Vibeke Grønfeldt

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
august 2026
Nana Bugge Rasmussen
journalist, maj 2020

Hovedforfatter

Mai Misfeldt
cand.mag., oktober 2024

Vibeke Grønfeldts rige og sprogligt blomstrende forfatterskab fortæller om menneskers hårde kamp for at finde sig til rette i en verden, hvor det er op til det enkelte individ at genopfinde sin egen mening. Det er fortællinger fra udkantsdanmark, hvor koblingen mellem menneske og natur er blevet brudt, først af industrisamfundet og siden af informationssamfundet. På den vis er Vibeke Grønfeldts forfatterskab også et væsentligt led i skrivningen af periferiens danmarkshistorie. Det er på mange måder dystre billeder, hun tegner, men håbet og lyset ligger i sansningen og de lysende øjeblikke af sammenhæng mellem natur og menneske.

Baggrund

Vibeke Grønfeldt voksede op på familiens slægtsgård på nordsiden af Samsø. Som lille pige på fem år mistede hun sin far. Den traumatiske hændelse har hun siden beskrevet i kollektivromanen ”I dag” fra 1998. Vibeke Grønfeldt forlod skolen efter otte års skolegang og brugte sin opsparede formue på en skrivemaskine i stedet for på den motorcykel, den oprindeligt var tiltænkt. Hun havde svært ved at tilpasse sig, følte sig isoleret og forkert i forhold til den konkrete virkelighed, der lå for hendes fødder, og valgte som ganske ung, at det var skrivemaskinen, der skulle være hendes livsbane. Selv fortæller hun: ”De første tretten, femten år tilpassede jeg mig, med visse omkostninger, stort set de skiftende vilkår. I halvtredserne var omgivelserne smukke. Både sommer og vinter. Der var kun få biler, ingen turister, intet industrielt landbrug, og de fredede områder, som endnu ikke var fredede, lå hen som ubebyggede og utrafikerede grønne bakker og hegn ved havet. Derefter syntes omkostningerne ved tilpasningsforsøgene ubetalelige. I stedet for at fortsætte dem begyndte jeg at skrive. Hermed mener jeg ikke, at skrivning per definition forholder sig selvstændigt til tidens mest overfladiske strømninger. Eller til sig selv. Tværtimod er det en meget vanskelig sag. Opportunismen synes lige så fremherskende i litteratur som i kritik, journalistik og politik.” (www.litteratursiden.dk /forfattere/vibeke-gronfeldt).

Foto:privatfoto.

Født
12. december 1947, Nordby sogn, Samsø.
Uddannelse
Autodidakt.
Debut
Djævlens trekant, Charlatan, 1975.
Litteraturpriser
Thit Jensens Legat, 1976. Henri Nathansens Legat, 1977. Herman Bangs Mindelegat, 1977. Otto Gelsted-Prisen, 1982. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1989. Det Danske Akademis Store Pris, 1996. Henrik Pontoppidans Mindefond, 1999. Kritikerprisen, 1999. Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 2000. De Bang’ske Morgenmænds Kulturpris, 2004. Odd Fellow Ordenens Litteraturpris, 2007. Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 2007. Leo Estvads legat, 2007. Holger Drachmann-legatet, 2008. Montanas Litteraturpris, 2016.
Seneste udgivelse
Orgiet. Virkelig, 2026. Roman.
Inspiration
H.C. Andersen, St.St. Blicher, Albert Dam, Jørgen Nielsen, J.P Jacobsen, Ernesto Dalgas, Italo Calvino, Marcel Proust og Jean Rouaud.

”Hver bevidsthed er et lille lukket rum i verden. Godt nok til personen, ikke mere og ikke mindre. En opfattelse.”

”Livliner”, s. 650.

