Mario Vargas Llosa

Genrer og tematikker

Mario Vargas Llosa tilhører én ud af tre dominerende retninger inden for latinamerikansk prosa, nemlig den eksperimenterende realisme. Llosa skriver om virkeligheden, men giver den fiktionens udtryk og fremsætter den i et eksperimenterende, sanseligt og metafiktionelt sprog, som lader værkerne pege på sig selv som netop fiktion.

Ifølge Llosa er en sådan fiktionalisering af virkeligheden en måde, litteraturen kan ”lyve” om virkeligheden på for herved at nå frem til dybere sandheder om netop virkeligheden: ”Faktisk lyver romanerne – de kan ikke andet – men dét er kun en del af historien. Den anden del er, at de ved at lyve udtrykker en besynderlig sandhed, der kun kan udtrykkes skjult, forklædt som noget, den ikke er.” (Mario Vargas Llosa: La verdad de las mentiras (Løgnenes sandhed), 1989, i: Jens Lohmann: Portræt af en løgner. Information, 2010-12-10).

Om sin måde at vægte forholdet mellem virkelighed og fiktion siger Llosa: ”Jeg researcher altid meget, ikke som en historiker, men jeg gør det for at få baggrund og miljø ind under huden. Jeg har denne realistiske manér – jeg vil være præcis i beskrivelser af natur og miljøer, om man nu er i byer eller på landet eller i junglen. Farver og detaljer skal være realistiske. Men derudover opfinder jeg meget.” [3]Michael B. HenriksenSydamerikansk forfatter: Vi blev sårbare, da vi skiftede…Kristeligt Dagblad, 2019-06-22..

Tematisk kredser Mario Vargas Llosas værker om den vold, uro og politiske undertrykkelse, som det latinamerikanske samfund er præget af – en tematik, der løber som en rød tråd gennem den latinamerikanske litteratur. Kritikken af politiske og sociale forhold sammenfletter han med følsomme persontegninger og et levende, detaljerigt sprog. Llosa har for sine værker opnået stor international anerkendelse, men samtidig har værkerne særligt i Latinamerika mødt en del modstand pga. deres skarpe samfundskritik.

Llosas romaner er med hans egen betegnelse ”totale romaner”, hvilket vil sige en slags roman, hvis handling er kompleks, som ikke bevæger sig ad et stringent spor, som via en slags filmisk klip mellem fortællerpositioner skaber en flerstemmighed, og som ved kun at fortælle ”toppen af isbjerget” inviterer læseren ind som medskaber af historien og dermed åbner for en merbetydning.

Beslægtede forfatterskaber

Mario Vargas Llosa er en repræsentant fra det såkaldte latinamerikanske boom, som betegner en generation af latinamerikanske forfattere, der slog internationalt igennem i 1960’erne. Til denne generation hører også forfattere som colombianske Gabriel García Márquez, argentinske Jorge Luis Borges, mexicanske Carlos Fuentes og chilensk-amerikanske Isabel Allende.

Hvor Llosa skriver eksperimenterende realisme, er Márquez kendt for sin magiske realisme. Mest kendt er hans hovedværk fra 1967 ”Cien años de soledad” (”100 års ensomhed”, 1969), som ud over at være en slægtsroman om familien Buendía fra den fiktive landsby Macondo er en filosofisk undersøgelse af tiden som komplekst begreb og et eksempel på kunsten ud i at fortælle mange historier i én.

Også Isabel Allende anvender magisk realisme i sine romaner, der ofte tematiserer kvindens kamp for lighed i en mandsdomineret verden. Hun slog igennem i 1982 med debutromanen ”La casa de los espiritus” (”Åndernes hus”, 1985).

Jorge Luis Borges repræsenterer den tredje litterære hovedåre, som – sammen med den magiske og eksperimenterende realisme – dominerer den latinamerikanske litteraturscene, nemlig fantastikken. Fantastikken adskiller sig fra den magiske realisme ved ikke lade sin læser acceptere det magiske element som en grundlæggende præmis for fortællingen. I stedet fremkalder fantastikken en tvivl i læseren – en tvivl, der er forårsaget af genrens diffuse måde at skelne mellem fiktion og virkelighed på. I f.eks. novellesamlingen ”Historia universal de la infamia” fra 1935 (”Nederdrægtighedens verdenshistorie”, 2000) udfordrer Borges måden at skrive fortællende prosa på ved at fordreje og omskrive andres værker.

Latinamerikansk litteratur sættes i Europa meget ofte lig med den magiske realisme, men senere latinamerikanske forfattere forsøger på hver deres måde at skrive sig ud af den magiske realismes bånd. En af dem er Laura Restrepo, der ser Llosa som sit litterære forbillede. På dansk findes hendes romaner ”Dulce compañía” fra 1995 (”Hvis en engel”, 1997) og ”El leopardo al sol” fra 1993 (”Leoparden i solen”, 2000).

Et andet eksempel på en forfatter, der gør op med den magiske realisme, er chilenske Alberto Fuguet, som er særligt kendt for at stå bag antologien McOndo fra 1996. Titlen er en ironisk fordrejning af bynavnet ’Macondo’ fra Márquez’ ”100 års ensomhed”, og fordrejningen understreger det opgør med Márquez’ stil, som antologiens tekster markerer. Fuguets roman ”Las películas de mi vida” fra 2002 (”Mit livs film”, 2007) beskriver barndomserindringer set gennem halvtreds film fra både Chile og USA.

Af senere latinamerikanske forfattere kan desuden nævnes argentinske Mariana Enrique og Samanta Schweblin. Førstnævnte skildrer social ulighed, feminisme, vold og misbrug i det postdiktatoriske Argentina og blander det med fantastik. Hendes novellesamling ”Las cosas que perdimos en el fuego” fra 2016 udkom på dansk i 2017 med titlen ”Ting vi mistede i ilden”.

Samanta Schweblin har på dansk udgivet gyserromanen ”Distancia de Rescate” fra 2014 (”Redningsafstand”, 2017) – én lang samtale mellem den døende Amanda og drengen David, der er blevet forgiftet og har ændret personlighed. I 2019 udkom på dansk Schweblins novellesamling ”Pájaros en la boca” fra 2009 (”Fugle i munden”, 2019), hvor hver enkelt fortælling undersøger menneskers forhold til hinanden og til naturen.

Relaterede forfattere