”øjnene/ noget der går gennem hjertet/ blåsort, søen/ noget i hjertet/ brutalt/ fuglekuglerne hænger i lyserødt garn udenfor mit værelse/ de bliver spist af alliker/ jeg modtager ofte tegn på, jeg ikke er alene/ pludselig findes jeg ikke”
”Hindebæger”, s. 23.
Teksterne forandrer sig fra at være meget luftige til at blive mere komprimerede, som et billede på, at sprog kan forandre sig og se forskelligt ud afhængigt af, hvordan man har det. Udover jeget optræder ansatte, andre indlagte og jegets familie, ofte med egne udtalelser, der hverken kommenteres eller vurderes af jeget: ”lægen: jeg kan se der er lys” (s. 35).
Der er ingen forklaringer på, hvad jeget fejler eller hvor længe indlæggelsen varer, men oplevelsen af krop og tilstand formidles i ord: ”jeg kan være ingenting/ det kan være forfærdeligt/ forlade kroppen/ mærke det strømme” (s. 23). Teksterne er glimt fra hverdagen på en afdeling med brikse, akvarier og SOSU-assistenter, med fælles rygestunder i gården, og dage, hvor der ikke er kræfter til at stå op. Tonen er mild og udramatisk, selv når der er politi og dødsangst, selv når virkeligheden smuldrer. Oplevelsen af tid er meget rummelig, og jeget er en let gennemstrømmelig person, der oplever verden helt åbent og transparent. De sansede øjeblikkene er beskrevet med en lavmælt musikalitet, og der kan ligge hele historier i simple sætninger: ”på gangene går jeg hurtigt som om jeg skal nogen steder” (s. 45). Fuglekugler og smerte optræder med samme vægt i den måde, jegets indre og ydre verden smelter sammen på. Der er en ro i dagens rutiner: at blive vækket (af ”én der hedder anita”, s. 25), lytte til fuglene, se metroen suse forbi og sludre med de andre, men af og til tager noget andet over, og jeget mister kontrollen og hukommelsen: ”Pludselig stå alene i den tilgroede sø på Amager Fælled med vandet til hofterne bryde sammen i vandet græde vand i vand og alger gråd ikke huske noget som helst ikke vide hvem man er.” (s. 43).
”Hindebæger” har et ømt blik på den syge i disse stilfærdige og fyldige optegnelser af dage i et liv, hvor det måske er de sårbare, der er heltene: ”hospitalstæpper som kapper, de drenge er spøgelser, de er helte” (s. 21).
Anna Rieder
Der er en strøm af planter og farver og dyr i Anna Rieders sanselige digte om psykisk sygdom og kærlighed, fra debuten ”Hindebæger” til demensbogen ”Hvor kendt er du på Frederiksberg”. Sammen med p...
Læs hele forfatterportrættet