Hun fik sin første roman antaget i tre bind på forlaget Charlatan i 1975, men var så utilfreds med de mange redaktionelle ændringer de foretog, at hun siden har afskrevet trilogien fra forfatterskabet. Vibeke Grønfeldt bor stadig på Samsø, nu på sydsiden med sin ægtemand Lars Finsteen Gjødved, som hun giftede sig med i 1981. Hun er ikke en forfatter, der blander sig i den offentlige debat, hun taler gennem sine romaner, der i høj grad anfægter det samfund, der er vokset frem siden 1950’erne. Ankerstenen for hende er, at mennesket har mistet sin orientering og sin nødvendighed.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Overordnet set handler Vibeke Grønfeldts romaner om menneskets forsøg på at være til stede i verden og om den glasklokke, som vi på sin vis er spærret inde i. Hvert menneske er i Grønfeldts optik en ø, og kun sjældent lykkes det for to øer at mødes: ”Det er et grundvilkår, som jeg ikke mener, vi kan komme uden om. Vi bliver født alene, og vi dør alene. Så kan vi undervejs forsøge at kommunikere og tyde hinandens ansigter og stemmer. Men grundlæggende er vi alene i de hoveder, vi har, og udelukket fra alle andre.” [4].

Udgangspunktet er de store samfundsmæssige forandringer, der i det tyvende århundrede har fritstillet mennesket og løsrevet det fra dens slægtsmæssige sammenhæng.

Søgen efter sandhed, efter en egentlig mening med deres lille tilværelse, er en væsentlig drivkraft for Grønfeldts personer, som mange kritikere har beskrevet som randeksistenser. Forfatteren selv ser dem dog som helt almindelige mennesker, som enkeltindivider, der er den eneste type mennesker, man ifølge Grønfeldt kan tale om. De er netop menneskelige, fanget i hver deres eksistens, hjælpeløse, uvidende om mangt og meget, og ofte ikke så lidt misantropiske.

Vibeke Grønfeldt er en stor stilist med sans for sproglig skønhed.

Ved tildelingen af Kritikerprisen til Vibeke Grønfeldt i 1999 sagde kritikeren Erik Skyum-Nielsen om Vibeke Grønfeldt: ”Hendes forfatterskab, som er skabt på lydhørhed og uforlignelig iagttagelsesevne, på mod og på sej ihærdighed, med hudløs kynisme og kærlig omsorg, er elsket af mange – og kendt af for få. Dets hovedærinde er, naturligvis, af æstetisk art, og handler om at skabe en tekst, på én gang skrøbelig og solid, hvori enhver kan finde sig selv og tage på vandring i virkeligheden. Men derudover har hendes skrift en tydelig retning ind i det etiske eller moralske felt, for så vidt som det for hende og alle hendes opdigtede figurer drejer sig om at skelne mellem det rigtige og det forkerte og hver dag overleve med stolthed og menneskeværd i behold.” (Erik Skyum-Nielsen: Noget af det mest elegante på dansk i dag. Information, 2000-01-21).

For den nye læser er Vibeke Grønfelds fire romaner om Agate, ”Mindet”, ”I min tid”, ”Indretningen” og ”Livliner” et oplagt sted at begynde. Her får man så at sige trædestenen foræret til Vibeke Grønfeldts forfatterskab i form af hele den kultur, som er hendes eget familiære udgangspunkt; romanen indledes, 20 år før hun selv blev født på en lignende slægtsgård. Det er dette kollektive hele med dets sorger og glæder, som danner baggrunden for så mange af Vibeke Grønfeldts personer. Når man forstår dette fællesskab, som også beskyttede sårbare mennesker som en Agate, forstår man også pludselig den rodløshed og fremmedhed, som personerne i Vibeke Grønfeldts tidlige forfatterskab er gerådet ud i. Det er ikke så svært at se Agates datter gå ud ad slægtsgårdens trygge port og direkte ind i de tidlige romaners rodløse verden.

Beslægtede forfatterskaber

I sin skildring af overgangen fra landkultur til modernitet er Vibeke Grønfeldt blevet sammenlignet med Hans Otto Jørgensen, Jens Smærup Sørensen og Knud Sørensen. Selv nævner Vibeke Grønfeldt H.C Andersen blandt sine største inspirationskilder. Han er også stilist med stort S og har sans for sproglig skønhed, ligesom den særlige nerve og livsklogskab, man finder i hans beskrivelser af menneskelig praksis og væsen, tydeligt kan genkendes i Grønfeldts poetiske portrætter af f.eks. drengen Kat i hendes seneste roman ”Glasluft”.

Andre valgslægtskaber er Albert Dam, Marie Bregendahl, Jørgen Nielsen og blandt udenlandske forfattere kan nævnes Marcel Proust, Milan Kundera og Robert Walser.