Lena Andersson

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
januar 2026
Anne Vindum
cand.mag., juli 2021

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., 2014

Den svenske forfatter og debattør Lena Andersson tager et hårdt greb om det Sverige, hun er vokset op og uddannet i. Samfund, arv og miljø granskes i spørgsmålet om, hvad der skaber et menneske, og lyset kastes på det socialdemokratiske Folkhem. I det nære perspektiv undersøges kærlighedens indbyggede magtpositioner, og forfatterskabet rummer en skarp dissekering af magt, politik, kønsroller og kulturelle vaner.

Baggrund

Lena Andersson er født i 1970 og opvokset i Stockholmsbydelen Tensta. Da hun var 16, flyttede hun til byen Torsby i Värmland for at gå på skigymnasium. Hendes far, der var møbelsnedker og sløjdlærer, havde en drøm om, at hun skulle realisere sig selv gennem sport, så hun tog hans drøm på sig og blev konkurrenceudøver i både langrend og cykelløb. Som forfatteren selv forklarer det: ”At det blev skiløb og cykelsport var et rent tilfælde, men at det skulle blive til noget var bestemt fra begyndelsen. Det var gennem idræt man kunne hævde sig i samfundet uanset netværk og kontakter, her var ingen uforståelige koder at dechifrere, men her gælder strikt meritokrati. Det var min fars overbevisning (…).” [1].

”Tidligt tænkte han, at det, ligesom med alle store forpligtelser man påtog sig, krævede en plan. Han ville være som en begribelig og god stat for sine børn, rationelt funderet og med en retfærdighed, der var absolut; vejledende, tjenende og bestemmende i ét. Først og fremmest ville han sørge for, de ikke lod livet forsvinde i uvirksomhed og lystudlevelse.”

”Sveas søn”, s. 127.

Som 18-årig begyndte Lena Andersson målrettet at læse skønlitteratur for at blive dannet. Hun ville forstå verden og vidste, at skønlitteratur var en måde at gøre det på. Med idrætsverdenens syn på dannelse i baghovedet gik hun efter bøger, der var godkendt af eliten og kastede sig over Nobelpristagere, og Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” blev et vendepunkt for hende. Inden hun fyldte 20, sluttede hun med skiløbet, og det er ikke tilfældigt, at det blev den akademiske vej, hun valgte: ”Det tager ti år at blive god til noget. Og min første bog blev antaget, præcis ti år efter jeg begyndte at læse, i december 1998. Jeg begyndte at læse og senere skrive af samme grund: en følelse af at verden er uforståelig og at ingen forklarer hvorfor. Da jeg begyndte at læse indså jeg, at der var flere mennesker, som har det sådan.” [1].

Foto: Forlaget Batzer & Co.

Født
18. april 1970 i Stockholm, Sverige.
Uddannelse
Engelsk, tysk og statskundskab på Stockholms Universitet.
Debut
Var det bra så? 1999.
Litteraturpriser
Augustpriset, 2013. Svenska Dagbladets litteraturpris, 2013. Publicistklubbens Guldpenna, 2013.
Seneste udgivelse
Mænd og kvinder. Politikens Forlag, 2025. (Män och kvinnor, 2025). Oversat af Andrea Fehlauer.

Hun er uddannet på Stockholms Universitet, hvor hun har læst engelsk, tysk og statskundskab. Som skribent og forfatter er Lena Andersson enormt produktiv, og hun har skrevet romaner, fagbøger, debatskabende klummer i den svenske avis Dagens Nyheter samt kronikker i det svenske tidsskrift Fokus. Hun har også været vært i flere svenske radioprogrammer. I 2013 modtog hun den prestigefyldte Augustpriset i kategorien Årets svenske skønlitterære bog for sin gennembrudsroman ”Egenmäktigt förfarande” fra 2013 (”Brugstyveri”, 2014), Svenska Dagbladets litteraturpris og Publicistklubbens Guldpenna. I 2014 udkom den selvstændige efterfølger til ”Brugstyveri”, ”Utan personligt ansvar”, som også har hovedpersonen Ester Nilsson i hovedrollen.

Der har været et markant skifte i Lena Anderssons karriere i forhold til læsere og popularitet. Ifølge et interview i Dagens Nyheter solgte hendes bog ”Slutspelat” 736 eksemplarer, mens den svenske udgave af ”Brugstyveri” indtil videre har solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Bogen er solgt til udgivelse i 13 lande heriblandt England, Tyskland og Frankrig. Men på trods af den skønlitterære anerkendelse har hun ikke tænkt sig at slutte med at skrive klummer i Dagens Nyheter. De holder hende skarp, som hun her forklarer i et interview: ”Jeg har været tvunget til at formulere tanker, som har været ganske udmattende. Jeg er ikke flygtet ind i en karakter. Klummerne har givet mig et sprog for at formulere fornemmelser og vage anelser, den slags tanker som optræder i ”Brugstyveri”.” [1].

