”fra flyet er jorden diset og blå/ mit sengetøj lugter af dig// drikker lidt kaffe/ læner mig mod vinduet// nætterne gør mig sindssyg/ af længsel jeg lover// vi kommer til at dø samtidig/ blå er den farve lyset fra solen får// når det rammer atmosfæren/ det tilhører ingen eller alle// planeten virker venlig og fjern herfra/ som dem jeg forelsker mig i// vandet bliver lavere/ bølgerne ruller stenene bløde.”
”Fælleden”, s. 62.
I ”Lad det gå” er digtenes inventarium mere bypræget: radiatorrør, bagtrapper, parkeringskældre, netbank, stilladser. Her er naturen i højere grad til stede som en forestilling, et forbillede for både individet og fællesskabet: ”det usentimentale i naturen giver mig håb” (s. 25). Jeget er interesseret i, om naturen kan anvise nye livsformer, anderledes måder at indrette samfundet på, der bryder med gamle hierarkier: ”og se nu der, en flok/ en sindssyg gople/ der består af selvstændige små væsener/ der bevæger sig sammen// hvad er det for nogle/ nye måder at leve/ der hele tiden dukker op” (s. 26).
I sidste suite, ”Det er sent”, er det, som om membranen mellem menneskekrop og natur helt kollapser, digter-jeg og omverden glider ind og ud ad hinanden. Der er noget apokalyptisk over beskrivelserne af sort vand, der stiger op af byens riste og håndflader, der brænder. Men også en slags lindring i, at mennesket her får status som del af naturen frem for enten underlagt den eller behersker af den. Ligesom det beskrives, at en solsort ”siger sin lyd”, går mennesket rundt på sine ”urolige menneskeben”. Der vokser mælkebøtter ud af jegets hænder, der er shamaner og ritualer, og i munden på et ”du” finder jeget spor af søliljer og blågrønalger.
Liv Sejrbo Lidegaard
I Liv Sejrbo Lidegaards poesi udforskes menneskets forhold til dets omgivelser og særligt naturen. Både debuten ”Fælleden” fra 2015 og ”Vi er her” fra 2018 er sanselige undersøgelser af hvordan men...
Læs hele forfatterportrættet
