Foto: Sara Galbiati

*Seneste udgivelse

Ib Michael

Emneord:

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., december 2024
Julie Lystbæk Hansen
cand.mag., 2020

Hovedforfatter

Søren Vinterberg
2000

Ib Michael er særligt kendt for sin forkærlighed for fremmede sprog og kulturer, som manifesterer sig i magisk realistiske romaner, hvor grænserne mellem tider, bevidstheder og verdener gang på gang overskrides. Særligt Syd og Mellemamerika har hans interesse, og gennem sine romaner har han givet stemme til de oprindelige folk, kulturer og civilisationer, som de europæiske conquistadores fik udslettet med kopper og krucifiks. Hos Ib Michael mødes rejselyst og hjemstavn i værker, der har udviklet sig stærkt i farve, tone og dybde, men hænger tæt sammen og henviser til hinanden, som var de ét værk.

Baggrund

Ib Michael blev født i 1945 og voksede op i Roskilde som søn af en grosserer i et velstillet hjem med en hjemmegående mor og en lillesøster. Hans opvækst er afsættet for hans delvist selvbiografiske trilogi bestående af ”Vanillepigen” (1991), ”Den tolvte rytter” (1993) og ”Brev til månen” (1995). Her er et af de bærende elementer lillesøsterens polio, som ifølge Ib Michael blev en afgørende faktor for hans forfatterkarriere. I et interview fra 2006 udtalte han: "Jeg fik sygdom, død og ulykke ind i min verden, og jeg reagerede ved at blive et meget indadvendt barn med en veludviklet fantasi.” [1].

”I Amazonas begynder alting med en handelsstation, og de vilde nærmer sig forsigtigt for at bytte fjer og guldklumper væk for kogekar og billig sprut. Inden de ser sig om, er de iført bukser og skjorte. Det usunde tøj samler betændelse og sygdom i deres kroppe som før var nøgne på junglens stier, og de skal i fuld alvor forholde sig til en blegfis af en gud som ifører sig tornekrone og lade sig sømme op på et kors.”

”Sandheden om Lucy”, s. 148.

Gennem hele sit voksne liv har Ib Michael søgt væk fra den borgerlige idyl og ud på verdenshavene. Han har været del af besætningen på Troels Kløvedals skib ”Nordkaperen” og rejst meget i Syd- og Mellemamerika, hvis oprindelige folk og kulturer har hans helt store interesse og empati, og disse rejser har givet stof til store dele af hans forfatterskab.

Foto: Sara Galbiati

Født
17. januar 1945 i Roskilde.
Uddannelse
Student fra Roskilde Katedralskole, 1964.
Debut
En hidtil uset drøm om skibe, 1970. Roman.
Litteraturpriser
Otto Gelsted-prisen, 1978. Gyldendals Boglegat, 1979. Otto Benzons Forfatterlegat, 1985. Jeanne og Henri Nathansens Fødselsdagslegat, 1985. Henrik Pontoppidans Mindefond, 1987. Weekendavisens Litteraturpris, 1989. De Gyldne Laurbær, 1990. Drassows Legat, 1991. Kritikerprisen, 1991. Søren Gyldendal Prisen, 1993. Det Danske Akademis Store Pris, 1994. Bog & Idé-prisen (Danskernes Yndlingsforfatter), 1995. Årstidens Bog, 2004. Danske Banks Litteraturpris, 2010.
Seneste udgivelse
Fra den anden side af solskinnet. Gyldendal, 2024. (Biografi).

Før han satte virkelige sejl til sine drømme om at udforske andre dele af verden, var Ib Michael studerende ved Københavns Universitet på studiet Indianske sprog og kulturer. Inden da havde han studeret medicin, men vurderede at han ikke havde psyken til lægegerningen. Han har fortalt i et interview med radioprogrammet ”Bogselskabet”, at forfattergerningen fungerer som en form for afløb for ham – han har tendens til at hallucinere, og fiktionen tillader ham at komme af med vilde forestillinger, der ellers kunne have resulteret i psykoser.

Det er også af hensyn til sin sindstilstand, at Ib Michael hvert år drager til Thailand, i vinterhi, da de mørke danske måneder for ham er en sikker vej til depression. Han lever således om vinteren alene i sydens sol, og årets andre måneder tilbringer han i sommerhuset i Kikhavn i Nordsjælland, hvor han bor med sin hustru Hanne. Ib Michael har en datter fra et tidligere ægteskab og én bonusdatter.

