Tove Jansson

Genrer og tematikker

”Jeg elsker novellen, koncentreret og samlet omkring en enkelt idé. Der skal intet unødvendigt være i den, man må være i stand til at rumme fortællingen indesluttet i sin hånd.” (Madeleine LaRue: A Little Piece of a Life: Tove Jansson’s Fiction for Adults. Los Angeles Review of Books, 2014-12-21. Egen oversættelse). Novellen var Tove Janssons foretrukne form. Selv de værker, der ikke er novellesamlinger, ”Billedhuggerens datter” og ”Sommerbogen”, er i deres fortællestruktur meget lig novellesamlingerne. Hvert kapitel har anekdotisk karakter, hvilket vil sige, at de er nedslag i forskellige situationer i karakterernes liv, der ikke er nærmere bestemt tidsmæssigt. Der er ingen fast kronologi, måske kun let i ”Sommerbogen”, hvis sidste kapitel markerer øopholdets afslutning og efterårets komme. Særligt Tove Janssons tidlige voksenforfatterskab er præget af en stor opmærksomhed på sansninger. Sproget er enkelt registrerende, men på en måde der udvider og ophøjer de helt små ting. Særligt i ”Sommerbogen”s mikrokosmos, hvor intime sansninger lader øens natur vokser til en hel verden: ”Lige ved siden af lå der en stump bark. Hvis man kiggede længe nok på den, voksede den og blev til et meget gammelt bjerg med kratere og hvirvelformede furer.” (”Sommerbogen”, s. 27). En særlig opmærksomhed på naturen er til stede gennem hele forfatterskabet. Igen og igen vender fortællingerne tilbage til skærgårdsøer, enge og skove. Naturbeskrivelserne eksisterer både i deres egen ret og som en afspejling af karakterernes tanker og følelser. Relationer mellem mennesker går også igen som et centralt tematisk spor i Tove Janssons fortællinger. Det kommer særligt til udtryk i de mange dialoger, der både udtrykker miskommunikation og forsoning. Tove Jansson bruger novelleformen til i fortættet form at skildre livets både banale og helt essentielle eksistentielle udfordringer. Her er mennesker, der på hver sin måde søger en mening, både unge og gamle, der famler sig igennem livet, og som i korte øjeblikke finder ro og mening i naturens sansemættende skønhed.

Beslægtede forfattere

Tove Jansson debuterede som børnebogsforfatter i 1945 samme år som Astrid Lindgren udgav den første bog om Pippi Langstrømpe. De to forfattere udgjorde sammen med deres kollega Lennart Hellsing en revolution i den svensksprogede børnelitteratur. På det tidspunkt blev børnelitteratur anset som et værktøj til børneopdragelse. Både Pippi og Mumitrolden står i skarp kontrast til den tradition. De agerer som selvstændige individer, og der er en tro på det kompetente barn, som er ny og forfriskende. For eksempel tøver Mumimor ikke med at sende Mumitrolden alene ud på farlige opgaver, som for eksempel i “Kometen kommer” eller i “Troldvinter” hvor Mumitrolden er overladt til at klare sig selv i den fremmede vinter.

De tre forfattere er meget forskellige i deres udtryk. Hellsing er mest kendt i Danmark for sine remsebøger om Krakel Spektakel, men de er fælles om en ny forståelse af barnet som individ og litteraturen som en mulighed for at sætte fantasien løs og gøre oprør med de voksnes regler. Hellsing formulerede engang sit syn på børnelitteratur således: “Al pædagogisk kunst er dårlig kunst, men al god kunst er pædagogisk”, hvilket fint udtrykker den moderne børnelitteraturs selvforståelse.

I Danmark haltede vi lidt bagefter de svenske børnebogsforfattere, og først i 1960’erne kom der for alvor gang i den modernistiske børnelitteratur Her står Ib Spang Olsens og Halfdan Rasmussens helt centralt med klassiske udgivelser som “Mosekonens bryg” og “Halfdans ABC”. Men også gamle kendinge som Hanne Hastrups Cirkeline-figur dukker for første gang op i denne periode.

Relaterede forfattere