”Bjørn Hansen så på sin sønnesøn. Wiggo Nielsen Korpi Hansen, som han formodentlig hed, sad helt anonymt lige op og ned på sin umagelige stol ved bordet i sin bedstefars enkle stue og sippede utilpas til sin te. Han havde endnu ikke ytret et eneste ord, heller ikke nu ytrede han sig, selv ikke med ungdommelig mimik. Bjørn Hansen havde indtil videre heller ikke henvendt sig til ham med et eneste ord, ikke engang ladet sig præsentere ved at give ham hånden. – Nå, sagde Bjørn Hansen til Thea Nielsens replik om at hun havde bestemt sig for at hendes søn, Wiggo, skulle komme og bo hos ham.”
”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen”, s. 62.
En dag står hans svigerdatter og banker på døren, fordi hun har bestemt, at hendes søn, Bj. Hansens barnebarn, Wiggo, skal flytte ind hos ham, fordi Wiggo skal studere litteratur på universitetet. De to kommer fint ud af det med hinanden, og på et tidspunkt afslører barnebarnet, at han anser Bj. Hansen for at være en slags modstandsmand i det moderne samfund. Da Wiggo finder en kæreste, tager farfaren – bedstefar vil han ikke hedde, det lyder for hyggeligt – sig selv i at gå uhørt højt op i, hvad kæresten, en succesfuld, tidligere elitesportsudøver og nuværende sportsblogger, dog vil med hans provinsfødte barnebarn.
Ved et besøg bliver NN – Bj. Hansen er døv og har aldrig kunnet høre hendes rigtige navn, når Wiggo fortalte det, og kalder hende derfor bare NN – rasende på den gamle mand, som hun synes glor på hendes bryster.
Romanens slutning er en vild omvending i bogens eller neurotisk, overtænkende tempo, som man også har set Solstad gøre det før. Med et snuptag vendes historien på hovedet af Bj. Hansens uforklarlige og underlige handling, og som læser må man bare hænge på. Denne sidste roman om Bjørn Hansen rendyrker også den særlige energi og humor, Solstad har udviklet, hvor de ofte omstændelige sætninger bliver til en form for slapstick-komik. Om den gamle mand, der hverken har internet eller en e-mail og så godt som ingen interaktion med det omgivende samfund, skulle være en form for modstandshelt, bliver også bogens satiriske potentiale, som får den til at lægge sig i fin forlængelse af Solstads senere forfatterskab.
Dag Solstad
Dag Solstad har etableret sig som en af Norges største romanforfattere. I 1989 fik han Nordisk Råds Litteraturpris, og i de seneste år har han fået international succes. Dag Solstads forfatterskab...
Læs hele forfatterportrættet
