”Vi skreg alle sammen: Riffraff! og Død over tyendet! og så linede M. baner op. Caspar finhakkede coken med sin fars kreditkort, og Frederik rullede en tusindlap sammen til en snabel, og da vi alle havde fået en tår til tuden, satte han ild på pengesedlen og tændte sin cigar med den. Vi råbte: Hurra!”
“Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen”, s. 106-107.
Hvis “Sidste søndag i oktober” var et billede på et Danmark et minut i midnat, så er vi i den sidste novellesamling i trilogien et sted så langt over midnat, at overforbruget, kulden og kynismen nu for alvor sætter grundtonen. Tydeligst er det i titelnovellen, hvor jeg-fortælleren Jesper tænker tilbage på studenterdagene i barndomslandet omkring Søllerød, hvor han for et kort øjeblik blev indlemmet i den styrtende rige Caspar Michael Petersens yuppie-kreds.
Det, der lægger ud med at være glæde og smiger over pludselig at få lov til at være en del af inderkredsen, forvandler sig i løbet af blot én aften til ren og skær skræk og forbløffelse over sin egen medløber-rolle. Alle grænser bliver således overskredet i denne gruppe, og der bliver hærget og voldet løs.
På spørgsmålet om, hvorvidt han med denne novellesamling ville sige, at overklassen var ond, svarede Sonnergaard i et interview: “Nej, der er bare en tid lige nu, som jeg synes er præget af en ond konsensus. Man hylder stort set kun økonomiske succeser. I fjernsynet har de haft noget, der hed “De dyre drenge” og “I første række”, hvor folk skulle beundre andre folk, bare fordi de havde penge. Og er der ikke andre idealer end det, får man et ondt samfund med forkvaklede samværsformer.” (Mads Kastrup: “Jeg er ikke så rasende på alt og alle”. Berlingske, 2003-03-30).
Jan Sonnergaard
Da Jan Sonnergaards debut “Radiator” udkom i 1997, blev han hurtigt udnævnt til talsperson for en ny, rå halvfemserrealisme. Der er da også meget mere kød og blod i den novelletrilogi, som “Radiato...
Læs hele forfatterportrættet
