Nina Lykke

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
september 2026

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., august 2020

Norske Nina Lykke har nået en enorm læserskare med sin prisvindende lægeroman ”Næste!”, hvor hun går i kødet på lægestanden, den selvoptagede og forvænte middelklasse og et velbjærget samfund, hvor ingen krise er for lille til at blive vendt med lægen. Tidligere har hun udgivet skilsmissedramaet ”Nej, nej og atter nej” om udfordringer for de nyskilte mænd, der burde være lykkelige, men ikke er det. Med humor og overbærende sympati tager Lykke temperaturen på den skandinaviske velfærdsstat.

Baggrund

Den norske forfatter Nina Lykke er født i 1965 i den vestnorske by Trondheim. Hun er uddannet fra Den grafiske højskole i København. Siden 1989 har hun arbejdet som grafisk designer i Oslo.

”¬– Hvis bare jeg kunne få en smule kræft. Kun lige alvorligt nok til, at jeg fik hilst på døden, hørte den kolde stemme kalde. Kun lige så meget kræft, at jeg blev glad for at leve og kunne sætte pris på hverdagen og de små ting.
– Sådan fungerer det ikke.
– Nej, jeg ved det godt.”

”Næste!”, s. 172-73.

I 2010 debuterede Nina Lykke med novellesamlingen ”Orgien, og andre fortellinger” og i 2013 udgav hun sin første roman, ”Oppløsningstendenser”. Det var dog først med ”Nei og atter nei” fra 2016, at hun nåede ud til et større publikum, og denne bevægelse må siges at være fortsat med lægeromanen fra 2019, ”Full spredning” (”Næste!”, 2020), der er solgt til 14 lande og har solgt mere end 70.000 eksemplarer i Norge, og som indtog pladsen som den mest solgte roman i Norge i 2019.

Foto: Agnete Brun / Gyldendal

Født
17. juni 1965, Trondheim, Norge.
Uddannelse
Den grafiske højskole, København.
Debut
Orgien, og andre fortellinger. Oktober, 2010. Noveller.
Litteraturpriser
Bokhandelens forfatterstipend, 2014. Ungdommens kritikerpris, 2017. Brageprisen, 2019.
Seneste udgivelse
Hvor er de voksne?. Gyldendal, 2026. (Hvor er de voksne?, 2025). Oversætter: Andrea Fehlauer. Roman.

I romanen ”Nej, nej og atter nej” skildrer Nina Lykke en relation mellem forældre og børn, som spejler den måde, mange forældre opdrager på i dag, og som står i modsætning til den frie opdragelse, Nina Lykke selv fik i 1970’erne: ”Jeg var selv barn i 1970’erne og dengang var der ingen, der opdragede børn, som vi gør i dag. Vi har ikke fået det i vores barndom, som vi nu giver til vores børn. Men vi fik noget andet, som for eksempel frihed – en frihed som børn i dag ikke har. Vi kunne gøre lidt hvad vi ville, på godt og ondt. På godt i forhold til mig selv i hvert fald. Jeg blev hverken misbruger eller slået ihjel, selvom jeg havde utrolig meget frihed og kunne gøre, hvad jeg ville.” (Kia Svaetichin: Författaren Nina Lykke: Äktenskapets tid är förbi – det är fint men samtidigt väldigt naivt att tro att kärleken ska hålla livet ut. Svenska YLE, 2019-05-17. Egen oversættelse).

Nina Lykke skriver om normale mennesker, forstået på den måde, at hun skriver om folk, som de er flest, velvidende at alle har deres egne historier og grunde til at gøre hvad de gør – og at alle har et kaos inde i sig, uanset hvor glat facaden er. I forbindelse med udgivelsen af romanen ”Oppløsningstendenser”, der handler om en kvinde i alvorlig krise, fortalte Lykke i et interview om sin interesse for angsten for ikke at være normal: ”Jeg tror, at vi alle er bange for at havne i situationer, hvor vi ikke føler os normale. Det er en trøst at tænke på, at det er en fælles angst. I middelklassen er der meget angst. Der er meget man ikke kan snakke om. Angsten for at sige noget forkert er meget stærkt til stede i sociale sammenhænge.” (Bente Thoresen: Nesten helt utenfor. Psykisk helse, 2015-12-17. Egen oversættelse).

Skilsmisse og alle de manøvrer, der skal til for både at indse og gennemføre skilsmissen, interesserer Lykke, der selv blev skilt som 34-årig – hvilket ifølge hende selv var smart, så hun var ung nok til at orke at finde en ny partner.

