Emneord:

den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september

Marianne Larsen

64 siderUdgivet: 2021

Lån på biblioteket

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., august 2022

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., 2015

I 2021 udgav Marianne Larsen digtsamlingen ”den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september”, der under mottoet ”– mindelser om at betages –” skriver en række sanselige barndomserindringer frem, samtidig med, at jeget i et nutidigt perspektiv erfarer verden fra sin aldrende krop. Mange af digtene er sekvenser fra barnets nysgerrige og ubekymrede tilgang til verden, der opleves med kroppen og sanserne mere end med intellektet. Der er flere ligheder mellem barndommen og alderdommen, fornemmer man, for eksempel i det korte digt ”Er vi to de bedste unyttigheder i verden?”: ”Står og vasker støv af en stuebirk med en fugtig klud/ og kommer i flow med selveste min krop,/ den der animalske del af naturen der hedder mit navn.// En anden krop står og svinger sig i en blinkende/ hulahopring på fortovet overfor.” (s. 44). Begge har tid til at være unyttige og til at komme i flow med selveste sin krop. Teksterne emmer af begejstring for denne måde at være i verden på, som står i kontrast til den ”givtige adfærd”, der antydes som et formålsorienteret og supermenneskesøgende adfærdskodeks.

”VIDNE
En salamander glimter ud af øjnene/ ud af hud og øglefortid/ og et tyndt lag væde på rygkammen./ Glimter mig til sig fra et vandhuls bred.// Inden jeg med et svirp i græsset/ er ude af syne igen.”

”den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september”, s. 49.

Barndomserindringerne er fra en tid, hvor børn kunne lege frit uden voksenindblanding, og hvor man skrev gode tal ned: murstenstal, frimærketal, tommestokstal og fodboldtal (s. 38), og teksternes svage melankoli kompletteres af en begejstring over barnets evne til at være i et med verden, at kunne løbe nemt og rask og uvidenskabeligt (s. 42).

De 57 digte varierer i længde og form, men fælles er det velkendte Larsenske sprog med nyopfundne sammensatte ord og en fantasifuld syntaks. Hulahopbegejstringen finder vej ind i digtenes rytme og forløb, der bliver som ”en æske med tips til salighedsforskningen”, som det hedder (s. 57). Af og til bliver de naturnære øjebliksbilleder næsten haiku-agtige i deres snapshotklare sansninger og perspektivskift til naturen (se citatboks), og andre steder fortæller digtene en historie som den om Magnus, der skød sig selv, mens han rensede sin fars jagtgevær.

Selv fortæller Marianne Larsen om den blanding af aldre, der kæder digtene sammen: ”I digtet der handler om ræven, der er det barnet, der oplever det, men det er jo en erindring, som den voksne genoplever. (…) Det er ikke noget man kan opfinde som sådan. Det er en gengivelse af en sansning fra min tidlige barndom.” (Skønlitteratur på P1: Giganterne i dansk poesi. Dr.dk, 2021-03-03).

Marianne Larsen

Med en særskilt sproglig bevidsthed har Marianne Larsen skrevet over fyrre digtsamlinger. Selv ser hun sit forfatterskab som en lang fortløbende proces, hvor den ene bog er en forudsætning for den ...

Læs hele forfatterportrættet