Når han er i Kikhavn, bruger han formiddagene på at skrive. Det er hans faste kontortid, som giver ham en struktur, han ikke havde i sine unge dage. Der skrev han når som helst, hvilket har resulteret i et imponerende forfatterskab bestående af over fyrre værker, som både rummer romaner, digte og erindringer.

Udvalgte bøger

Indianere, sørøvere og samer

Som 25-årig medicinstuderende søsatte Ib Michael i 1970 ”En hidtil uset drøm om skibe” og dermed sit forfatterskab.

Mange genrer blandes her til en sørøverroman, ligesom i ”Den flyvende kalkundræber” (1971) året efter, om conquistadorernes togt til Den Ny Verden.

”Hjortefod” (1974), der spejler nutiden i 1800-tallets revolutionære Mexico, har mere fast romanform end de to første og er genudgivet i 1990erne.

Mexico gav også stof til rejsebogen ”Mayalandet” (1973), udgivet sammen med maleren Per Kirkeby og fotografen Teit Jørgensen, og til gendigtningen af Quiché-mayaernes skabelsesbog ”Popol Vuh” (1975). Dagbøgerne fra rejsen er senere udgivet som ”Det lukkede øje” (1994).

Mere eller mindre dokumentariske er også ”Rejsen til det grønne firben” (1980), dvs. juar-indianernes land omkring Amazonas’ kilder, hvor Peru, Colombia, Ecuador og Brasilien mødes og danner de fire ben; og ”Snedronningen” (1981), en reportage om samernes aktioner mod vandkraftværket ved Altaelven i Nordnorge.

Kina-syndromet og Den Sorte Død

I Ib Michaels ”Kejserfortællingen” (1981) beretter den døende Travers (navnet associerer dels til Tolkiens hobbit Traver fra Ringenes Herre og til pseudonymet B. Traven, forfatter til den revolutionære kultroman ”De Hængtes Revolution”) i sit testamente til datteren om, hvordan plantesaften natém fra den flagermusbevogtede klippehule i Sydamerika hensætter ham direkte til det ældgamle Kina: Travers’ komplementære arutam-sjæl er krigeren Mashiant fra den første kejsers hof.

Ligesom Lobatón er Mashiant ”DDen udødelige soldat” (titlen på et af Ib Michaels hørespil, men også den samme som Den Tolvte Rytter i den senere erindrings-trilogi). Romanen rækker fra terrakotta-soldaternes kejser til atomkraftuheldet på Tremileøen ved New York, som nær var endt som kernenedsmeltning, også kaldet Kina-syndromet.

Den leger med firsernes intertekstualitet med sine hilsener til bl.a. Hermann Hesse og Karen Blixen, og den første store romans 5-tal er her udvidet til 6-tallet, I Ching-visdommens heksagram som kompositorisk princip. Hvoerefter er Ib Michael er parat til at vende sig mod sin egen verdensdel:

Med ”Troubadurens lærling” (1984) følger vi Den Sorte Død op gennem 1300-tallets Europa, fra Sicilien til Østersøen. I dette kategoriernes sammenbrud mellem to epoker bliver rammen nu 7 dages fortællinger, som i Skabelsesberetningen, og hovedafsnittene hedder det samme som i digteren Dantes store datidsværk, ”Den Guddommelige Komedie”.

Den udødelige soldat er her kinesisk mystiker og bueskytte på et florentinsk gods, hvor de gyselige menneskeforsøg spejler 1980’ernes begyndende debat om genmanipulation, mens en galefestival i Toscana til forveksling ligner de sidste rester af det danske ungdomsoprørs fløj for fest og farver.

Mens de tidligere romaners slutning pegede fremad, gerne mod oprøret, ender denne i Danmark på en Blicher´sk resigneret tone: ”Resten er glemt som pesten - som sneen der faldt i fjor”,, omtrent som slutningen af Umberto Ecos middelalderroman ”Rosens navn”, der udkom næsten samtidig.

Og rejseromanernes mange springende delfiner afløses her af hvalens sang – i forfatterskabet en ny evighedens orgeltone, som også høres på det bånd, forfatteren har indspillet sammen med musikeren Morten Carlsen.

Fra havets dyb følger hvalen med til himlens tag, da Ib Michael midt i 1980’erne udgav sin første digtsamling, ”Himmelbegravelse” (1986):

”Over Himalaya/ frosne hvide hvaler/ pander af bræ/ hvælver tiden”,« lyder det i indledningsdigtet ”Tibet”. Men så fortrænges hvalerne af ”»Drager/ i snore af glas/ ... havet er længere væk/ end himlen”.

