i en alder af toogtyve ordnet, hvad filosofien har brugt totusinde år på ikke at kunne finde ud af; kærligheden og ondskabens natur, forholdet mellem samfund og individ og den fri vilje. Citatet er indikativt for forfatterskabets emnekreds og dybe søgen, og det er skrevet på en indsigt og afklaring, som er typisk for den store fortæller der er tidligt modnet – måske som konsekvens af hendes fars slægts akkumulerede erfaring af krig og vold på Balkan.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Birgithe Kosovic læser op fra og fortæller om ”Det, du ikke vil vide”.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Birgithe Kosovic har blikket rettet mod de dybe strømninger i historien. Mod kristendom, humanisme, nationalisme og individualisme. Hun bryder disse dybe strømninger i blikket på udskuddet og eneren: dværgen Jana, den forældreløse munk Theodor og Mihrimah med den deforme næse. Fortællingerne kredser om identitetsskabelse og -nedbrud i en forskelsløs, sublimeret, erotisk tekstur bugnende af sansninger, længsler, nysgerrige blikke, kurmageri, ægteskaber, fyrster og haremmer. Hovedperspektivet ligger hos kvinder i de to første romaner, og det gør sympatien også.

Med “Det dobbelte land” fører forfatteren undersøgelsen af de enhedsskabende dimensioner ind i farens familie og frem mod nutiden, og jo tættere hun kommer på nutiden, jo tættere kommer hun på egentlig realisme. Mest mærkbart bliver erotikken ekspliciteret. “Kærligheden er et personligt valg, og for dette står det samvittighedsfulde menneske til ansvar over for enhver.” [1].

I de historiske romanbiografier om den omdiskuterede politiker Erik Scavenius bruger Birgithe Kosovic det politiske drama til at afbilde en afgørende figur i dansk politik. Hendes kapitelinddeling med datoer og en personlig tone ligner dagbogens struktur, der kommer helt ind i alle afkroge af personens liv. Om forholdet mellem fakta og fiktion har hun selv udtalt*: ”Bogen er en roman og skal i sagens natur bedømmes som sådan. Jeg er selv historiker og dén, der til enhver tid vil argumentere for korrekt kildebrug. Men jeg vil slet ikke tøve med at bedømme bogen som et litterært mesterværk. (…) Jeg synes, man har pligt til at holde sig mest til kilderne, når man skriver om en autentisk person. Det er klart, det har været min største skræk, at der skulle sidde 100 historikertrolde derude og finde fejl i bogen.”* [2].

Det billede, som forfatteren tegner af den virkelige historiske Erik Scavenius, er et billede af en empatisk mand, der havde mange overvejelser i forbindelse med sine svære politiske beslutninger, og på den vis ender han med en vis portion sympati fra forfatterens side. Spørgsmålet er bare, om Erik Scavenius kan tillægges alle de tanker og overvejelser? Selv brændte politikeren alle personlige breve og dokumenter efter krigen, så det er svært at sige.

I ”Det, du ikke vil vide” bevæger Birgithe Kosovic sig ind på autofiktionens område med sin blanding af dokumentar og personlig skildring. Hun sætter sig i sin fars sted og forestiller sig baggrunden for hans frustration, og dermed bruger hun også fiktionens fantasi og sin menneskelige indsigt

Beslægtede forfatterskaber

Birgithe Kosovic ligger af alder og debut mellem halvfemsergenerationens punktprosaister og nullergenerationens legesyge og eksperimenterende digtere. Fra første pennestrøg skriver hun sig dog ind i en helt anden tradition for at forbinde tænkning og skrivning i magisk realisme, og forfatterskabet har sin egen tidløse stemme. I de første romaner folder det sig ud med et rent og naturligt ekko af Karen Blixens “Syv fantastiske fortællinger”. Som Karen Blixen beskrev sig selv som storyteller, så er Kosovic rent faktisk ud af en slægt af storytellere. Helt konkret mærkes det som en forskydning mod det forrige århundrede, mod eksotiske steder, mod adelige og fyrstelige karakterer, forunderlige hændelser og den erotiske understrøm, som de to forfatterinder har tilfælles. I “Det dobbelte land” går Kosovic ind og trækker direkte på de historier, som har vandret fra generation til generation i slægten, og her er vejen til Peter Høeg og i særdeleshed hans “Fortællinger om natten” ganske kort.

I sit arbejde med de historiske romaner, der former sig som en biografi over en afdød virkelig figur, ligner Birgithe Kosovic en forfatter som Anne Lise Marstrand-Jørgensen (f. 1971). Hun udgav i 2009-2010 sit to-binds-værk om nonnen, komponisten og forfatteren Hildegard af Bingen (1098-1179), og begge forfattere beskæftiger sig med de psykologiske aspekter af tilværelsen og behandler almenmenneskelige temaer som tvivl og kærlighed i et sansemættet sprog. Ligeledes har en forfatter som Dorrit Willumsen (f. 1940) bl.a. med den historiske roman ”Bruden fra Gent” (2003) om Christian II’s hustru Elisabeth samt Madame Curie-romanen ”Marie” (1983) skrevet sig ind i rækken af forfattere, der forener biografier, historie og fiktion.

Med ”Det, du ikke vil vide” – og den kritik, der underliggende gemmer sig bag portrættet af den vrede far, der slår hånden af sin datter – skriver Birgithe Kosovic sig ind i en række af forfattere, der gennem litteraturen tager et opgør med deres forældre. Leonora Christina Skov (f. 1976) og Malene Lei Raben (f. 1969) tog opgøret med deres mødre, mens Birgithe Kosovic som den eneste digter videre og også skriver med udgangspunkt i farens tanker og handlemønstre.