”I sporvognen hjem tænkte jeg på huset jeg boede i og sneen i haven og postkassen og videoafspilleren. Wenche i splinterny knitrende natkjole, Marte med nyklippet hår. Hvordan jeg stod op om morgenen og gjorde de samme ting hver eneste dag, barberede mig. Jeg tænkte på lægegerningen. Måle blodtryk, lytte på en ryg, et bryst, se ind i et barneøre. Jeg tænkte på Kjerstis matematikprøver, se på matematikprøver, (…) At det var nok, at mit liv havde tilstrækkeligt med indhold.”
”Hjem til mig”, s. 186.
Jeg-fortælleren Ove, der er praksislæge, kan ikke undertrykke sin lyst til kvinder, selvom han godt ved, at det er forkert. Det fungerer umiddelbart fint for ham at have et familieliv med kone og børn samt driftsbaserede forhold til unge, smukke kvinder ved siden af. Utroskabens voldsomme konsekvenser går først for sent op for ham, og jo ældre han bliver, jo mere savner han sin første kone Wenche og det ukomplicerede forhold, han havde til sine døtre før skilsmissen. Ud over at være hans faste turpartner på fjeldet var Wenche også den kvinde, han skulle være blevet gammel sammen med, men hans utøjlelige begær trådte andre veje for ham.
Den grundige skildring af familielivet med Wenche og de to døtre er en opvisning i tryghed, rutiner og nærvær. Sidespringene er med frie kvinder, der lever et anderledes vildere liv. Den lækre skuespiller Marion sover længe, drikker espresso til morgenmad og har ikke noget skrivebord, hvilket står i skærende kontrast til Oves konforme liv med sommerhus, bil og børnefødselsdage. Han elsker det gode liv, han har med sin kone og deres piger, men han kan ikke holde ud, når der ikke er spænding, lyst og eventyr.
Marsteins realistiske stil er nøgtern, og med Ove som fortæller er der ikke andre end læseren til at dømme ham. Gennem det fikse fortællegreb at lade ’skurken’ bære synsvinklen har læseren ingen styrende moralbegreber at læne sig op ad. Fortælleren er på en måde usynlig og viser handlingen frem i stedet for at fortolke den for læseren. ”Hjem til mig” tager altså ikke parti men viser Oves dybe splittelse mellem det gode, lidt forudsigelige familieliv og det ødelæggende, sindssygt pirrende liv udenom.
Trude Marstein
Den norske forfatter Trude Marstein skriver genkendeligt om hverdage og mennesker, som de er. Enkle, næsten klichefyldte, udsagn afløser hinanden i skildringen af tilværelsens trivielle følelser og...
Læs hele forfatterportrættet