Her blandes den tibetanske buddhismes legender med lama-religionens nutidige rolle som samlingsmærke for modstanden mod Kinas koloniseringspolitik.

Den tibetanske nutid, oplevet af en kvindelig rejsende, udgør også det ene spor i romanen ”Kilroy Kilroy” (1989), som blev gennembruddet til det helt store publikum og indbragte forfatteren boghandlernes Gyldne Laurbær.

Romanens andet spor følger den hukommelsesløse mand med titlens navn, en frygtløs Kaspar Hauser uden fortid, nedstyrtet ved atollen Tongareva i Stillehavet (oplevet på et nyt togt med ”Nordkaperen”), men først opsteget til himmels som pilot under bombningen af Hiroshima.

De to romanspor markeres som hhv. 1 og 0 i lighed med computerens binære kode, og i deres møde skrider kategorierne igen, og mesterfortællingen opstår – om identitetsløshed over for det ansvar for kolonisering, krige og katastrofer, der klæber ved vores fællesvestlige identitet.

Rasmussen og rytteren

I Stillehavet finder Kilroy bl.a. kaptajn Rasmussens hus, og ham genfinder vi i ”Vanillepigen” (1991) som forfatterens egen grandonkel Viggo, der som en anden Peder Most stod til søs og fandt sydhavsprinsessen.

Men titelpigen er også den polioramte søster, som den 5-6-årige dreng hjemme i Roskilde holder liv i med drabelige skrøner: Indviet til fortæller, med livet i hænderne.

Romanen om børnelammelse og børnealmagt, om livsvilje, eventyrlængsel og satsning på miraklets mulighed, fik Kritikerprisen. De gennemdigtede erindringers milde og ramme dufte af barndom har også danske spor af både H.C. Andersen og Johs. V. Jensen.

I barndomshaven gravede drengen sig ned til skelettet af den spanske soldat. ”Den tolvte rytter” (1993), erindringstrilogiens blændende midterfløj som udløste Akademiets store pris, begynder med denne mexicanske menige i den franske hær, indkvarteret på Koldinghus på natten for den store brand.

Derfra æder fortællingens flammer sig gennem guldalder og biedermeier-periode med den udødelige soldats efterkommere, frem til efterkrigstiden, hvor fortælleren sidder på et hotelværelse og fører bog over slægten, den naive rejsende fra undgdomsromanerne modnes, mens han ”langsomt vender hjem”.

I tredje bind, ”Brev til månen” (1995), er drengen blevet ung mand og rytter selv, men vender ridningen, faderen og provinsborgerskabet ryggen for at eksperimentere med kærligheden, kønnene og stofferne i København, Paris, Venedig. Han vil som Harlekin bringe fantasien til magten – men ender som Pjerrot, ensom med sit skriveri.

De tre binds frugtbare kortslutning mellem myte og privatliv blev en af 1990’ernes største danske læsersucceser.

Ånden som vandrer

Drengen fra Roskildes Hotel Prindsen skifter navn til Malte, før vi atter møder ham i den store roman ”Prins” (1997). Her på stranden i Nordsjælland forenes den udødelige soldat, den flyvende hollænder og sydhavsskipperen i skikkelse af en hundrede år gammel, nedfrossen søkaptajn.

En ånd, der har vandret i årmillioner, fra ravklumpens insekt til nutidsrævens tarmsystem, er historiens fortæller, og på den måde fletter sømandens kærlighedstragedie sig ind i en næsten nutidig dansk kærlighedsfarce på et kystpensionat med Herman Bang’´ske sommerglæder og ditto-sorger.

Blandingen bliver en vidunderlig sproglig overskudsskildring af en drengs sommer på randen af den voksne erotiks hav, forfatterskabets ottende og mest modent stilsikre storroman med sammenvævning af skipperskrøne og barndomsindlevelse, verdenshav og andedam, myte og realisme i en beretning om, at ”mørkets fyrste og lysets prins er den samme”. Kritikermodtagelsen af den amerikanske udgave syntes at varsle et egentligt internationalt gennembrud.

Fortællingerne i ”Atkinsons biograf” (1998) er indbyrdes forbundne, tilsammen ”en vandrehistorie”, som i elegant leg med tiden og kategorierne udgør smagsprøver på forfatterskabets sydamerikanske inspiration, men også den italienske.

