BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Malte Tellerup
Foto: Lindhardt & Ringhof
*Seneste udgivelse

Malte Tellerup

Senest opdateret
  • Redaktionen
    september 2025
Hovedforfatter
  • Karina Søby Gulmann
    cand.mag., november 2023

Intro

Malte Tellerup skriver realistisk samtidslitteratur, der med afsæt i en stor kærlighed til naturen og en afsky for det destruktivt maskuline sætter det moderne liv i centrum. Omsorgen og muligheden for at træde udenfor de gængse normer er lige så udgrænset, som den frie natur er det i konkurrencesamfundets og industrilandbrugets tidsalder. I debuten ”Markløs” bliver en vandring tværs over Fyn afsæt til at sætte temaer som skilsmissefamilien, seksualitet, identitetsproblemer og queeridentitet i spil – temaer der også flyder igennem Tellerups øvrige værker.

Baggrund

Malte Tellerup er født i 1989 i Elmelund sydvest for Odense og har trådt sine barnesko forskellige steder på Fyn – blandt andet i Elmelund og Svendborg. Håndboldhallen var familiens samlingspunkt. Både moren og faren var aktive håndboldspillere, og ikke mindst faren lagde utroligt mange timers frivilligt arbejde i Bolbro boldklub. Da forældrene blev skilt, fortsatte håndboldhallen med at være familiens konstant. I en artikel i Weekendavisen skriver Malte Tellerup: ”Jeg brugte det meste af min barndom og ungdom i en håndboldhal. Som barn i en skilsmissefamilie med skiftende bopæle var hallen noget af det mest konstante i min opvækst. Jeg har haft flere hjem, men jeg har kun haft to haller. Bolbrohallen og Gudmehallen. Vi lærte at se mor og far på skift, undtagen når vi var i hallen. Der samledes familien stadig, når jeg eller bror skulle spille kamp. I mange år var far min træner, bror spillede på holdene under mig, og mor sad på sidelinjen. Far var fortsat aktiv, og tit så bror og jeg også ham spille. Som familie har vi tilbragt søndag efter søndag i hallen, og hallen har været min families andet, hvis ikke ligefrem min families rigtige hjem.” [2]Malte TellerupFølelsen af harpiks og svedende kroppeWeekendavisen, 2022-07-14..

”På den her grænse mellem landsby og mark er der ingen ugødede enge. Der står ingen blåtop eller gederams, som bøjer sine nakker for regnen. Kun oppløjede firkanter. (…) Jeg føler en trods på vegne af de vækster, der holdes nede. Hvorfor er det tvingende nødvendigt at opretholde jorden sådan? Jorden føles som forceret afgrænsning, som rammer der udpeger, at her er driften, her bor borgerne, her er normaliteten.”

”Markløs”, s. 85-86.
portræt af Malte Tellerup
Foto: Lindhardt & Ringhof
  • Født

    1989, Elmelund, Fyn.

  • Uddannelse

    Cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 2016.

  • Debut

    Markløs. Lindhardt og Ringhof, 2017. Roman. Litteraturpriser: Blixenprisen, 2018.

  • Seneste udgivelse

    Landsbyen genrejst : hymnisk agitation. Gyldendal, 2025. Digte.

  • Inspiration

    Hans Otto Jørgensen, Knud Sørensen, Birgitta Trotzig og Chris Kraus.

Malte Tellerup blev student fra Svendborg Gymnasium og lagde pludseligt håndbolden på køl, netop som han stod på tærsklen til en decideret professionel håndboldkarriere. Efter en værnepligt ved Beredskabsstyrelsen på Bornholm flyttede han til København for at læse litteraturvidenskab, og i en periode studerede han i New York. I 2016 blev han cand.mag. fra Københavns Universitet. Allerede tre år tidligere debuterede han med to digte i det litterære tidsskrift Hvedekorn.

Han var sikker på, at han skulle skabe sig en akademikerkarriere, men en gåtur tværs over Fyn ændrede alt. Dels blev den inspiration til debutromanen ”Markløs” fra 2017, dels til beslutningen om at flytte på landet igen. Denne gang til den vestjyske flække Vemb, hvor han sammen med sin kæreste – forfatteren Liv Sejrbo Lidegaard – boede tre år på et nedlagt landbrug. Da parret fik deres første barn, flyttede de tilbage til København.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Malte Tellerup taler om håndboldens betydning for ham og i dansk kulturliv. Litt Talk, 2022.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I Malte Tellerups forfatterskab gribes samtidsromanen an fra forskellige perspektiver. I debutromanen ”Markløs” er rejse- og udviklingsromanen i centrum, når læserne følger den unge Maltes vandring over Fyn og ind i en bedre forståelse af sig selv, sin seksualitet og sine (dysfunktionelle) familierelationer. Romanen skriver sig samtidig ind i den autofiktive genre, hvor handlingen balancerer tæt på forfatterens eget liv. En genre han i øvrigt også benytter sig af i ”Mestrene”. ”Hedeselskabet” er både en kunstner- og udviklingsroman. Her får læserne indblik i tre unge kunstneres liv, inspiration og mangel på samme, og pengemangel fremstilles som et uomtvisteligt vilkår. I romanen bæres fortællerstemmen af forfatterspiren Tobias, som kæmper med at finde fodfæste som forfatter og som queer, biseksuel mand – i den vestjyske provins, hvor der ganske vist er vidtstrakte marker og høje himle, men meget lidt plads til at performe som andet end stærk, heteroseksuel mand.

