Tine Høeg

Emneord:

Senest opdateret

Nana Bugge Rasmussen
journalist, oktober 2025

Hovedforfatter

Ditte Damsgaard
cand.mag. og journalist, 2017

Vaklende voksenliv, længsel og et stormende begær hos en ung kvinde, som egentlig ”burde” have styr på sit liv og være i fuld gang med mand og børn. Tine Høegs karakterer kæmper med at finde fodfæste i voksenlivet og vil hellere give sig hen til ukontrollerede drifter, som har potentiale til at være både ødelæggende og skamfulde.

Tine Høeg er fascineret af voksenlivets mange facetter – især den del, der handler om samfundets forventninger til, hvordan man er ”ægte” voksen. Hun sætter kritisk spørgsmålstegn ved gældende forestillinger om moderskab, kvinderoller og begær, og hun gør det med humor og et præcist, lyrisk sprog.

Baggrund

Tine Høeg er født i 1985 og opvokset i Albertslund med sin mor, far og lillebror. Hendes far er sproguddannet i engelsk og tysk, og moren er bibliotekar.

”har du egentlig talt med nogen i din opgang?/ spørger min mor over madlavningen// hvad mener du?// jeg slynger salat// det kunne da godt være// min mor vrider en karklud// en sød nabo eller noget// det ville være godt for dig at falde lidt til ro/ sagde hun engang til mig// og vi skreg begge to// fordi jeg kom til at kaste med en saks/ som jeg stod med i hånden”

”Nye rejsende”, s. 102.

Fortællinger og sprog var en central del af Tine Høegs opvækst. Hun var meget interesseret i litteratur, og moren fodrede den interesse ved at slæbe bøger med hjem fra arbejde. Der blev ofte læst højt i forstadshjemmet – næsten før datteren kunne forstå ordene. Især Astrid Lindgrens forfatterskab og i særdeleshed julehistorien ”Nissen” fra 1900, der indeholder smukke billeder og korte, klare tekststykker, tryllebandt Tine Høeg.

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Født
21. november 1985, Albertslund.
Uddannelse
Cand.mag. i dansk og filosofi, 2012.
Debut
Nye rejsende. Rosinante, 2017.
Litteraturpriser
Bogforums debutantpris, 2017. Årets danske debutant ved Den europæiske debutantfestival i Kiel, 2018. Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris, 2020.
Seneste udgivelse
Ultramarin. Gutkind, 2025.
Inspiration
Helle Helle, Pia Juul, Tove Ditlevsen, Line Knutzon, Instagram, Tumblr, SKAM.

Tine Høeg begyndte tidligt at skrive historier. Faktisk begyndte hun at digte fortællinger fra det øjeblik, hun begyndte at tale. I starten skrev forældrene historierne ned for hende; hun dikterede, hvad der skulle stå, og så tegnede hun til og klipsede sirligt papirerne sammen til boginspirerede hæfter. Det udviklede sig, og da Tine Høeg var 10-11 år, skrev hun selv sine børnebogsserier om uheldige familier, parforholdsforviklinger, firkantsdramaer i flere bind og gyseragtige noveller om bestialske mord.

Igennem sin opvækst skrev Tine Høeg digte, noveller og sange. Da hun startede på universitetet, holdt hun nogle års pause. Den akademiske tilgang og det analytiske blik på litteraturen gjorde noget ved hendes egne udfoldelsesevner. Men hun fik gang i skriverierne igen hen imod slutningen af studiet og mødte andre studerende, som delte hendes passion, og hun fik trykt sine første digte og tekster i tidsskriftet Hvedekorn, som så mange håbefulde forfattere in spe før hende.

Efter universitetet begyndte hun at arbejde som gymnasielærer, men forfatteren voksede indeni. Derfor sagde hun nej til pædagogikum og gik ned i tid, da debutromanen skulle skrives: ”Jeg har altid skrevet, men det har været ved siden af det, jeg ‘rigtig’ gjorde. Ved siden af at uddanne mig, ved siden af job. Pædagogikum føltes lidt som en fælde, der ville klappe,” siger Tine Høeg til Information [1].

Efter at Tine Høeg modtog Bogforums debutantpris 2017, sagde hun op på gymnasiet for at bruge alle sine kræfter på forfatterskabet, hvilket i 2020 udmøntede sig i romanen ”Tour de chambre”, siden ”Sult” i 2022 og senest “Ultramarin” i 2025.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Tine Høeg taler med Forfatterwebs Birgitte Bartholdy om "Ultramarin". November 2025.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Tine Høeg har skabt sin egen stil, som rummer korte tekststykker frem for flydende prosa, og tekststykkerne fungerer som scener. De springer ofte i tid og sammenfletter forskellige tidslige spor, f.eks. i “Tour de chambre” og “Ultramarin”. Tine Høeg ønsker ikke selv at sætte en etiket på sin debut ”Nye rejsende” [1], og derfor er der heller ingen genrebetegnelse angivet på bogen. På Tine Høegs hjemmeside står debuten beskrevet som en digtroman.