Lena Andersson bor i Tensta, Stockholm med sin sambo Björn Linell.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Lena Andersson får Publicistklubbens Guldpenna, 2013.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Selvom Lena Anderssons forfatterskab deler sig mellem fiktion og holdningsbårne klummer, skinner holdningerne også igennem i romanerne. Fra debuten og frem har Andersson i såvel socialrealistiske som allegoriske fortællinger kastet et kritisk blik på den svenske samfundsmodel og de mere eller mindre hensigtsmæssige mekanismer, befolkningen indgår i. Hun gør det uden direkte at fordømme nogen, men man fornemmer tydeligt, hvor sympatierne ligger.

Et eksempel på dette er ”Duck City” fra 2006, hvor Lena Andersson har hensat sin samfundskritik til et samfund befolket af fede ænder. Heri blotlægges usunde magtstrukturer mellem stat og erhvervsliv, og der stikkes til befolkningens kropslige behov og samtidige kontrol af disse. De fede ænder bliver belønnet, hvis de taber sig, men alle madvarer er friturestegte og fulde af sukker, så spiralen har ingen ende. Særligt i ”Var det godt?” trænger spørgsmålene om social arv og miljø sig på. Historierne om de stakkels unger i forstaden opfordrer læseren til at tænke videre: Kan mønstrene brydes? Hvilke strukturer i familie og samfund er bestemmende for, hvordan et menneske bliver til? Hvordan bliver man en samfundsborger? Hvilket ansvar har hhv. familie, en selv og samfundet for ens vej i livet?

Hendes virke som skønlitterær forfatter og kras samfundsdebattør blandes for første gang eksplicit sammen i ”Brugstyveri”, hvor Andersson er temmelig utvetydig i både form og indhold. Til det siger Andersson selv: ”Tidligere adlød jeg show don’t tell-mantraet. Som vi har lært af Hemingway. Men det kan af og til være dårligt for læseren, som lades i stikken. Indimellem skal forfatteren måske fortælle, hvad formålet med teksten er, hvad læseren skal se.” [1].

Undersøgelsen af magtstrukturer optræder også i en lille skala. I ”Brugstyveri” er kærlighed tæt forbundet og næsten betinget af magt: Hugo Rask har magt over Ester Nilsson og bruger den til at afvise hende. Hun har til gengæld den intellektuelle overmagt, som til en start imponerer ham, men som siden får ham til at blive den lille.

Gennem værkerne fornemmer man en belæst og vidende trang til at udfordre vedtagne normer og regelsæt og til at stikke lidt til verden, som den er. I et interview med Information siger Lena Andersson, at netop fiktionen er et godt sted at analysere et samfund: ”Jeg synes, at mange af de spørgsmål, som etnologer, sociologer, psykologer arbejder med akademisk, skal erstattes af litteraturen. (…) romaner er egnede til det stof, det indre liv, det subtile, bedst egnede som forslag til, hvordan man kan tænke om verden, uden at den er fastlagt.” [2].

Beslægtede forfatterskaber

I ”Brugstyveri” er det skrøbelige kærlighedsforhold mellem Ester og Hugo Rask defineret af hans afvisning og hendes frembusen. En lignende skildring af et ulige kærlighedsmøde mellem en mand og en kvinde er Hanne Ørstaviks ”Der findes en stor åben plads i Bordeaux” (2013). Som i ”Brugstyveri” vil den ene part mere og andet end den anden, og som Andersson skriver, har ”den der vil mindst, mest magt.” Hvor Ørstavik skriver tungt og alvorligt, er Andersson mere let i sin tilgang til den lidt naive Ester. Afsøgningen af det kvindelige begær over for den mandlige afvisning ligger til grund for begge romaner.

Den skildring af samfundets udsatte, som Lena Andersson leverer i ”Var det godt?” kan ligeledes findes hos flere af hendes svenske forfatterkolleger. Susanna Alakoski udgav i 2006 ”Svinalängorna” (”Svinestierne”, 2007), der også foregår i socialt boligbyggeri med alkoholiserede forældre og svigtede børn. I Åsa Linderborgs selvbiografiske ”Mig äger ingen” fra 2007 (”Mig ejer ingen”, 2009) vokser en pige op i et socialt boligbyggeri i Vesterås med en alkoholiseret far.

Torbjørn Flygts ”Underdog” fra 2001 (da. 2003) udfolder også en udfordret opvækst i en boligblok i Malmø med fortællingen om Johan, der vokser op med sin enlige og viljefaste mor Bodil.

I dansk litteratur har Jonas T. Bengtsson i ”Submarino” fra 2007 skildret, hvordan opvæksten ser ud for den 6-årige Martin, hvis hverdag præges af hans fars heroinmisbrug. I Martha Christensens ”Når mor kommer hjem” (1995) har den 11-årige Ronnie ansvar for sine to mindre søskende og deres lejlighed, mens deres mor er i fængsel i tre måneder. Christensen skildrer samfundets nederste med sympati og med en hvas kritik af det omsorgssystem, der hos Andersson glimrer ved sit fravær.

En anden svensk forfatter, der hudfletter Folkhemmet, er Klas Östergren, der blandt andet i romanen ”I en skov af Sumak” (2019) har tegnet et billede af det Sverige, der har forandret sig drastisk de seneste 50 år.