Nadine Gordimer

Emneord:

Hovedforfatter

Karina Søby Madsen
cand.mag., 2007

Nadine Gordimer er Sydafrikas samvittighed. Med poetisk pen og skarphed skærer hun igennem, palperer det hvide apartheid styres bevidsthed og udstiller de fordomme og den racisme, det byggede på. I sine efterhånden utallige værker undersøger hun de politiske vilkår i Sydafrika op igennem det 20. århundrede og viser, hvordan de politiske kår trænger ind i personernes liv – selv helt ind under dynen.

Baggrund

Nadine Gordimer blev født den 20. november 1923 i Springs, Transvaal, en lille by nær Johannesburg i Sydafrika. Hendes forældre, Isidore og Nan Gordimer er begge jødiske immigranter, hendes far fra Litauen og hendes mor fra England.

”Det er rigtigt. Sortheden var en handske. Og overalt, over hele dig, var det sorte et dække. Noget Gud gav dig at gå med. Nedenunder måtte du være hvid ligesom mig... Eller blegt brunlig, det er mit portugisiske blod... Hvid ligesom mig, for det var hvad jeg fik at vide da jeg skulle lære ikke at have fordomme: indenunder er de alle sammen ligesom os. Ingen sagde vi er akkurat ligesom dig.”

“Et naturens lune”, s. 239.

Gordimer blev uddannet på en katolsk klosterskole. Hun opholdt sig meget hjemme, da hun var barn, fordi familien frygtede, at hun led af dårligt hjerte. Allerede tidligt begyndte hun at lege med ordene, og hun fik udgivet sin første novelle i det liberale Johannesburg-magasin Forum i 1937, da hun var 15 år.

Foto: Ritzau Scanpix

Født
20. november 1923 i Springs, Sydafrika.
Uddannelse
Uddannet på katolsk klosterskole, efterfulgt af et år på Witwaterstrand University.
Debut
“Face to Face: Short Stories”, 1949.
Litteraturpriser
WH Smith Literary Award, 1961. James Tait Black Memorial Prize, 1971. Booker Prize for Fiction, 1974. Scottish Arts Council Neil M. Gunn Fellowship, 1981. Premio Malaparte, 1985. Nelly Sachs Prize, 1986. Nobelprisen i litteratur, 1991. International Primo Levi Literary Award, 2002. Mary McCarthy Award, 2003.
Seneste udgivelse på dansk
“Beethoven var en sekstendedel sort - og andre fortællinger”. Gyldendal, 2009.

Da Gordimer var 21-22 år læste hun på Witwaterstrand University i et år, men hun afsluttede aldrig en universitetsuddannelse. Til gengæld fik hun her vakt sin politisk bevidsthed. Som hun fortæller: “Det var første gang i mit liv, at jeg oplevede at være sammen med sorte på lige fod, og det var mere eller mindre begyndelsen på min politiske bevidsthed.” (Jannika Hurwitt: Nadine Gordimer. Sommeren 1983). Efter året på universitetet dedikerede hun sig fuldstændig til at skrive, og året efter at apartheid-styret blev indført, udkom hendes første samling af noveller “Face to Face”, i 1949, som blev efterfulgt af romanen “The Lying Days” i 1953.

I 1954 blev Gordimer gift med kunsthandleren Reinhold Cassier, som senere etablerede sit eget galleri. Ægteskabet varede til 2001, hvor Cassier døde af en lungesygdom. Sammen fik parret sønnen Hugo Cassier, som er filmskaber i New York. Faktisk har Gordimer og Hugo arbejdet sammen på et par dokumentarprogrammer, blandt andet tv-dokumentaren “Choosing Justice: Allan Boesak”. I det hele taget har Gordimer en bredspektret karriere bag sig. Hun har undervist på adskillige universiteter i USA, hun har forfattet fiktion, ikke-fiktion om sydafrikanske emner og lavet tv-dokumentar. Derudover har hun lavet manuskriptet til BBC-filmen “Frontiers” fra 1989 og til fire ud af syv afsnit til et tv-drama baseret på en af Gordimers egne noveller med titlen “The Gordimer Stories”.

Gordimer har fået 15 æresgrader fra universiteter i USA, Belgien, Sydafrika, og fra York, Oxford og Cambridge Universiteter i England. Hun har fået tildelt den franske ærestitel l’Ordre des Arts et des Lettres, og hun er vicepræsident for Internationalt PEN – en verdensomspændende organisation af skribenter, der kæmper for det frie ord, og hun er medlem af the Royal Society of Literature. I 1987 grundlagde hun the Congress of South African Writers (COSAW), en forening som opstod ud fra et behov for en forfattergræsrodsorganisation, der arbejdede for at promovere litteratur og genoprette ubalancerne i apartheid-periodens undervisning. Og i 1991 modtog Nadine Gordimer Nobels Litteraturpris for hele sit daværende forfatterskab. Her hedder det blandt andet: “Gordimer skriver med en intens umiddelbarhed om ekstremt komplicerede personlige og sociale forhold i sit miljø. Samtidig med at hun føler et politisk engagement – og handler på den baggrund – så lader hun det ikke styre sin litteratur. Og dog, ved at hendes litterære værker giver dyb indsigt i den historiske proces, hjælper de samtidig med at forme processen.” (The Nobel Prize in Literature 1991: Nadine Gordimer. www.nobelprize.org).

