”Jeg kunne ikke se, præcis hvad hun lavede. Fuglen peb, og hun anstrengte sig et øjeblik, måske fordi fuglen prøvede at slippe væk. Silvia holdt sig for munden. Da Sara vendte sig om mod os, var fuglen væk. Der var blod på hendes læber, næsen, hagen og hænderne. Hun smilede forlegent, hendes mund bulede ud, og hendes røde tænder tvang mig op at stå. Jeg løb ud på badeværelset, låste døren og brækkede mig ned i toilettet.”
”Fugle i munden” i ”Fugle i munden”, s. 42.
Voldens væsen får sit reneste udtryk i ”Benavides’ tunge kuffert”, bogens sidste novelle, hvor Benavides opsøger sin læge Dr. Corrales med en kuffert, hvori hans kone ligger død. Han har slået hende ihjel. Men da Corrales får indblik i sin patients forbrydelse, lykønsker han Benavides og tilkalder kuratoren Donorio. De to er enige om, at Benavides med den døde hustru i kufferten har skabt et unikt kunstværk. De bliver enige om at kalde værket ’Vold’, og det ender med at blive en stor publikumssucces.
Denne særegne forbindelse mellem vold og kunst er også en hovedåre i novellen ”Hoveder mod asfalt”, hvor jeg-fortælleren fra barnsben lærer at kanalisere sin vrede over i kunst. Som voksen bliver han berømt for sine malerier af folks hoveder, der rammer asfalten i kaskader af blod, og rigmænd betaler store summer for at få ham til at male deres hoveder i mødet med asfalt. I begge noveller er kunsten og volden på en måde to sider af samme sag: ligesom vold er en form for udtryksmåde, har kunsten det samme potentiale til at lade det undertrykte og fortrængte komme op til overfladen. Dermed peger Samanta Schweblin måske også på, at det netop er menneskets evne til og mulighed for at bruge kunstens rum til at udtrykke sig i stedet for at være i drifternes vold, der adskiller mennesket fra dyret.
Samanta Schweblin
At læse argentinske Samanta Schweblin er som at bevæge sig ind i en drøm eller et mareridt. Børn forvandler sig til sommerfugle, en pige spiser levende fugle, og fortvivlede kvinder i brudekjoler v...
Læs hele forfatterportrættet
