BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
*Seneste udgivelse

Martin Kongstad

Senest opdateret
  • Redaktionen
    oktober 2024
Hovedforfatter
  • Anders Olling
    journalist og cand.mag., 2010

Intro

Martin Kongstad analyserer skånselsløst den kreative klasse og dens forhold til 68'erne, de rigtigt rige og alle de andre wannabees, som gerne vil være en del af det smarte selskab. Kongstad tilhører selv det kreative samfundssegment af kunstnere, journalister og andet kulturelt godtfolk, som han underkaster et kritisk blik i sine værker, senest romanen ”Kokken der holdt op med at rødme” (2018) om den succeskorrumperede mesterkok Magne Oldenberg og biografien ”Casper” fra 2020.

Baggrund

Martin Kongstad voksede i 1970'erne op i Kartoffelrækkerne i det centrale København i et venstreorienteret miljø af politisk korrekte socialister, der trods solidaritetserklæringer og slagord levede uden forbindelse til arbejderklassen. Faktisk giver Kongstad i interviews udtryk for, at forældregenerationen havde fine fornemmelser og inderst inde afskyede arbejderklassens levevis. Eller som han selv siger i Politiken i forbindelse med udgivelsen af ”Han danser på sin søns grav”: ”Jeg synes, det samfundslag, jeg er vokset op i, er meget sådan... åndshovent, ikke?” [1]Ditte GieseMartin Kongstad: Den kreative klasse har ingen visionerPolitiken, 2009-11-17..

”Vi rejste til Grækenland med forskellige kærester, så til New York, Krabi og Bornholm og fandt nøjagtigt de samme hemmelige restauranter i nøjagtig de samme uopdagede sidegader, og vi blev medlemmer af Løgismose Vinklub, kørte gammel mercedes og fik afrikansk sponsorbarn.”

”Han danser på sin søns grav”, s. 11.
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
  • Født

    3. oktober 1963 i København.

  • Uddannelse

    Autodidakt.

  • Debut

    Han danser på sin søns grav. People's Press, 2009. Noveller.

  • Litteraturpriser

    Danske Banks Debutantpris, 2009.

  • Seneste udgivelse

    Spinatfugl. Engdrag, 2024.

Kongstad har aldrig taget en formel uddannelse, men som lidt af en selvlært kulturel altmuligmand har han beskæftiget sig med forskellige områder som journalistik, marketing, skuespil, manuskriptarbejde, madanmelderi og tv. Han har stået bag store reklamekampagner for Squash og Grøn Tuborg, mens han også har medvirket som skuespiller i indie-filmen ”Let's get lost” (1997) og skrevet manuskripter til teaterstykker.

I offentligheden er Martin Kongstad dog mest kendt som skribent. Han har stået i spidsen for magasinerne Schäfer og Københavner, er madanmelder og er vært i mad- og samtaleprogrammet ”Bearnaise er Dyrenes Konge” på Radio24syv.

Desuden har han medforfattet fagbogen ”Dengang i firserne” (2003), der ligesom ”Han danser på sin søns grav”, diskuterer den generation, som var ung i firserne, etablerede sig i halvfemserne og endegyldigt har sat sig på flæsket i 00'erne. Undervejs har Kongstad fået trykt nogle få noveller i forskellige tidsskrifter. Hans egentlige debut kom i 2009 med novellesamlingen ”Han danser på sin søns grav”, som han kort efter modtog Danske Banks Debutantpris for.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Martin Kongstad i interview med litteraturformidler Sarah Hvidberg, april 2022.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Martin Kongstads analyse af de forskellige samfundsgruppers omgang og kamp med hinanden giver anledning til følgende konklusion: Klassekampen er ikke ovre, men forudsætningerne er ændrede. Det handler ikke længere om, at en fattig arbejderklasse kæmper for at skaffe sig de samme økonomiske goder som resten af samfundet, men om at ikke alle kan begå sig på de bonede gulve blandt den kreative klasse. Den kulturelle elite som bringes frem i ”Han danser på sin søns grav” udmærker sig ikke ved at være synderligt velhavende, men de betjener sig af nogle for udenforstående uforståelige koder og omgangsformer. Folk med en anden baggrund end den, som man får på kreative københavnske eller nordsjællandske privatskoler, er meget udsatte i dette spil. Allerhøjst kan man blive en forbigående figur i et kreativt overklassedyrs bestræbelser på at smykke sit liv med en ægte autentisk ven med en anderledes baggrund, ligesom det er tilfældet i debutens første novelle, ”Det vi kalder Berna”.

Den anke, man kunne rejse mod Kongstads klasseopdeling er, at den ikke levner plads til nuancer af forestillingen om nogle totalt adskilte samfundssegmenter, som ikke er i stand til at omgås hinanden. Måske er verden ikke så sort-hvid, som de fremstilles, men det er disse modsætninger, Kongstad sætter i spil for at kunne komme med en klar pointe.

