- Maria Roslevcand.mag., april 2023
Intro
Kort fortalt handler Hilde Rød Larsens anden roman, ”Diamantkvelder” fra 2022 (”Diamantaftener”, 2023), om Agnete, der pludselig begynder at tabe håret, da hun er i 40’erne. Agnete er romanens jegfortæller, og hun skriver for at finde årsagen til hårtabet. Hun skriver om sin veninde Jenny fra studietiden i London og om sine weekender og ferier hos Jennys far Christoph, der er psykolog. Agnete indleder på hans initiativ et seksuelt forhold til Christoph, der foregår på terapibriksen og står på i mange år. Men det er ikke nemt for Agnete at fortælle sandheden om forholdet. ”Nej, jeg kan ikke komme ind til det, jeg vil, på denne måde, det, der gør, at jeg skriver dette her; jeg står i vejen. Jeg må væk.” (s. 103), som Agnete skriver i romanens første del. Derefter skifter romanen synsvinkel fra jegfortælleren Agnete til en tredjepersonfortælling om Marianne.
