”Han kan se de andre for sig derhjemme: De kryber sammen under spisebordet i køkkenet, og der sidder Frane, Tomislav og Svetlana, der holder om Miki. Selv om hans barnebarn er tretten år og gammel nok til at insistere på at blive kaldt ved sit rigtige navn, Miloš, skjuler drengen ansigtet mod sin mors hals, mens granaterne detonerer på parkeringspladsen neden for altanen. Tordenbragene er så øredøvende, at ruderne klirrer, og lamperne i loftet bæver i deres ledninger – man gisper, mens jordklumper, metalstumper og glasskår rasler ned på altanens betongulv.”
“Det dobbelte land”, side 11.
Nu er det de tidlige 1990'ere, og rundt omkring ham er kroatiske nationalister i gang med at rense landet for folk af serbisk oprindelse. Milovan har serbiske rødder. Han er søn af partisanen og modstandshelten Radoslav, barnebarn af landsbyhøvdingen Jovan og oldebarn af Kos, som dræber en skatteopkræver i Hercegovina og flygter over bjergene til Kroatien, hvor han slår sig ned i dalen og giver slægten en ny hjemstavn og et nyt navn, Kosovic.
Romanen er i den forstand biografisk eller delvist biografisk. Det er Birgithe Kosovics egen slægt, der fortælles om, for Kosovic beretter de historier, hun har hørt i sin familie. Titlen kunne vel lige så godt have været det mangedobbelte land eller det fragmenterede land, for så vidt som den forsøger at indfange et virvar af etniske, religiøse, nationale og politiske modsætninger. Det er den tilstand, som regionen er blevet synonym med, og det er det fænomen, vi normalt blot kalder balkanisering. I Kosovics behandling af stoffet bliver det til en fortælling om skyld og skam, for jo tættere vi kommer på nutiden, jo mere kommer vi om bag facaden på slægtens hårdføre mænd, jo mere kontrast kommer der til det billede, der opretholdes i offentligheden.
Alle har de lig i lasten. Fortællingen er tæt på forfatteren, den vokser vildt og voldsomt på hende, men når man ser gennem stamtræets virvar af grene, øjner man trods alt et hårdt klippet bonzaitræ eller to. Det forhindrer ikke, at beundrere af forfatterskabets to første stilrene brokader givetvis ville ønske, at hun havde valgt hårdere i stoffet og gjort det til en (håndfuld) fortælling(er) af samme skuffe eller reduceret de tre første fjerdedele til skyts i den sidste fjerdedels påkoblede ægteskabsdrama eller som i spanske Julio Llamazares enestående tyste “Den gule regn” reduceret ægteskabsdramaet og røverhistorierne til et fjernt ekko og en manende tomhed i den gamle mands liv mellem bjergene.
Birgithe Kosovic
I århundreder har den danske historiefortæller Birgithe Kosovics serbiske slægt holdt sin blodige fortid i live med mundtlige beretninger fra generation til generation. Og gennem det meste af ti år...
Læs hele forfatterportrættet
