Henriette Rostrup

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
december 2025

Hovedforfatter

Nicoline Siebken Skandov
stud.mag., 2016

Der ruskes i remmene i Henriette Rostrups fortællinger, og man væmmes, forarges og forskrækkes ikke sjældent af hendes karakterers påfund. Under dramatiske begivenheder, hvor børn ofte ser til eller er direkte ofre, udforsker hun de nære, familiære relationers brodne kar og de historier, der ligger bag dem. Med hovedpersoner, der ofte er upålidelige og utilregnelige, er fortællingerne ligeså ofte drevet af de personlige narrative udforskninger, som de er af spændingen og forløsningen af de dramatiske plot.

Baggrund

Henriette Rostrup er født i 1970 og opvokset på Nørrebro i København, hvor hun stadig bor med sin mand Stephan Grabowski og deres to børn. Den mangefacetterede og kulørte forskellighed, som hun skildrer med sine bøgers karakterer synes netop at komme fra en opvækst på 1970’ernes Nørrebro: ”Dengang var der flere narkomaner og drankere, og de var lige rundt om hjørnet, i ens baggård og ved busstoppestedet. Så som barn oplevede man, at folk lever mange forskellige liv, og at de ikke alle er lige rosenrøde og homogene, og det er sundt, tror jeg,” fortæller hun (Anja Berth: ”Homogenitet er da røvsygt”. Nørrebro-nordvest-bladet, 2015-11-10).

”Sommetider kunne en hel dag forsvinde for hende, mens hun gik rundt blandt gravstederne og ledte efter de små sten, hvor fødselsdag og dødsdag var indenfor samme årti. Når hun fandt en stod hun længe og stirrede på den og forestillede sig, hvad der mon var hændt det barn.”

”Grusomme historier om børn” i ”Afkom”, s. 15.

Foto: Turbine

Født
21. maj 1970.
Uddannelse
Cand.mag. i moderne litteratur og litteraturformidling, Københavns Universitet, 1998.
Debut
Afkom. Bazar forlag, 2007.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Det retfærdige blod. People's Press, 2025. (De fortabte, 3).

I en periode arbejde Rostrup i forlagsbranchen i New York, hvor hun blandt andre spottede forfattere som Jonathan Safran Foer i sit virke som litterær agent. En verden som hun har hentet inspiration fra til romanen ”Det år vi gik til begravelser” (2015), som delvist foregår på Manhattan. Men som Rostrup selv siger, skriver hun om et kvarter, der ikke findes længere: ”Alt det hårde og kriminelle findes ikke længere, men kunstnerne har heller ikke råd til at bo der. Hele det kunstneriske miljø er flyttet ud. Jeg ville ikke kunne skrive om byen, som den er nu post 9/11. Sidst jeg var der, gik det op for mig, at det er en sindssygt stressende by. Jeg kender ikke New York længere,” fortæller hun [4].

Med sin daglige plads ved tasterne fortæller Rostrup, at hun har fundet en særlig ro i rollen som forfatter: ”[…] jeg blev forfatter, fordi jeg egentlig helst vil være i fred med mine historier. Og da jeg debuterede som forfatter, glædede jeg mig mest til, at jeg nu havde et alibi til at være sær. Fordi det følger med forfatterrollen, at man godt må være lidt sær. Det har jeg altid været, men nu havde jeg et alibi og kunne sige, ’tak for en hyggelig aften, men nu skal jeg hjem og skrive”. (Anja Berth: ”Homogenitet er da røvsygt”. Nørrebro-nordvest-bladet, 2015-11-10).

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Henriette Rostrup læser op af Skygger

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I Henriette Rostrups persongalleri findes typer og mange af slagsen, men bedst som vi tror, vi skal placere dem i en bestemt kasse, afdækkes en uventet facet i deres personlighed, og de bliver med ét deres egne. Der er flere stærke kvinder, hvis styrke viser sig at være skrøbelig. Gennem disse kvinder tager Rostrup bl.a. op, hvordan man som kvinde og som menneske påtager sig nogle bestemte roller, som man, ikke mindst af sig selv, forventes at leve op til for at ”lykkes”. Hun udfordrer middelklassens konstruktioner om selvkontrol og normalisering i karakterer som den velfungerende og vellidte lokalpolitiker Benedicte i ”Skygger”, der på kort tid slår revner i både kernefamilieliv og karriere eller med den identitetssøgende og lyssky nomadeoprører Jewel Temper, der i ”Det år vi gik til begravelser” fortæller om, hvordan kernefamilien fra begyndelsen er en løgn.

