Samanta Schweblin

Genrer og tematikker

Samanta Schweblin skriver fængende og på en måde, der vækker ens begær efter hurtigt at vende siderne for at komme videre i fortællingen. På den måde er hendes bøger nærmest pageturnere. Alligevel er hendes historier absolut ikke letfordøjelige, og man må læse langsomt for at kunne forstå de komplekse, mørke og mareridtsagtige billeder, der fremkaldes.

Uhygge beskriver måske bedst den atmosfære, som Samanta Schweblin skaber i sine bøger, og af den grund bliver hendes litteratur også ofte associeret med gysergenren. I ”Redningsafstand” bliver linjen mellem de levende og døde udvisket, da Davids mor søger en alternativ behandling hos kvinden i det grønne hus for at redde sin søn fra en forgiftning. Uden at det uddybes yderligere, overlever hans krop, mens hans sjæl flytter et andet sted hen.

Men ’gyset’ skabes de fleste gange, når hverdagslige ting og situationer bliver vredet ud af deres genkendelige former, som når beskrivelsen af en meget almindelig læderkuffert i novellen ”Benavides’ tunge kuffert” følges af den lige så nøgterne og ligetil beskrivelse af, hvordan en mand har slået sin kone ihjel: ”Han kommer tilbage til værelset med en stor kuffert. Solid, brunt læder og med fire hjul, meget elegant og med håndtaget i knæhøjde. Han fortryder ikke sine handlinger. Han tror på, at knivstikkene i hans hustrus krop var retfærdige, og såfremt der stadig var liv i hende, ville han gøre arbejdet færdigt uden at føle skyld.” (”Fugle i munden”, s. 219). Her er det ikke følelsen af noget overnaturligt, der får os til at gyse, men oplevelsen af, at det normales overflade så pludseligt flænses af mørket fra menneskedyrets dyb.

Netop sammenstødet mellem det genkendelige og det forfærdelige og ubehagelige understreger, at mørket, ondskaben og volden er en lige så selvfølgelig del af det at være menneske som at spise et stykke toastbrød til morgenmad. Selv har Samanta Schweblin udtalt om sit forfatterskab, at hun altid forsøger at afdække ’mørket’ i sin litteratur: ”Min bedstefar kæmpede for Markisen. Hans job var at komme helt tæt på fjenden for at opsnappe informationer, og nogle gange kunne de informationer redde hele bataljonen. For mig er litteratur lidt det samme: at gå ind i mørket og prøve at forstå, og så komme uskadt tilbage til livet med kostbar erkendelse. Så når jeg arbejder, er det altid for at afdække mørket.” [1]Videoportræt af Samanta SchweblinLiterarisches Colloquium Berlin, 2017.

Et andet centralt tema i både ”Redningsafstand” og ”Fugle i munden” er moderskab og relationen mellem forælder og barn. Et helt specifikt motiv gentages i de to bøger: den usynlige tråd eller snor mellem forælder og barn, som kan føles så stærk, at det bliver en stor smerte og behæftet med angst. Mere overordnet undersøger begge værker relationer mellem mennesker – relationen mellem ægtefolk, mellem fremmede, mellem venner og mellem søskende. Især når de bliver fyldt med mørke og vold.

Beslægtede forfatterskaber

Samanta Schweblins forfatterskab trækker både tråde til hendes latinamerikanske rødder og hendes nuværende hjem i Europa. Syntesen mellem det utrolige og realismen er en hovedåre i latinamerikansk litteratur, ligesom Samanta Schweblins tematisering af vold og konflikter mellem mennesker måske udspringer naturligt fra en kulturel arv, hvor krig, vold og politisk uro historisk har dannet baggrundstæppe for store latinamerikanske forfattere som Mario Vargas Llosa, Gabriel García Márquez og Jorge Luis Borges. Disse forfattere blev kaldt boomgenerationen, fordi de oplevede et internationalt gennembrud i 1960’erne og 1970’erne og satte Latinamerika på det litterære verdenskort.

Især blev den colombianske forfatter Gabriel García Márquez kendt for sin roman ”100 års ensomhed” fra 1967, og det er sidenhen blevet læst uden for Latinamerika som et hovedværk inden for genren magisk realisme. Magisk realisme betegner kort fortalt en fortælling, hvor overnaturlige eller utrolige begivenheder eller fænomener bliver berettet, som om det er en selvfølgelig del af realismens rammer. ”100 års ensomhed” er en slægtskrønike om familien Buendía, der grundlægger byen Macondo, og selvom historien og byens udvikling skrider frem, er det alligevel, som om tiden er gået i stå. Selvom personer dør, er de for eksempel stadig en del af fortællingen. Disse rammer for fortællingen, hvor alt kan ske og tiden går i stå som i en drøm, den udflydende grænse mellem de levende og døde, og udgangspunktet i den lille by som et afsondret minikosmos er blot nogle få eksempler på den litterære arv, som Samanta Schweblin i sit forfatterskab inddrager. En anden latinamerikansk eksponent for den magisk realistiske genre er den chilenske forfatter Isabel Allende, der fik sit gennembrud med slægtsromanen ”Åndernes hus” (1982), hvor en af romanens kvindelige hovedpersoner, Clara, kommunikerer med ånderne og kan flytte ting med tankens kraft.

Samanta Schweblins forfatterskab trækker også tråde til europæiske forfattere som den tyske forfatter Franz Kafka, der blandt andet skrev ”Processen” fra 1925 om bankmanden Josef K., der forgæves prøver at finde ud af, hvad han står anklaget for. I samme mareridtsagtige scenarie befinder Gruner sig i Samanta Schweblins novelle ”Mod en glad civilisation” fra ”Fugle i munden”, hvor han efter at have misset toget bliver den ufrivillige gæst hos stationsforvalteren. I al absurditet kan Gruner ikke få lov at købe en ny billet, fordi der ikke er nogen byttepenge, og han er således strandet i en uendelig bureaukratisk venteposition. Begge scenarier er utrolige, og alligevel holder de sig inden for realismens rammer.

Relaterede forfattere