”Selv om uden hende, det vidste hun, ville ingen af de tre eller Villa Valmarana være til. Forlod hun dem, gik hun ud til det store intet på den anden side af dalen, ville alt være fortabt. Men efterhånden som tiden gik anede man i Janas øjne, at hun, hellere end at leve i det beståendes begrænsning, ville kaste sig ud i det fantastiske intet derude på den anden side af Valletta del Silenzio. Der kom en tid, hvor hun kun længtes efter at dø.”
“Legenden om Villa Valmarana”, side 62.
Hun vokser op på Po-sletten i Norditalien i et i ordets mest radikale betydning beskyttet miljø. Hendes forældre er døde. Bedsteforældrene har forvandlet slægtsresidensen Villa Valmarana til et torneroseslot. Hun er afskåret fra omverdenen og har ingen ide om sin deformitet. De har fundet på en historie fra de varme lande, som forklarer deres egen størrelse.
Hun har aldrig set andet end villaen og den omliggende park. Hun er blevet fortalt, at verden slutter på den anden side af den store mur, som omkranser godset. Meningen er, at hendes lykke aldrig skal forstyrres af omgivelsernes fordømmende blikke. Indtil hendes fjortende år virker det, men så begynder villaens begrænsninger at lukke sig sammen om hende, og en dag klatrer hun over muren og begiver sig ud i verden. Her bliver hun offer for en horde gadedrenge.
En rig greve tager hende til sig, og i hans tjeneste observerer hun på afstand inkarnationen af alt det, hun ikke selv er – den guddommelige Veronica – og den kærlighed, hun aldrig selv vil komme til at opleve, i det lidenskabelige stormløb, greven udsætter Veronica for. Grundlæggende prøver Jana at skabe et overblik i en malstrøm, hvor alt rummer sin egen modsætning, hvor alt bærer intet i sig: “Men som så meget andet, som ender med at modsige sig selv når det føres ud i sin yderste konsekvens, gjaldt det også for denne hendes svaghed, at den samtidig var hendes styrke.” (side 47). Det er en dybt menneskelig fortællerstemme, helt i ånden fra den blanding af rokoko og nyklassicisme, der flyder sammen i de mættede miljøskildringer. Handlingsforløbet er tilsvarende klart og formidles formfuldendt med talefigurer og rytme.
Birgithe Kosovic
I århundreder har den danske historiefortæller Birgithe Kosovics serbiske slægt holdt sin blodige fortid i live med mundtlige beretninger fra generation til generation. Og gennem det meste af ti år...
Læs hele forfatterportrættet