Udvalgte bøger

Politik gennemsyrer alt

“Romanen som historie er noget andet end en historisk roman”, har Nadine Gordimer udtalt, og dermed indrammer hun fint sit eget forfatterskab. Gordimers romaner er fiktion med dybe historiske rødder, og på forskellig vis går de i kødet på apartheid-styret i Sydafrika. Hendes hovedpersoner og deres livssyn er skiftende, men fælles for dem er, at de forholder sig til vilkårene for henholdsvis sorte og hvide, først og fremmest i Sydafrika, men ligeledes over resten af kontinentet og den øvrige verden.

Gordimer benytter sine romaner som værn mod censur og politisk hykleri og imod samfund, der nægter at erkende sin historie. Det, hun især interesserer sig for, er politikkens indflydelse på mennesker. Hun siger: “Politik har hovedsageligt indflydelse på min litteratur via den indflydelse, politik har på folk. Deres liv, og deres hele personligheder tror jeg, forandres under de ekstreme politiske situationer, man lever under i Sydafrika. Jeg forholder mig til mennesker; her er mennesker, som er formet og ændret af politik. På den måde er mit materiale fuldstændig gennemsyret af politik.” (Jannika Hurwilt: Nadine Gordimer. Sommer 1983).

Gordimers hovedtematikker er politik, identitet og menneskelige relationer, som væves sammen i et fint mønster. Hun fortæller selv, at de konstante konflikter i Sydafrika spillede en vigtig rolle for, at hun blev forfatter. Gordimer viser, hvordan der bag de mest intime relationer såvel som i de mest offentlige, gemmer sig en søgning efter identitet, selvbekræftelse og et ønske efter at høre hjemme. Som i “Min søns historie”, hvor faderen genopfinder sig selv via sit politiske engagement og pludselig ikke forstår, hvem han var tidligere, og samtidig bliver blind på sin egen familie. Gordimer udstiller menneskers mest intime relationer og regioner for at vise, hvordan privatliv påvirkes af raceregistreringer og restriktioner. Ved at skrive med udgangspunkt i den private sfære og gøre den offentlig, foretager hun en bevægelse, der kan stå som modpol til den officielle politik i Sydafrika under apartheid, som brød ind i huse og hjem og konfiskerede breve, dagbøger med mere. Alle Gordimers karakterer lever i skyggen af vold, trusler og brutalitet samt under racemæssige og klassemæssige konventioner og koder. Dermed stiller hun spørgsmålstegn til de kasser, som samfund ofte indretter sig efter, og hun peger på de hierarkier, de skaber, og den egoisme, intolerance og inhumanisme, de afføder.

Inspirationer og sammenlignelige forfatterskaber

Gordimer nævner selv den tyske forfatter Franz Kafka som inspirationskilde, og flere af hendes karakterer refererer direkte til ham. Blandt andet nævnes Kafkas figur K. fra romanen “Slottet” i Gordimers roman “Min søns historie”, hvor K.’s oplevelser bliver synonyme med de sortes vilkår i Sydafrika. I Kafkas roman sidder hovedpersonen K. år efter år foran portene til retten, men K. ved ikke, hvorfor han er anklaget, og gang på gang får han at vide, at han må vente med at komme ind. På tilsvarende vis er de sorte forviste fra de hvides boligområder, fra bibliotekerne med mere.

Blandt andre inspirationskilder nævner hun flere Latinamerikanske forfattere, blandt andet García Márquez , Jorge Luis Borges og Carlos Fuentes. De kredser alle om temaet at have en korrupt diktator, altså om politiske problematikker og deres indvirkning på menneskers liv, og således er tematikken nært beslægtet med Gordimers. Man kan ligeledes sammenligne Gordimer med en forfatter som J.M. Coetzee , der er født og opvokset i Sydafrika, men nu bor i Australien, idet de begge dramatiserer deres lands historie og et racistisk regimes spændinger og vold.

Desuden kan man sammenligne skrivestilen i “Ejerne” med Laurence Sternes “Tristram Shandy”. Begge benytter nemlig en art indre monolog, som har forskellige synsvinkler. I “Ejerne” skifter fortællerstemmen mellem hovedpersonen Mehrings indre observerende stemme og en ydre fortællerstemme, der giver et uinvolveret blik på historiens udvikling. Det finurlige er, at kontrasten mellem hvornår Mehring fortæller, og hvornår fortællerstemmen er ydre, er svær at definere, fordi de glider ubemærket ind og ud af hinanden.