I ingen af sine bøger er Rostrup bange for det stærkt dramatiske, og i flere historier går børn igen som ofre for en brutal verden. Som i novellen ’Grusomme historier om børn’ fra debuten ”Afkom”, hvor en kvinde samler på mordhistorier om børn, i ”Skygger” hvor vi i detaljer får beskrevet mordet på en ung pige, samt i hendes seneste bog, hvor hovedpersonens far fortæller grusomme historier om druknede og forsvundne børn fra sin ture på politipatrulje.

Rostrup har et nøgternt og simpelt sprog, men hvor beskrivelser af omgivelserne altid sætter en klar ramme for det, der fortælles. Vi befinder os altid i et særligt miljø, ofte i storbyen, hvor beskrivelserne af de steder, hvor karaktererne udfolder sig, rækker ud over de personlige fortællinger for at sige noget om det samfund, de befinder sig i. I deres neuroser ligger en kommentar om noget større. Som eksempel fortæller Rostrup om det evige trusselsbillede i risikosamfundet, som også ofte får plads i hendes historier: ”[…] vi bliver hele tiden gjort ansvarlige for vores eget liv, og vi tror, vi kan helgardere os: Hvis du bliver kørt ned og får en hjerneskade, er det, fordi du ikke kørte med cykelhjelm. Hvis dit barn er autistisk, er det, fordi du ikke lever som en kernesund familie. Og hvis du lider af barnløshed, eller hvis du får kræft, er det, fordi du ikke tænker positivt. Vi får en fornemmelse af, at al ulykke kunne være undgået, hvis blot vi havde været ansvarlige nok, og det kan jo lamme folk fuldstændig,” [2].

Om sin inspiration fortæller Rostrup selv, at hendes karakterer kan opstå når som helst: ”Der findes historier alle vegne, og sommetider føles det næsten, som om jeg bombarderes med fortællinger. Når jeg for eksempel er ude at rejse, er jeg sommetider decideret nødt til bevidst at slukke for min radar, fordi man i et lukket rum som flyveren, toget eller bussen er omgivet af folk, som man har rigtig lang tid til at betragte og derfor kan digte med på deres historier. Begyndelsen til en historie kan opstå ud fra en håndbevægelse eller et blik mennesker imellem.” (Litteratursiden.dk: Henriette Rostrup).

Beslægtede forfatterskaber

Selvom Henriette Rostrup ikke skriver kriminalromaner, deler hun nogle træk med de danske femikrimiforfattere, der er kendetegnet ved selv at være kvinder og have kvindelige hovedroller til at opklare forbrydelserne i deres bøger. Ligesom hos krimiforfattere som Sara Blædel og Elsebeth Egholm bærer Rostrups bøger på stærke kvindekarakterer, der ikke lader sig kue af mandsdominans og sjældent giver efter for nogen. Men de indre konflikter og de ru overflader i relationerne til andre mennesker, kvinder som mænd, venner som elskere, er også centrale temaer i portrættet af de moderne kvinder. Som i hendes roman ”Skygger”, hvor fortællingen får tre dimensioner med en dramatisk forbrydelse i centrum sammenflettet med personlige skildringer af kvindeliv og en samfundskritisk undertone.

Men for Rostrup er det ikke så meget forbrydelsen, som står i centrum, som det er de konsekvenser den kan få for de involverede personer. For det, hun især interesserer sig for, er det mellemmenneskelige, det konfliktfyldte og dysfunktionelle i relationerne mellem mennesker. Kernefamilien som udgangspunkt for disse konflikter er et yndet udgangspunkt, hvorfor Rostrup kan siges at have tematisk fællesskab med Hanne-Vibeke Holst, som hun også deler en sproglig hverdagslig stil med. I romanen ”Undskyldningen” arbejder Holst ligesom Rostrup med det familieopgør, som vi ser i novellen ”Sidste kapitel” fra samlingen ”Afkom” og i romanen ”Det år vi gik til begravelser”.