Fortælleren i ”Han danser på sin søns grav” er ikke køligt observerende men analyserer konstant de optrin, han befinder sig i eller iagttager. Der bliver ikke beskrevet men fortalt, og det afslører bogens egentlige ærinde. Målet er ikke at skabe et værk af enestående litterær værdi, men derimod at analysere den kreative klasse i en fiktiv ramme. Det er en debatskabende bog med en klar tematik, som er tilstede i stort set hver eneste sætning. Det handler om at udstille problemet med den kreative klasses mangel på værdier i det tomrum, som 68'erne efterlod, efter at have hyklet paroler og socialistiske slagord af sig, mens deres liv forsumpede i dyr rødvin og murermestervillaer. Fortælleren Mikkel har gennemskuet problemet, men kan ikke finde nogen udvej, og forvandler sig gradvist gennem novellerne til en klassisk litterær figur: Den selvdestruktive drukmås.

Beslægtede forfatterskaber

Martin Kongstads bøger er et eksempel på, at generation X, altså folk som er født i tresserne og halvfjerdserne, er begyndt at reflektere over sig selv. Tv-serier som ”Klovn” og ”Manden med de gyldne ører” skaber satire over de fyrreåriges problemer med at komme overens med en verden, som de reelt har tømt for andet indhold end mikrobryggerier og designerbørnetøj. Denne refleksion kommer også til udtryk i litteraturen.

Rent litterært er ”Han danser på sin søns grav” umiddelbart sammenlignelig med Jan Sonnergaards ”Radiator-trilogien” (1997) og ”Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom” (2009), men hvor Sonnergaards noveller tager fat på både under-, over- og mellemvaremenneskenes eksistens, holder Martin Kongstad sig til at analysere den kreative klasse. Tematisk kan man også sammenholde Kongstads opgør med 68-generationen med Katrine Marie Guldagers opgør med samme i for eksempel hendes bøger ”Lysgrænsen” (2007) og ”Nu er vi så her” (2009).

Fortælleren Mikkel Vallins deroute er set før. Figuren er især kendt fra Tom Kristensens ”Hærværk” (1930), hvor litteraten Ole Jastrau kaster sig ind i en alkoholiseret nedtursspiral, som først ender, da han har mistet familie og hjem. Temmelig meget ligesom Mikkel Vallin i ”Han danser på sin søns grav”.

Desuden er Vallins evige fokus på små, materielle ligegyldigheder et greb, man før har set hos Bret Easton Ellis i ”American Psycho” (1991), hvor hovedpersonen Patrick Batemans optagethed af mærkevarer og appearance grænser til det... ja, psykotiske. I ”Han danser på sin søns grav” bemærker Mikkel for eksempel i første novelles afsluttende klimaks, hvor en fest er endt i en total katastrofe: ”Irrationelt bemærkede jeg, at de havde parketgulv og ikke brede planker.” Desuden er madskribenten Vallins sans for kulinariske indslag allestedsnærværende og udpensler generationsportrættets pointe.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Noveller

Han danser på sin søns grav
Han danser på sin søns grav

Martin Kongstad

2009

Romaner

Fryser jeg. People´s Press
Fryser jeg. People´s Press

Martin Kongstad

2013

Kokken der holdt op med at rødme
Kokken der holdt op med at rødme

Martin Kongstad

Politiken, 2018.

Spinatfugl. Engdrag
Spinatfugl. Engdrag

Martin Kongstad

2024

Andre udgivelser

Sådan gør vi ikke i Tisvilde. Engdrag
Sådan gør vi ikke i Tisvilde. Engdrag

Martin Kongstad

2016

Bearnaise er dyrenes konge. Samlede tekster om mad 1994-2018
Bearnaise er dyrenes konge. Samlede tekster om mad 1994-2018

Martin Kongstad

Forlaget Engdrag, 2018

Casper
Casper

Martin Kongstad

Politiken, 2020.

Man kan ikke spise rugbrød hele tiden. Grønningen 1
Man kan ikke spise rugbrød hele tiden. Grønningen 1

Martin Kongstad

2022

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Martin Kongstad

Artikler

Egge Homo og Æggemad

Helle Juhn Lassen

Information, 2009-11-18.

Martin Kongstad vinder årets debutantpris

Mikkel Vuorela

Politiken, 2009-11-13.

Martin Kongstad: »Stort set alt i dag handler om, at man skal bli…

Søren Frank

Berlingske, 2018-11-19.

Martin Kongstad i ny roman om danske mesterkokke: »Hvis …

Gudrun Marie Schmidt

Politiken, 2018-11-19.

Martin Kongstad: ”Nogle gange kan jeg ikke holde ud at se mig s…

Marie Lodberg

Eurowoman, 2020-12-21.

Kilder citeret i portrættet

[1]

Martin Kongstad: Den kreative klasse har ingen visioner

Ditte Giese

Politiken, 2009-11-17.