Nina Lykke er bosat i Oslo.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Nina Lykke om ”Nei og atter nei”, Nyhetsmorgon, april 2018.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Nina Lykke skriver friskt og ligefremt om de temaer, der fylder i et helt almindeligt skandinavisk middelklasseliv: børneopdragelse, ægteskab, utroskab, arbejdsliv, skilsmisse og individets forhold til samfundet. Grundlæggende genkendelige emner for de fleste. Ved at anlægge et humoristisk blik på dagliglivet får hun det ofte til at fremstå lettere absurd og til tider meningsløst. Er livet bare at stå op, håndtere sine børn, gå på arbejde og falde i søvn foran fjernsynet om aftenen? Hvor gemmer lykken sig – og kan vi forvente at finde den? Lykkes bøger fortæller om den forvænte nordmand, der er så rundet af velfærdsstaten, at hun tager ydelser og omsorg for givet. Og at livet har så mange muligheder, at vi bliver helt stressede af selv at skulle gribe dem: ”Niveauet for, hvad der er et godt liv at leve, er meget højt. Nulpunktet ligger ganske højt oppe i forhold til for 100 år siden - ja eller for 30 år siden for den sags skyld. De indre krav er så utroligt høje. Jeg tror, at mange føler sig forpligtede til at benytte alle de mange muligheder, der findes i dag, og det gør os alt andet end lykkelige.” [3].

Nina Lykke er optaget af den nødvendige facade, der får det sociale liv til at glide smidigt. Uden facaderne ville det hele krakelere, og konsekvenserne vil blive for store, hvis vi bare giver los og siger, hvad vi egentlig tænker. Da lægen Elin i lægeromanen ”Næste!” siger til patienterne, hvad hun tænker, falder det hele fra hinanden. Om valget af at skrive en lægeroman konstaterer Lykke tørt:”Jeg har givet romanen undertitlen ”En lægeroman”, fordi den handler om læger. Hovedpersonen er læge, hendes mand er læge, deres døtre er læger - alle er læger. Ergo er det en lægeroman.” Hun tilføjer: ”Jeg synes, det var interessant at skrive om læger, fordi de ofte får ting at vide om os, som vi ikke engang fortæller vores nærmeste. Læger er som gamle dages præster, som mange jo betroede sig til før i tiden, og som også havde tavshedspligt.” [3].

I sin sympatiske samfundskritik revser hun de vattede forældre, der ikke sætter grænser for deres børn eller tør sige dem imod. Hun skildrer den afhængighed af mobiltelefoner og selvfremstilling på sociale medier, der præger både børn og voksne, og hun giver et indblik i de aldrende ægteskaber, der udadtil virker sunde, men som ædes op af had, foragt og opgivenhed. I vores store forventninger til velfærdsstaten ligger der en fralæggelse af ansvar for eget liv og en evig længsel efter noget mere og andet – fordi vi kan.

Lykkes romaner hænger tematisk og stilistisk tæt sammen, og selv hovedpersonerne går igen: Både Julie og Ingrid fra ”Nej, nej og atter nej” kommer forbi lægen Elins konsultation i ”Næste!” (s. 240-42).

Beslægtede forfatterskaber

Kvinder midt i livet er både centrum i Nina Lykkes bøger og i Dorthe Nors’ ”Spejl skulder blink” (2016), hvor hovedpersonen Sonja er et uforløst kvindemenneske, der sidder fast i sit liv og vil finde en ny retning: Hun vil tage kørekort og køre ud af byen. Hos både Nors’ Sonja og Lykkes Ingrid og Elin er der stor forskel på det ydre og indre liv, og disse midaldrende kvinder gør op med forventninger og den altid pæne overflade.

Lægen Elin er rasende, og rasende kvinder kan man også møde i Monica Isakstuens forfatterskab, hvor småbørnsliv, ægteskab, skilsmisse, hverdage, uperfekte forældre og bristede forventninger til livet og lykken skildres i både ”Raseri” (2019) og ”Vær god ved dyrene” (2018).

Skilsmisse er et velkendt tema i litteraturen, og man kan således gå til for eksempel Jón Kalman Stefánsson, der i ”Fisk har ingen fødder” (2015) følger manden Ari efter et voldsomt brud. I Per Petterssons ”Mænd i min situation” (2018) følger vi Arvid Jansen, der er blevet skilt og har mere end svært ved at holde sammen på stumperne af sig selv og forholdet til sine døtre.

Lotte Kirkeby Hansen skriver i sin novellesamling ”Jubilæum” (2016) om skilsmisse, som også Claus Handberg Christensen gør det i ”Tak for mørket, far” fra 2009 og Lone Hørslev i digtsamlingen ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”, der ligeledes er fra 2009 og har undertitlen Skilsmissedigte.

Ungdomsforfatter Lise Villadsen skriver i ”Tigerhjerte” (2018) ud fra en teenagers perspektiv om, hvordan forældrenes skilsmisse opleves – og generelt er skilsmisse et udbredt tema i den samtidige børnelitteratur.

Svenske Lena Andersson har i sine romaner muntret sig med at beskrive den svenske velfærdsstats bagsider. Folkhemmets storhedstid og forandring oprulles i ”Sveas søn” (2019).

Hos Lykkes landsmand Dag Solstad finder man også et oprør mod den tiltagende tendens til at tale om praktiske ting på lærerværelset i stedet for verdenslitteratur og filosofi. Den både vrede og resignerede gymnasielærer Elias Rukla harcelerer over det åndløse samfund og den norske velfærdsstat i ”Generthed og værdighed” fra 1994, der blev oversat til dansk i 2017.