Dén ligger også bag Rom-digtsamlingen ”Vinden i metroen” (1990) og Ib Michaels nyeste bog, digtsuiten ”Rosa Mundi” (2000). Her blandes Dante med moderne lyrikere, fra Arthur Rimbaud til (især) Gunnar Ekelöf. Den svenske poet bliver den danske digters skygge på endnu en rejse gennem Skærsilden, Helvedet og Paradiset i 75 digte af vekslende længde.

Genrer og tematikker

”Jeg er en mand/ der langsomt vender hjem blot foretrækker jeg/ turen over sydens sol tanken om at blive fanget/ på en stråle/ der rejser den anden vej.” Dobbeltbevægelsen er det centrale træk i ovenstående selvportræt. Linjerne står i den midterste af Ib Michaels digtsamling ”Vinden i Metroen”, som også danner en midterakse i hele forfatterskabet: Før da gik rejserne i hans liv og romaner til sydens sol såvel som nordens pol, mens senere romaner er knyttet til det land, hvor han har rod, hvorfra hans verden går. Men i hele forfatterskabet findes forsøget på at bevæge sig ud og hjem i én bevægelse, eksistere i flere tidsplaner og forskellige steder – på samme tid. Eller ”tænke to modsatrettede tanker på én gang”, som det hedder i flere af de store, tidlige romaner, der også er komponeret efter det princip. Denne dobbeltrettede tankegang er fremmed for den herskende vestlige, målrettede og ekspansive, men også logisk énstrengede industrikultur, og måske derfor er Ib Michaels bøger meget læste i Danmark og oversat til tysk, fransk og engelsk: Med deres eksotiske lokaliteter, rammesprængende sammenstød mellem kategorierne og vilde fabuleren tilbyder de et alternativ til en ellers måske mere realistisk skrivestil i nyere dansk litteratur. Selv beskriver han sit forfatterskab sådan: ”Åbner man én låge, falder der et skrumpehoved ud, en fjerpragt eller en polynesisk havgud. Åbner man en anden, springer Kejseren af Kina op af æsken eller en spansk soldat, som aldrig fandt fred i sin grav. Et gulnet fotografi af barndommen, et sommerhus i Tisvilde...”

Beslægtede forfatterskaber

Det er oplagt at drage paralleller mellem Ib Michaels forfatterskab og en genre, som har udbredt syd- og mellemamerikansk litteratur til resten af verden, nemlig den magiske realisme. Her blandes en genkendelig, realistisk verden med magiske elementer, ofte med relation til en mytologisk verdensforståelse. Magisk realisme forbindes oftest med 1960’ernes latinamerikanske litteratur og forfattere som colombianske Gabriel García Márquez og mexicanske Carlos Fuentes, der udkom under det, der litteraturhistorisk betegnes som ”El boom”, hvor latinamerikansk litteratur for alvor blev sat på verdenskortet. Nyere forfattere har også været eksponenter for den magiske realisme i andre kulturelle kontekster, heriblandt indisk-britiske Salman Rushdie, japanske Haruki Murakami og islandske Sjón.

Rejsen har været definerende for Ib Michael. Det gælder såvel fysiske rejser som de rejser i tid og sted, han foretager i sit forfatterskab. Britiske Bruce Chatwin foretog også mange rejser, blandt andet til Sydamerika, som det fremgår af hans debut ”In Patagonia”, 1977 (”I Patagonien”, 1994). Ligesom hos Ib Michael er virkeligheden i Bruce Chatwins rejseskildringer ikke en statisk størrelse, og rejsen foregår ligeså meget, hvis ikke mere, på et imaginært og åndeligt som et virkelighedsnært og faktuelt plan.

Ib Michaels mangeårige sejlmakker Troels Kløvedal skrev mere traditionelt dokumentariske rejsedagbøger fra deres fælles rejser, men de to forfatterskaber er beslægtet i den forstand, at de trækker på det samme råmateriale i form af de mange oplevelser med ”Nordkaperen”.

Klassiske eventyr- og opdagelsesromaner er også beslægtet med Ib Michaels forfatterskab, og han fremhæver dem også selv som inspiration og en vigtig kilde til den tidlige læselyst hos børn og unge: ”Man skal ikke ringeagte at man har læst Jules Verne, Ivanhoe, Peder Most eller Puk-bøger. Den læseoplevelse er meget vigtig for litteraturen, og jeg synes godt man kan tage den med ind i en voksenverden.” (Bogselskabet: Ib Michael. P1, 2020-05-16).