Lotte Kirkeby Hansen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
januar 2024
Marie Hauge Lykkegaard
cand.mag., februar 2022

Hovedforfatter

Christine Fangel Juhl
cand.mag., 2016

Med fine registreringer, velplacerede indskudte sætninger og stille antydninger skriver Lotte Kirkeby om det at miste i alle livets aldre. Hverdagen folder sig ud på siderne, men livets ventede og uventede tab indtager hovedrollen. Der råbes sjældent højt i Kirkebys tekster. Til gengæld får stilheden, erindringen og en økonomisk brug af ord lov til at fylde.

Baggrund

At Lotte Kirkebys liv skulle ende med at have litteratur og skrift som epicenter, havde hendes forældre nok ikke ventet. Hun kommer nemlig fra en udpræget naturvidenskabelig familie, hvor faren, der var farmaceut, og moren, der er laborant, mødtes på et sygehus som flere andre par i familien. Men det blev litteraturen, der endte med at fange Kirkeby, og efter næsten ti år i forlagsbranchen og lige så mange som selvstændig kommunikatør og redaktør debuterede hun i 2016 med novellesamlingen ”Jubilæum”.

”I år var det Lone, der var boldopgiver, og jeg var med, selv om jeg blev valgt til sidst. Mit hår var blevet så langt, at jeg fik det ind i ansigtet, når jeg løb, men det var stadig for kort til at blive sat op, og min søster var stadig sur over, at hun havde fået stuearrest, og at min mor var blevet så tosset, når jeg nu selv havde sagt ja til at sidde model.”

”Jubilæum”, s. 16.

Foto: Lea Meilandt / Gutkind

Født
8. januar 1970.
Uddannelse
Cand.mag. i litteraturhistorie og fransk, Aarhus Universitet 1997.
Debut
Jubilæum. Rosinante, 2016.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Resten af sommeren. Gutkind, 2024. Roman.
Inspiration
Helle Helle, Naja Marie Aidt og Pia Juul; Gustave Flaubert, André Gide, Émile Zola. Flittig læser af Ida Jessen, Alice Munro og Linn Ullmann.
Lotte Kirkeby taler med litteraturformidler Sarah Hvidberg om "Hvis man ikke vidste bedre", marts 2022

Lotte Kirkeby blev født i 1970 og boede de første år af sit liv med sine forældre og sin storesøster i Kjellerup i Midtjylland. Efter forældrenes skilsmisse flyttede fireårige Lotte med sin mor og søster til et villakvarter i Skive, mens faren bosatte sig lidt uden for byen på en herregård. Barndommen var derfor delt op i hverdagen som provinsbarn på villavejen og livet på landet hver anden weekend. I 1988 blev Kirkeby naturfaglig student fra Skive Gymnasium, for hun troede længe, at hun skulle følge i familiens naturvidenskabelige spor. Men hun endte med at læse litteraturhistorie på Aarhus Universitet, hvor interessen især faldt på det 19. århundredes franske realister og naturalister.

Da Lotte Kirkeby i 1997 dimitterede fra Aarhus Universitet, blev hun ansat som redaktør på Gyldendal samtidig med forfatterkollegerne Simon Fruelund og Henriette Rostrup. Her arbejdede hun primært med udenlandsk litteratur, inden hun i 2006 blev ansat som redaktionssekretær på fagbladet Journalisten. Siden 2007 har hun arbejdet freelance som blandt andet ekstern redaktør, oversætter, anmelder og konsulent, og så har hun udgivet tre fagbøger.

Skiftet fra at arbejde med litteratur til selv at skrive den beskriver Kirkeby som ”et godt fortrængt ønske” og uddyber: ”Jeg havde aldrig skrevet før. Jeg havde mange pennevenner, da jeg var lille, men ellers læste jeg bare. Det er altså ikke sådan, at jeg har skrevet og skrevet og derfor havde en masse materiale liggende i skrivebordsskuffen.” [2]. Vendepunktet blev, da hun ved juletid i 2014 med en veninde lavede et nytårsforsæt om, at nu skulle hun begynde at skrive og meldte sig til et skrivekursus, hvor mange af novellerne i ”Jubilæum” blev til. Romanen ”De nærmeste” var nomineret til DR Romanprisen i 2020.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Lotte Kirkeby taler med litteraturformidler Sarah Hvidberg om "Hvis man ikke vidste bedre", marts 2022:

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Lotte Kirkeby behandler de menneskelige relationer, som vi alle indgår i. Særligt familien og parforhold og de kriser, der følger med den slags forhold, står i fokus. I novellesamlingen ”Jubilæum” belyses livets milepæle ud fra det at miste og viser, hvordan man ofte handler ulogisk, men også meget menneskeligt, i kritiske situationer.

