Liv Sejrbo Lidegaard

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
december 2024

Hovedforfatter

Ida Dybdahl
cand.mag., 2018

I Liv Sejrbo Lidegaards poesi udforskes menneskets forhold til dets omgivelser og særligt naturen. Både debuten ”Fælleden” fra 2015 og ”Vi er her” fra 2018 er sanselige undersøgelser af hvordan menneskekroppe indgår i relationer til hinanden og tingene omkring dem. Skriften er på en gang nænsom og vilter, kroppe bliver til landskaber og landskaber bliver til kroppe. Centralt for forfatterskabet står spørgsmålet om hvem og hvad der kan udgøre et ”vi” – og ikke mindst hvem der udgrænses fra de fællesskaber der findes i dag.

Baggrund

Liv Sejrbo Lidegaard er opvokset i København med forældrene Bo Lidegaard og Vibeke Sejrbo Nielsen og tre brødre. Fra 1987-90 boede familien i Schweiz og fra 1997-2000 i Paris. Fra 2003-2005 gik hun på Christianshavns Gymnasium og i 2006 rejste hun i et halvt år i Sydamerika. Herefter påbegyndte hun sin uddannelse i Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

Foto: Sigrún Guldbrandsdóttir

Født
26. august 1986, København.
Uddannelse
Litterär gestaltning i Göteborg, 2014 og mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 2015.
Debut
Fælleden. Gyldendal, 2015. Poesi.
Litteraturpriser
Ingen kendte
Seneste udgivelse
Manna. OVBIDAT, 2024.
Inspiration
Rejser, musik, politik, filosofi, venskaber, forelskelser, hverdagen.

I 2010 skrev Liv Sejrbo Lidegaard sin bacheloropgave om Walter Benjamins ”Barndom i Berlin” og Pentti Saarikoskis ”Det yderste Europa” i Berlin og tog derfra videre til et studieophold i Paris i 2011, hvor hun læste Lettres, Arts, Pensée contemporaine – et tværfagligt studie i litteratur, kunst og nyere filosofi – på Université Paris-Diderot. I den periode offentliggjorde hun sine første tekster, blandt andet det lyriske essay ”Fortidens visioner i nutidens byer” i Atlas og ”Potentialedyr” i Trappe Tusind. I 2012 startede hun på forfatterskolen Litterär gestaltning i Göteborg og boede nogle måneder i en hytte i skærgården. I 2013 udgav hun sine første egentlige digte, først i OVBIDAT nr. 2 og derefter i Trappe Tusind og Hvedekorn. Siden har hun løbende bidraget til en række tidsskrifter, senest Københavnske Istidende.

Liv Sejrbo Lidegaard har beskrevet sit virke som forfatter som en måde at komme tættere på tingene omkring sig på: *”*Det handler vel om at komme i kontakt med virkeligheden. Det handler om at bruge sproget på en måde, der gør verden reel, en måde, der åbner virkeligheden op og gør den nærværende.” [2]. Ud over selv at skrive har hun oversat Athena Farrokhzads digtsamling ”Vitsvit” (2014) i samarbejde med Kamilla Löfström og Pernilla Berglunds ”Tiltager” (2014) fra svensk til dansk. I 2016 var hun ansat som ekstern lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor hun underviste i faget Geopoetiske læsninger. I øjeblikket bor hun på et landsted i nærheden af den vestjyske by Vemb i forbindelse med sin ansættelse som underviser på forfatterlinjen på Dansk Talentakademi i Holstebro. I januar 2018 blev hun leder på linjen.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I både ”Fælleden” og ”Vi er her” tematiseres og problematiseres forskellige former for fællesskaber: venskaber, parforhold, familien, det nationale, det historiske, det menneskelige og fællesskabet mellem alt levende. Som Liv Sejrbo Lidegaard beskriver i et interview: ”Jeg går op i fællesskabet. Hvem er med og hvem er ikke med? Fæet er den uden sprog. Det umælende. Det er enten dyret, som er uden for det menneskelige fællesskab eller fæet, som er den dumme eller uvidende person. Så i ordet fællesskab er de, som ikke må være der, også med.” [1]. Forfatterskabet rummer både en kritik af eksisterende hierarkiers eksklusionsmekanismer og et håb om nye mulige fællesskaber. Som der står i ”Vi er her”: ”Jeg drømmer om et system der er menneskene værdigt” (s. 77).

En andet spor i forfatterskabet er menneskets gennemgribende påvirkning af kloden. Med et nyere begreb kan man sige, at Liv Sejrbo Lidegaard beskæftiger sig med, hvad det vil sige at leve i den antropocæne tidsalder. En tidsalder, hvor menneskeskabte klimaændringer er allestedsnærværende. Hendes poesi forholder sig både til dette faktum ved at ironisere over menneskets selvbillede: ”se bare flamingoerne når de letter - ikke som os, der tror vi er små guder - der tror vi kan klare os selv - dét giver jo ingen mening” (”Fælleden”, s. 27) og ved at forskyde blikket fra mennesket som verdens centrum til fugleperspektiv: ”for falken er herlev et bjerg i lavlandet” (”Fælleden”, s. 66).

Liv Sejrbo Lidegaard er i sin poesi optaget af, hvordan sproget er med til at skabe vores virkelighed: ”Det, vi gør med sproget, er på en ret direkte måde med til at definere, hvad det er for en verden, vi lever i. Og hvis vi nu skal forestille os noget nyt, en ny verden eller en modstandskraft i stedet for bare at beskrive al den her død og ødelæggelse, kunne det måske finde sted i poesien.” [2]. Det tematiseres også eksplicit i hendes tekster, som når der for eksempel i ”Fælleden” står at: ”at benævne er at fremvise at fremvise er at forandre” (s. 33).

Beslægtede forfatterskaber

Ligesom flere yngre danske forfattere, der beskæftiger sig med økokritik, synes Liv Sejrbo Lidegaards forfatterskab beslægtet med den amerikanske digter Juliana Spahr. Spahr har blandt andet udgivet den indflydelsesrige digtsamling ”thisconnectionofeveryonewithlungs” (2005), der, som titlen anviser, beskæftiger sig med forbindelsen mellem alt, der trækker vejret, fællesskaber, og jegets indfiltrethed i verden.

Derudover indskriver Liv Sejrbo Lidegaards to udgivelser sig i en bevægelse i nyere dansk samtidspoesi, hvor mange unge forfattere skriver anfægtet om naturen, det sociale og det politiske som forbundne størrelser. Det er forfattere som Morten Chemnitz, Andreas Vermehren Holm, Asta Olivia Nordenhof, Lars Skinnebach, Julie Sten-Knudsen og Theis Ørntoft. Forbindelsen mellem den personlige hverdag og det politiske fællesskab er både kilde til teksternes håb og frustration, og der findes i disse forfatterskaber både en stor afmagt og et spørgsmål om, hvorvidt og hvordan forandring er mulig. Der er sjældent en tro på rene utopier, men der er gennemgående en interesse for mikrofællesskaber og en øget opmærksomhed mod, hvordan sproget bruges: Til at herske med eller til at lade det fremmede eksistere i sin ubestemthed.

Derudover kan forfatterskabets opmærksomhed mod de ting, vi som mennesker omgiver os med, også siges at have et vist slægtskab med udgivelser af blandt andet Lea Marie Løppenthin og Amalie Smith. Her er et overordnet fokus på fysikalitet og materialitet, hvordan vi sanser tingene, hvordan de påvirker os. Der zoomes ind på genstande og planter, hvormed vi får øje på den historie, der er lagret i dem.