”Der var ved at foregå en kulturrevolution i denne ærværdige gamle nations verden og den gamle mand kaldte det en dille. Selveste den amerikanske hær som drev et net af tv-stationer i fem verdensdele havde rejst en på basen i Keflavik, med stof hjemmefra til præsidentens tropper.”
”Guldøen”, s. 45.
En dag tager Danny fusen på de andre ved at have taget en pilotuddannelse og stiger i anseelse. Da han på et tidspunkt skal redde sin hysteriske søster Dolly fra hendes svigerfamilie på østlandet, omkommer han i et flystyrt. Hans alt for tidlige død bliver hele familiens ulykke og begyndelsen på den nedgangstid, der følger efter en række muntre og lyse år. Herefter slutter det islandske sildeeventyr, og romanen ender med, at barakbyen rives ned og Det Gamle Hus forlades. En epoke er slut i både Islands historie og i Lina og Tommys familiekrønike.
Kárason fortsætter sin pittoreske Islandskrønike med samme indlevelse og humor som i ”Djævleøen”. Sammenstødet mellem generationer og kulturer bliver i ”Guldøen” endnu tydeligere. Under den muntre fortællings overflade ligger en mere alvorlig strøm af respekt for de mennesker, der stikker ud og ikke altid passer ind i et regelret samfund. Alle karaktererne er noget aparte, og romanen bliver et slags forsvarsskrift for de skæve, de utilpassede og drømmerne, der sjældent lander med fødderne først. Kárason lægger med sin rutinerede og vidende fortællerstemme et ekstra lag til historien om almuefolkets skelsættende møde med den ny verden, og på trods af de magiske og fabulerende indslag fremstår romanen som et moderne stykke Islandshistorie.
Einar Kárason
Den islandske forfatter Einar Kárason fortæller historier fra vidt forskellige århundreder med et muntert overskud og en sikker sans for miljøskildringer. I et nutidigt sprog har Kárason genskrevet...
Læs hele forfatterportrættet
