”Tager De Hensyn nok til Hvidløgene, når De planter Rødløg? Tager De Hensyn nok til Mejeristen, når de steger i Olivenolie? (…) Tager De Hensyn nok til den synske, når De smider Deres Kaffegrums ud?”
”Korrekthedsbibelen”, s. 56, 57, 60.
Det er en pointe i bogen, at der i alle tænkelige situationer potentielt er en, der vil kunne føle sig krænket, og det viser sig derfor stort set umuligt at tale eller agere, uden at nogen vil kunne føle sig som offer. De forskellige stemmer i bogen – markeret med forskellige håndskrifter og computertypografier – er fælles om en bedrevidende løftet pegefinger, der fordømmer alle (!) slags handlinger og udsagn.
I ”Korrekthedsbibelen” taler Christina Hagen ind i en kultur og en lang række konkrete sager fra virkeligheden, hvor ytringer eller opførsel har ført til anklager om krænkelse. Hun problematiserer holdningen om, at den privilegerede ikke har ret til at ytre sig: Den hvide, (privilegieblinde) mand må i hvert fald ikke udtale sig om andet end at være hvid mand.
Med overdrivelser og komik peger Hagen fingre ad et samfund, der er sygeligt optaget af at kunne blive misforstået og forulempet i en grad, så man næsten ingenting kan sige. Er løsningen, at staten bestemmer det hele, så vi ikke hele tiden skal sammenligne os med naboen og vurdere, hvem der har ret? Bogens ærinde må være, at hvis alle opfører sig ordentligt, tager ting lidt mindre personligt og har lidt mindre travlt med, hvad andre gør, så vil verden være et rarere sted at være. Eller som Hagen selv siger det: ”Min bog siger: Stop med at finkæmme alt for potentielle fornærmelser. Fokuser på det, du har tilfælles med dine medmennesker og øv dig i at æde en fornærmelse i ny og næ. Husk på, at alle har sårbare områder – også de såkaldt privilegerede.” (Pressetekst).
Christina Hagen
Christina Hagen udfordrer i sine konceptuelle værker nogle af de menneskelige og samfundsmæssige strukturer, som ikke er alt for kønne: racisme, sexisme og den hvide middelklasses dårlige smag. Med...
Læs hele forfatterportrættet