”Med det yderste af neglene får han fat i ærmet på hendes kimono. – Ketty, hvisker han tryglende. – Den er uerstattelig. Ketty vender sig mod ham med afsky i øjnene. – Nu slipper du, hvæser hun og stirrer på sit ærme. Han kender hende ikke længere. Han har aldrig hørt hende hvæse på den måde. – Guitaren er en gave til Keith Richards, hvisker han desperat, mens han holder fast i hendes ærme. – Mon ikke Cliff Richards har guitarer nok, kommer det sarkastisk, mens hun med et ryk river sig fri. (…) I samme øjeblik Ketty når terrassens første trin, svinger han guitaren og rammer hende med et hug, så strengene synger. Ketty falder sammen som en tøjdukke med benene krydsede og kroppen bagover.”
Eddie Thomas Petersen: “Kettys Blues”, side 47.
Denne forstadsidyl ville næsten være intakt, hvis ikke lige det var for den ulidelige, storknevrende nabokone, Ketty, der efter en lottogevinst folder sig ud som fuldtidskunstner på den anden side af hækken. Arne finder Kettys skræppende latter uudholdelig, og da han til sin egen store fortrydelse kommer til at låne sit mest hellige relikvie – en Hagstöm-guitar – til naboen, fordi hun skal interviewes til et dameblad, og han til stor rædsel og efter indtagelsen af en halv falske whisky får den forkerte guitar igen, slår det klik. Arne pander Ketty ned med guitaren, og hun falder livløs om på jorden. Arne går i panik og tror, at han kan fjerne katastrofen ved at fjerne liget af vejen, så Ketty bliver begravet i haven.
Men ikke meget går ubemærket forbi i sådan et villakvarter, og læseren kastes ud i den underholdende og spændende afvikling af Arnes desperate forsøg på at dække over sin udåd.
Selvom tonen er anderledes humoristisk og plottet farceagtigt, så rummer “Kettys Blues” ligesom Eddie Thomas Petersens debut troværdige og medrivende skildringer af en lang række forskellige personer og deres miljøer. Der pendles konstant fra situation til situation mellem de mange personer og miljøer, hvad der giver romanen dens dynamik og spænding. Især er det efter mordet på Ketty skildringen af den unge kriminalbetjent Robert Jensen, der foldes ud. Robert er det klassiske eksempel på en politimand, hvis arbejdsidentitet og engagement får privatlivet til at hænge i laser. Han er deltidsfar og må igen og igen løbe fra aftalerne og kan ikke overkomme den distance han føler mellem sig selv og sin søn. Hans boligsituation er mildest talt uholdbar, og han plages af dårlig samvittighed over det dårligt fungerende forhold, han har til kvinden Åse. Det er et troværdigt og godt billede, der gives af Robert og den politiverden, han tilhører, og det er da heller ikke første gang Eddie Thomas Petersen beskæftiger sig med netop den moderne politimands verden. Skildringen af den unge kriminalbetjent Robert kan således ses i sammenhæng med tv-serien “Strisser på Samsø”, som forfatteren også er ophavsmand til.
Romanens handling fastholder læseren med krimigenrens klassiske suspense-effekt via det skiftevise fokus på gerningsmanden Arne og efterforskeren Robert. Og det er først til allersidst, at det røbes om Arnes desperate forsøg på at skjule sin udåd bliver afsløret eller ej.
Eddie Thomas Petersen
Det var en ganske erfaren historiefortæller, der i en alder af 51 debuterede som romanforfatter med “Kys” fra 2002. Eddie Thomas Petersens mange år som både manuskriptforfatter og instruktør har sa...
Læs hele forfatterportrættet