Om det gennemgående tema om tab i forskellige livsstadier i ”Jubilæum” siger Lotte Kirkeby: ”De første tekster kom hurtigt, og jeg tænker, at de har ligget længe og trængt sig på. Og så pludselig kunne jeg ane et mønster, og jeg fik lyst til at undersøge litterært, hvad der sker med os, når vi mister. Både de helt store tab, som vi for eksempel oplever i forbindelse med dødsfald og skilsmisse, men også de mindre og mere eksistentielle, som for eksempel tab af barndommens uskyld – eller tab af forestillingen om det menneske, man er.” [2]

Det samme er på spil i hendes romaner. ”De nærmeste” udspringer direkte af novellesamlingen, da Lotte Kirkeby valgte at tage en af teksterne ud af den færdige bog og arbejde videre på den. Det blev til hendes første roman, som også handler om sorg og tab – denne gang også i forhold til søskende. Anna, Eva og Christian, der som børn var symbiotisk tætte, oplever som voksne, at deres forestilling om barndommen ikke stemmer overens. Om det siger Lotte Kirkeby: ”(…) de har hver sin oplevelse af, hvordan det har været at vokse op i den familie. Og da forældrene dør, falder deres fortælling også fra hinanden, så det bliver klart, at der nu ikke længere er en familiehistorie, men tre søskende med hver sin historie.” [3].

I ”Hvis man ikke vidste bedre” er det tabet af symbiosen mellem mor og barn, der er i fokus. I romanen antydes det hen mod slutningen, at der er tale om et dramatisk brud, hvor mor og datter har mistet kontakten, men det tab, hovedpersonen i romanen oplever, er også det tab andre forældre oplever, når de har set deres børn vokse op og med tiden må slippe og give plads til, at børnene kan skabe et liv for sig selv, hvad end det må indebære.

Kirkeby tager udgangspunkt i en genkendelig hverdag med strandture, jubilæumsfester, fødselsdag, fyraften og leg med vennerne, og som det er kendetegnende for den minimalistiske prosa, ligger der altid mere mellem linjerne end det, der fortælles.

Beslægtede forfatterskaber

Stilen i ”Jubilæum” er af anmeldere blevet sammenlignet med den, man finder hos 1990’ernes kvindelige minimalister som Helle Helle og Pia Juul. Der er da også en uomgængelig lighed mellem udtrykket hos Kirkeby og den, der kendetegner den overvejende kvindelige gruppe omkring det første kuld forfatterskoleelever, som udover de førnævnte blandt andre også tæller Naja Marie Aidt og Merete Pryds Helle. Særligt Helle Helles nøgterne minimalisme lyder genklang hos Kirkeby, samtidig med at en let genkendelig og ofte tidløs hverdag agerer baggrund i hendes tekster. Om afsmitningen af 1990’ernes kvindelige forfattere siger Kirkeby selv: ”Det var dem vi læste, da vi gik på universitetet i halvfemserne. Det var dem, vi blev præget af, da vi var unge og gik til lyrikoplæsninger.” [2]

Det udpræget hverdagslige og let genkendelige miljø vækker også mindelser om Herman Bangs realisme. Som naturalisten Bang undersøger Kirkeby den menneskelige natur, og hvordan den handler i kriser – i de øjeblikke, hvor man mister. Som Bang lægger Kirkeby vægt på at vise, hvad der foregår, og ikke forklare det – det er nemlig op til læseren selv at drage slutningerne ud fra de sparsomme informationer, teksterne giver.

Kirkeby benytter sig af ’toppen-af-isbjerget’-teknikken, som også kendes fra amerikanske novelleforfattere som Ernest Hemingway og Raymond Carver. Hun bruger antydningens kunst, selvom der er store ting på spil i de ordfattige noveller, og hver en formulering har betydning. Eller som Eva Pohl skriver i sin anmeldelse af debutnovellerne i Berlingske: ”Lotte Kirkebys »toppen af isbjerget«-teknik er virkningsfuld, men gør altså novellerne – læst i sammenhæng – til hård kost, efterhånden som vi får indblik i en række afgørende, smertefulde tab.” [1].