BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Mona Høvring
Foto: Agnete Brun
*Seneste udgivelse

Mona Høvring

    Hovedforfatter
    • Betty Frank Simonsen
      journalist, cand.mag., januar 2020

    Intro

    Norske Mona Høvring er med sine fire romaner og seks digtsamlinger en velkendt skikkelse i det norske litterære landskab, men herhjemme blev hun først kendt med romanen ”Noget der hjælper”, som udkom på dansk i 2016. Mona Høvring skriver glasklart præcist og sanseligt om de nådesløse ungdomsår, om erotik, selvforglemmelse og sammenbrud.

    Baggrund

    Mona Høvring er født i 1962 på Norges vestkyst og vokset op på øen Karmøy. ”Jeg kommer fra havet,” fortæller hun i et interview med Politiken. ”Jeg er født i Haugesund på fastlandet, men er vokset op på en ø, i et sjøhus, et familiehus kaldt ’Høvring-huset’.” (Felix Thorsen Katzenelson: Forfatter har gjort seksualiteten nemmere: »Jeg kunne skrive millioner af bøger om vanskelighederne ved at være intim sammen med andre mennesker«. Politiken, 2018-11-17).

    ”Da jeg var ni år gammel lærte jeg at svømme. Det var min mor der lærte mig det i en drøm, og det var efter hun var død.

    I drømmen legede nabobørnene og jeg med glaskugler. Jeg havde vundet flere runder i træk da min mor kaldte på mig nede fra vejen. Jeg afbrød legen med det samme, lod de dyrebare glaskugler ligge, og løb hen imod hende. Hun trykkede mig ind til sig og spurgte om vi skulle tage ned og bade.”

    ”Noget der hjælper”, s. 9.
    Mona Høvring
    Foto: Agnete Brun
    • Født

      8. oktober 1962, Haugesund, Norge.

    • Uddannelse

      Studier til tandlægesekretær på erhvervsskole i Stavanger.

    • Debut

      IIK!! Ein dialog. 1998. Digtsamling.

    • Litteraturpriser

      Språklig samlings litteraturpris, 2012. Kritikerprisen (Norge), 2018.

    • Seneste udgivelse

      Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født. Forlaget Lesen, 2018. Oversat af Ditte Holm Bro. Roman.

    • Inspiration

      Camilla Collett, Fleur Jaeggy,Clarice Lispector.

    Livet der, hvor hun kommer fra, handlede om hav og fiskeri, og det var ikke et miljø, hvor folk interesserede sig for bøger. Høvring kendte heller ikke nogen, der skrev dem. Selv arbejdede hun på tandlægekontor og på fabrik, og da hun debuterede som forfatter med digtsamlingen ”IIK!! Ein dialog” (1998), var hun ansat som cateringmedarbejder på en boreplatform. Det har taget Høvring mange år at begynde at se sig selv som forfatter: ”Når folk spurgte ’Hvad laver du?’, så svarede jeg »sådan lidt forskelligt«”, fortæller hun i et interview til Politiken. ”Men nu kan jeg svare ’Jeg er forfatter!’ og behøver ikke føle, at det er underligt at sige højt”. (Felix Thorsen Katzenelson: Forfatter har gjort seksualiteten nemmere: »Jeg kunne skrive millioner af bøger om vanskelighederne ved at være intim sammen med andre mennesker«. Politiken, 2018-11-17).

    Sit danske gennembrud har Mona Høvring fået med debutromanen ”Noget der hjælper” (2016), der udkom på det lille Forlaget Lesen. Hun bor i Vestfossen i Norge med forfatteren Rune Christiansen, som hun selv kalder sin bedste og strengeste læser.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Mona Høvring har et lavmælt, let troskyldigt stilleje, hvor kvinder og deres indbyrdes relationer er i centrum for fortællingerne. Hendes romaner kan alle ses som en form for udviklingshistorie om pigers og kvinders opvækst.

    Det er en drivkraft for hendes personer, at de har en længsel efter en forbindelse med andre, men har meget vanskeligt ved intimiteten. I romanernes beskrivelse af ungdommens dunkle angst og usikkerhed præsenterer der sig dog altid et lys, som regel i form af et menneske: ”Der er altid en ’hjælper’ i mine bøger, det er ikke bevidst, men det sker hver gang (…) Det opstår bare; jeg tror, alle har brug for backup, alle har brug for hjælp i ny og næ,” fortæller Mona Høvring i et interview. (Felix Thorsen Katzenelson: Forfatter har gjort seksualiteten nemmere: »Jeg kunne skrive millioner af bøger om vanskelighederne ved at være intim sammen med andre mennesker«. Politiken, 2018-11-17).

    Romanerne er lyriske i sproget, og Høvring er ikke så optaget af at skelne mellem lyrik og romanfortællinger. Der optræder gerne poetiske sekvenser i romanerne, og det Høvringske univers kendetegnes ved, at et prosaisk hverdagslag er skrællet af, og noget nøgent, glasklart og skrøbeligt står funklende tilbage.

    Beslægtede forfatterskaber

    Mona Høvring holder selv af at læse en dansk forfatter som Helle Helle, og der kan være noget i de to forfatteres tilsyneladende lette og ind imellem let troskyldige tone, der kan minde en smule om hinanden. Men stilmæssigt og med sin ubesværede vekslen mellem lyrik og romanfortælling er Mona Høvring langt mere beslægtet med den norske modernist Tarjei Vesaas, som blandt andet har skrevet romanerne ”Fuglene” (1957) og ”Is-slottet” (1963), der begge netop er genudgivet på dansk.

    Høvrings roman ”Camillas lange netter” (2013), som indbragte hende en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris, men som ikke er udkommet på dansk, tager udgangspunkt i den norske, dansksprogede forfatter og kvindesagsforkæmper Camilla Colletts liv. Da Høvring læste Camilla Colletts selvbiografi ”I de lange nætter” (1862), blev hun ramt af en tone og et univers, hun kunne spejle sig i og som hun havde lyst til at udforske yderligere.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Camillas lange netter
    Camillas lange netter

    Mona Høvring

    2013

    Noget der hjælper
    Noget der hjælper

    Mona Høvring

    Forlaget Lesen, 2016. (Noe som hjelper, 2004). Oversat af Ditte Holm Bro.

    Venteværelset i Atlanten
    Venteværelset i Atlanten

    Mona Høvring

    Forlaget Lesen, 2017. (Venterommet i Atlanteren, 2012). Oversat af Ditte Holm Bro.

    Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født
    Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født

    Mona Høvring

    Forlaget Lesen, 2018. (Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blev født, 2018). Oversat af Ditte Holm Bro.

    Digte

    IIK!! Ein dialog
    IIK!! Ein dialog

    Mona Høvring

    1998

    Ensomme badedager og andre dikt
    Ensomme badedager og andre dikt

    Mona Høvring

    2000

    Helt vanlige mirakler

    Mona Høvring

    2006

    Å paradis

    Mona Høvring

    2008

    Ekornet og den vaklevorne brua

    Mona Høvring

    2010

    Jente med dødningehoved

    Mona Høvring

    2017

    Om forfatterskabet

    Mona Høvring: Camillas lange netter

    Helene Uri

    Norden.org, 2014.

    Følelsernes vildveje.

    Martin Bastkjær

    Information, 2018-11-30.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Mona Høvring

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Forfatter har gjort seksualiteten nemmere: »Jeg kun…

    Felix Thorsen Katzenelson

    Politiken, 2018-11-17.