Julie Sten-Knudsen

Genrer og tematikker

I Julie Sten-Knudsens debutdigte i ”Hjem er en retning” er hjem netop kun en retning og ikke noget, der kan nås, ligesom identitetsdannelse er en proces, der ikke leder hen til et færdigt resultat. Udgangspunktet i samlingen er det ensomme jeg, men digtene er også fulde af ydre kræfter og stemmer, som bliver gengivet, bl.a. som påbud fra omgivelserne. Digtene kommer her ind på det moderne samfunds individualisering og forventning om selvrealisering. Forhold, som skaber konflikter i jeget, der på den ene side oplever, at der bliver stillet krav og forventninger fra omgivelserne, og på den anden side oplever selv at stå med det fulde ansvar for sin egen tilværelse og succes. Jeget er altså ikke alene i verden, men definerer sig selv i forhold til andre mennesker og samfundet. Jeget taler ofte til et du, somme tider et specifikt du, andre gange et generelt du, og somme tider virker det, som om jeget taler til sig selv. De forskellige udsigelsespositioner og den hyppige adressering til et du illustrerer, at jeget definerer sig selv i forhold til andre mennesker. Det viser sig også i, at digtsamlingens lyriske jeg forholder sig til politiske spørgsmål. Det er altså ikke et jeg, der er lukket inde i sin egen navlepillende søgen efter sig selv – og hvor det hører ’hjemme’. Samspillet med omgivelserne er vigtigt i jegets søgen efter såvel identitet som hjem. Digtene i ”Syv lag” handler om kejsersnit og moderskab og i et større perspektiv vores forhold til jorden under os og klimaforandringer rundt om os.

Efter det enkeltstående essay ”Mit vintereksperiment” fik Sten-Knudsen blod på tanden i forhold til genren og til at lære sin egen prosastemme at kende: ”Essaygenren åbner for en mere direkte måde at formidle et stof på, hvor tekstens form ikke nødvendigvis er i forgrunden. Det gav mig blandt andet mulighed for at skrive om bøger, jeg har læst, og billeder jeg har set, uden at skulle opfinde en helt ny form til lejligheden.” (Gutkind forlag: ”Nogle mennesker forstår ikke, at man kan være genert omkring at synge, andre ved ikke hvordan det føles at have et angstanfald”. Gutkind.dk, 2024-03-06). I 2024 udkom essaysamlingen ”Sang for brummere”, hvor hun fra en personlig vinkel reflekterer over bl.a. depression, tennis, alternativer til kapitalismen, at flytte til Gøteborg og Anna Sybergs plads i kunsthistorien.

Beslægtede forfatterskaber

Julie Sten-Knudsens litterære forbilleder er bl.a. Inger Christensen og den svenske digter Göran Sonnevi, hvis digtsamling ”Klangenes bog” (1998) hun har oversat til dansk i samråd med Sonnevi. Sonnevi og Christensen kan sammenlignes både i valg af tematikker, f.eks. inddrager de begge politik, naturvidenskab og filosofi, men også i deres optagethed af form. F.eks. skriver Sonnevi i ”Klangenes bog” sonetter, som Christensen gjorde i ”Sommerfugledalen” (1991).

Julie Sten-Knudsens optagethed af hjemmet minder om Henrik Nordbrandts evige kredsen om stedet. I Nordbrandts digte optræder ofte et kronisk hjemløst jeg, der ikke føler sig hjemme nogen steder, fordi der ikke findes noget hjem. Det er altså en eksistentiel hjemløshed, der dog også kan komme til udtryk konkret ved f.eks. ikke at føle sig hjemme i sit fødeland. Hos Nordbrandt er hjemmet, ligesom hos Sten-Knudsen, ikke noget man kan vende tilbage til. Det findes højest i erindringen. Det betyder, at et sted aldrig vil være det samme, hvis man vender tilbage til det, fordi man selv er forandret.

Mere nutidige paralleller kan trækkes til den jævnaldrende Olga Ravn, der debuterede med digtsamlingen ”Jeg æder mig selv som lyng” (2012). Undertitlen ”Pigesind” refererer til Tove Ditlevsens debutdige, og digtsamlingen handler da også om en ung kvindes forhold til identitet, krop og køn. Kroppen er hos både Ravn og Sten-Knudsen et gennemgående tema, bl.a. hvordan kroppen har sin egen ’dagsorden’, der er uafhængig af omverdenens krav og forventninger.

Temaet om fødsel og moderskab, som det foldes ud i ”Syv lag”, deler Sten-Knudsen også med Ravn, der i 2020 udgav romanen ”Mit arbejde” om at være og blive mor, om fødselsdepression og samfundsmæssige forventninger til forældreskabet. Andre samtidige forfattere, der har skrevet om moderskab, er bl.a. Cecilie Lind i ”Mit barn” (2019), Liv Nimand Duvå i ”Mødrenes hus” (2022) og Mia Degner i ”Lyset bærer ikke nag til nogen” (2021). I 2024 er Julie Sten-Knudsen med i redaktionen på antologien ”Moderelementet” med nye og gamle tekster om at drage omsorg. I sin essayistik kan Sten-Knudsen minde om Mathilde Walter Clark, der i bl.a. ”Huset uden ende” (2020) skriver personlige og anfægtede essays om skrivning, sorg og racisme. Norske Karl Ove Knausgård har både i essays og skønlitteratur brugt den essayistiske metode med at tage afsæt i en personlig erfaring og gøre den universel.

Relaterede forfattere