Tilbageblikket præsenterer Kaspers rolige liv med konen Inger og deres to børn Tomas og Trine i en boligblok i Oslo. Han arbejder på en fabrik og tager hver dag bussen hjem, hvor han falder i søvn, til den omsorgsfulde chauffør vækker ham med titlens ”Du er hjemme nu”. Kasper er blevet pludseligt forelsket i parrets fælles veninde Signe, og ansporet af Inger fortæller han hende det og indleder et forhold til hende. Opfyldt af kærlighed til både Inger og Signe sejler han gennem forelskelsen i en naiv tro på, at ægteskabet kan overleve med en anden kvinde på sidelinjen: ”Det var en mærkelig tid, også mærkelige dage, uger, måneder. Jeg følte mig uovervindelig, som om jeg var i livet på en måde jeg aldrig før havde været (…).” (s. 83). Inger får nok og går fra ham, og Kasper mister alt det, han troede var sikkert i livet.
”Er det ikke snarere noget jeg tager mig selv i at tænke nu, i skrivende stund, og lader det farve hukommelsen, lader den følelse jeg har i dag, smitte af på et minde der stadig står tydeligt, og lave det om til noget nytestamentligt, at hanen galede den første gang.”
”Du er hjemme nu”, s. 159.
Sammen med sin ven Einar reflekterer Kasper over den uret, de gennem livet har gjort mod kvinder, og om det er tid til at gøre uretten op. I det hele taget deler de to overvejelser om livet, moral, etik og erindring, og det er oftest i samspillet med andre, at Kasper får nye indsigter. Det eksistentielle spor rummer spørgsmål om tanke og handling, om svigt og om de uafvendelige konsekvenser, alle ens handlinger har.
Petterson skriver sanseligt og associativt i en nærværende og lavmælt humoristisk prosa. Einar siger, at han skal skrive episoden med rådyret. Ikke skrive ’om’ det, for så bliver det faglitteratur. Så på den måde skriver ”Du er hjemme nu” med stor sympati Kaspers ægteskabskrise, uformåenhed i at se sit liv klart og den livslange skyldfølelse over at have ødelagt en familie så tindrende klart, at læseren er med hele vejen.