I den aktivistiske roman ”Spræng fabrikken” står kærligheden til naturen i centrum sammen med en forundring over, hvordan vi mennesker kan tillade, at storindustrien og kapitalen ødelægger vores natur og verden. I det hele taget forbinder kærligheden til naturen Malte Tellerups første tre romaner og giver afsæt til en kritik af det moderne liv, hvor vi i vid udstrækning lever over evne – i modsætning i øvrigt til romanernes hovedkarakterer, der må kæmpe for det daglige brød. Også temaer som identitet, maskulinitet, queeridentitet og skilsmissefamilier går igen i forfatterskabet, også i ”Mestrene”, hvor hovedtemaet er håndbold.

Særligt i de to første romaner benytter Tellerup dialekt, når han gengiver dialog, og på den måde stedfæster han romanerne og giver udkantsdanmark stemme. I et interview fortæller han, at hans rødder på landet har betydet alt for hans forfatterskab: ”Jeg har fundet mit sprog ved at kigge tilbage på min opvækst på landet – og på landskabet især. Jeg havde svært ved at finde den retning, mit forfatterskab skulle have, når jeg skrev i byen. Den fik jeg af landskabet.” (Julie Toft-Nielsen: Forfatter Malte Tellerup ville tilbage til landet for at blive til noget. Jyllands-Posten, 2021-08-20).

I et interview med Kristeligt Dagblad reflekterer Tellerup over, hvordan han har forsøgt at formidle historien og samtidig forsøgt at passe på sine nære: ”Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg behandler mit stof. Man kan sige, at Knausgård virkelig fyrede den af med alle tænkelige detaljer, hvor jeg er gået ind i at finde en balance og skrive med omsorg. Nogle af familierelationerne rummer svære historier, og derfor skal de behandles med respekt.” [1]Dorte Washuus28-årig debutant giver stemme til den almindelige, ualmindelige…Kristeligt Dagblad, 2017-02-17..

Beslægtede forfatterskaber

Tre oplagte forfatterskaber at sammenligne Malte Tellerup med er Hans Otto Jørgensen, Jens Smærup Sørensen og Knud Sørensen. De er fælles om at behandle naturen, livet på landet og landbrugets udvikling – f.eks. i Hans Otto Jørgensens ”Ida og Axel-trilogien” fra 2007 og i Jens Smærup Sørensens ”Evigt i tiden” fra 2023. Hans Otto Jørgensens ”Dead man walking” fra 2016 tematiserer, hvordan samtidens industrilandbrug ødelægger både naturen, dyrene og forholdene for landmændene, og Jørgensen og Tellerup skriver også begge om maskulin identitet.

Hos Tellerup står kritikken af det heteronormative maskuline ideal – og rammerne for queeridentitet – centralt, og her er der paralleller til f.eks. Thomas Korsgaard i ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, Glenn Bech i ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, Gry Stokkendahl Dalgas i ”Det er herfra jeg vil begynde at tale” samt Leonora Christina Skov i ”Den, der lever stille”. Queer-perspektivet udfoldes også i franske Édouard Louis’ ”Færdig med Eddy Bellegueule”, der er en beretning om at vokse op i et fattigt fransk landsbymiljø som mønsterbryder og homoseksuel.

”Markløs” ligner bl.a. Tomas Espedals ”Gå” og Tove Janssons ”Sommerbogen”, der alle har rejsen, kærligheden til naturen og en kritik af det moderne liv som omdrejningspunkt. I ”Gå” forlader hovedpersonen Tomas sin elskede og vandrer ud i verden for at vende det moderne liv ryggen og reflektere over sit liv. Med afsæt i den unge Sophias sommerferie i Skærgården skildrer ”Sommerbogen” den moderne verdens ødelæggelse af naturen, hvor det vilde indkapsles og naturens balance trues.

Med ”Spræng fabrikken” skriver Malte Tellerup sig ind i den aktuelle klimalitteratur, der bl.a. også tæller Kristina Stoltz’ ”For evigt”, der har natur, klima og familiære svigt som centrale temaer. Kim Blæsbjerg udgav i 2023 romanen ”De bedste familier” om Cheminova, men imens ”Spræng fabrikken” handler om tre klimaaktivister, der sprænger Cheminova, er afsættet for Blæsbjergs roman etableringen af fabrikken i Vestjylland i 1950’erne med blik for efterkrigstidens udvikling inden for industri, økonomi, kvindefrigørelse og seksualitet. Samtidig giver den et indblik i, hvorfor kemifabrikken ikke for længst er blevet forbudt. ”Mestrene” skriver sig ind i sportsgenren, der i forvejen befolkes af bl.a. Hans-Jørgen Nielsens ”Fodboldenglen” og Jørgen Leths ”Sportsdigte”.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Markløs
Markløs

Malte Tellerup

Lindhardt og Ringhof, 2017.

Hedeselskabet
Hedeselskabet

Malte Tellerup

Lindhardt og Ringhof, 2020.

Spræng fabrikken. OVO press
Spræng fabrikken. OVO press

Malte Tellerup

2023

Mestrene
Mestrene

Malte Tellerup

Lindhardt og Ringhof, 2023.

Digte

Landsbyen genrejst : hymnisk agitation
Landsbyen genrejst : hymnisk agitation

Malte Tellerup

Gyldendal, 2025.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Malte Tellerup

Om forfatterskabet

Som ung drømte han om at komme væk fra Fyn: N…

Thomas Balslev og Rita Kuhlmann

Heartbeats, 2020-20-28.

Podcast

Det blæser altid i Vestjylland. Portræt af Malte Tell…

Dennis Jovcevski Hursid

Lindhardt og Ringhof, 2020.

Kilder citeret i portrættet

[1]

28-årig debutant giver stemme til den almindelige, ualmindelige…

Dorte Washuus

Kristeligt Dagblad, 2017-02-17.

[2]

Følelsen af harpiks og svedende kroppe

Malte Tellerup

Weekendavisen, 2022-07-14.