Også de voksne enspændere, som der er mange af i Grønfeldts forfatterskab –snedkeren Severin Hansen i ”Dødningeuret” fra 1990, det efterladte barn og siden den voksne Hans på den øde ø i ”Opdagelsen” fra 1993, maleren Edvard i ”Et godt menneske” fra 1995 og Karl i ”Et let liv” fra 1996 – er alle svigtede som børn. De er vokset op i et univers, som de selv har skullet bruge uhyrlige kræfter på at holde sammen og få til at give mening. Ofte er det faderfiguren, som svigter ved sit konkrete eller mentale fravær. Kvinderne klarer sig og tilpasser sig bedre, mens mændene mister grebet i det nye samfund, hvor de gamle strukturer er eroderet bort.
Karl, hovedpersonen i ”Et let liv”, vokser op i et samfund, hvor de teknologiske landvindinger skaber en større og større lethed. Men letheden glider over i meningsløshed, en tom gnidningsløs mekanisk tilværelse, hvor sansningen ikke mere er nødvendig. Først da Karl i en sen alder indser det og giver helt slip, bogstavelig talt lader alt stå og gro til i en søgen helt ned til det eksistentielle, vokser der en ny mulig begyndelse frem.
Vibeke Grønfeldt
Vibeke Grønfeldts rige og sprogligt blomstrende forfatterskab fortæller om menneskers hårde kamp for at finde sig til rette i en verden, hvor det er op til det enkelte individ at genopfinde sin ege...
Læs hele forfatterportrættet