Med få ord kan Tine Høeg få meget til at ske, f.eks. er en ultrakort sætning fuld af længsel og jalousi, når der blot står ”din kones nøgne krop” på en ellers tom side i debuten (s. 57), og teksterne bevæger sig mellem nutid, erindring og drømmescenarier. Teksterne er forskellige længder – nogle er flere sider, andre kun et enkelt ord. Noget af det kan minde om en twitterkorrespondance, og anmelder Solveig Daugaard skrev i Information om ”Nye rejsende”, at ”Slægtskabet med de selvbevidste, kortfattede tekstformer, som fremelskes af sociale medier, er ikke til at tage fejl af.” [2].

Hovedpersonerne i såvel ”Nye rejsende” som ”Tour de chambre” befinder sig et mærkeligt ikke-sted, hvor de er voksne og færdiguddannede, men alligevel ikke helt føler, at de er landet i livet. Voksenlivet og sorgen over samme er vigtige temaer i Tine Høegs forfatterskab. Det er nemlig proppet med forventninger – både fra Tine Høegs hovedpersoner selv, og fra samfundet, personificeret ved for eksempel søsteren i ”Nye rejsende” med sit bryllup og perfekte liv, forklarer forfatteren: ”Når man nærmer sig de 30, er der en samfundsmæssig forventning om, at man er voksen: Man skal indtræde på arbejdsmarkedet, man skal stifte familie, man skal have styr på tingene. Min hovedperson kan ikke leve op til de krav, hun vakler og kan ikke finde fodfæste.” [3]. Også i “Sult” og “Ultramarin” befinder hovedpersonerne sig i heftige overgangsfaser: Henholdsvis det smertefuldt langtrukne forsøg på at blive forælder, og det intense liv med et lille barn og det kunstneriske arbejde, der skal fungere i takt.

I Tine Høegs debutroman er det blandt andet begæret, der spænder ben for at leve op til samfundets forventningspres. ”Men der er også noget trodsigt i at give efter for det, en modvilje mod de faste strukturer. Hun står i en på samme tid længselsfuld og aggressiv position,” fortæller Tine Høeg [3]. På den måde er kvinderoller også et centralt tema, ligesom den bidende længsel som livsvilkår er hovedtematik. Længsel efter kærlighed, efter at lande et bestemt sted i livet eller være et ubekymret barn igen.

Beslægtede forfatterskaber

”Jeg griner generelt meget, når jeg læser Helle Helle, og det er måske det, jeg elsker og beundrer andre forfattere allermest for: at skrive sjovt.” (Sally Frydenlund: Gid det var mig: Tine Høeg. Dagbladet Information, 2017-11-04).

Tine Høegs begejstring for Helle Helle giver genklang i hendes egne tekster, som er skrevet i et kort, præcist sprog sammenblandet med en masse humor. Ligesom hos Helle Helle er teksterne dog ikke lutter komik. Også hos Tine Høeg findes dyb seriøsitet og tyngde.

De seneste år har flere unge forfattere givet det uperfekte en stemme, de slipper seksualiteten løs og beskriver dystre sider af den menneskelige psyke. Niels Henning Falk Jensby, der for sin debutroman ”Techno” modtog Bogforums debutantpris i 2016, har skrevet en benhård roman om et barskt liv med depressioner og en ukontrolleret seksuel drift, som også er at spore hos Tine Høeg. Hun pakker kvindelig seksualitet ud af kernefamiliens madpakkepapir og rykker den ud i tog og parker – i samfundet med andre ord.

Tine Høeg fremstiller banale hverdagssituationer og scener, f.eks. når hun skriver ”du har haft kage med// en pik en kage en hjerne et hjerte/ har du haft med// og efterladt kagen” (”Nye rejsende”, s. 59). Den banale situation, som siger meget mere end som så, leder tankerne hen på Tove Ditlevsen, der gjorde det hverdagslige poetisk med sine smertelige formuleringer som ”Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand, og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene” i digtet ”Der bor en ung pige” fra ”Kvindesind” (Tove Ditlevsen, 1955). Hun vendte moderskab og kvinderoller på vrangen, og det gør Tine Høeg også. Hendes hovedpersoner lever ikke op til samfundets generelle forventninger om uddannelse, parcelhus og kernefamilie.

Begæret i både ”Nye rejsende” og ”Tour de chambre” fylder stort set i hver eneste linje, og kan være ødelæggende og fuld af skam. “Sult” er sine steder til gengæld så totalt blottet for begær, når graviditetsjagten slår det ihjel med sin tællen dage, kanyler i maveskind osv - en kolossal kontrast til det sugende begær efter et barn. “Ultramarin” ligeledes en kontrastfyldt blanding: Hverdag med bleer og mos, hvirvlende skaberlyst i fuld sving. Ligesom forfatteren Trude Marstein skriver sin roman ”Hjem til mig” fra 2013 i et hverdagsligt sprog om begær og banale situationer, stilen har fået betegnelsen IKEA-realisme, formår Tine Høeg at fremstille begæret i sin mest dyriske og enkle form midt i en udramatisk hverdag.